'Søren Louis Pilmark', hedder bogen, og det Louis må vel betyde noget. Søren Pilmark hedder Louis, en af hans sønner hedder Louis, og nu kommer vi til pointen: Det hed hans far også. Accept af faders død Meget af denne interessante skuespillerbiografi handler om faderen og er en hyldest til faderen: fars fænomenale menneskesyn, hans tilgivelse og opofrelse, hans støtte og hjælp til svage elever, thi far var skoleinspektør og en aktiv mand. Og så alligevel: Det første kapitel i bogen, som Søren Pilmark selv har skrevet, ender med en accept af faderens død. Faderen fik endelig fred. For mig, tilføjer Søren Pilmark. Psykisk voldelig Om skuespilleren også fik fred for faderen, kan man diskutere. Denne første og vigtige Louis er meget med i tankerne og ikke kun de tanker om almindelig respekt og veneration, enhver søn vel har. Søren Pilmarks begavede lillebror Lars, musiker og lærer, konstaterer det anderledes bramfrit: Den far havde pædagogiske evner, som var formet i et andet århundrede. Måske en god skoleleder, men sågu en ringe pædagog. Det betyder oversat til dansk, at manden var voldelig. Han har ikke bare været fysisk voldelig, som Søren husker det med kvalme og væmmelse - han har formentlig også været psykisk voldelig. Levende evne for erindring Den psykologiske arv betyder, at det ældste barn altid - på skolevis - skal klare sig godt, skal svare rigtigt, skal opføre sig ordentligt, ja helst perfekt. Hvilken lykke for skolelederen, at han fik en søn, som af talent og gemyt netop var så tæt på det perfekte, at det kunne give selvtillid - og depressioner. Der er uhyre meget i denne selvbiografiske bog, som jeg kender og er dybt enig med Søren Pilmark i, skønt jeg ikke har parallelle erindringer. Først og fremmest den komplette afstandtagen til vold i børneopdragelsen, og fornemmelsen af, at snakken om at »sætte grænser« for børn er en ny reaktionær omgang vrøvl og forblindelse. Oh, hvor blev der engang sat grænser for Hitler. Det lyder naivt - Pilmark og jeg er naive. Det er et af dansk teaters allerstørste talenter, som fortæller, og det, man lægger mærke til, er først og fremmest hans levende evne for erindring. Huskeevnen er vigtig for en skuespiller, men den indbefatter ikke altid talent for at huske og perspektivere sin barndom. Søren Pilmark husker, uden sentimentalitet, men med præcise registreringer af hjemmet, som var så frit - og så fast. Fiasko ment som succes Den lille Søren kunne og kan så meget - tegne, forme, spille, trylle, musicere, lave mad, hjælpe sin lillebror, være oneup, og dog naturligvis solidarisk. Solidarisk er han, meget med sin kone, Susanne, meget med sin bror Lars, som dog var med til at tilrettelægge en af de få fiaskoer, Søren Pilmark har haft, rollen som konferencier i Melodi Grand Prix sammen med Natasja Crone. Teksten var på engelsk og på vers, og udenlandske kritikere kaldte ham for Doktor Død. Den sved. Men en meget sød, grænseoverskridende humor giver denne fiasko også anledning til. Det er jo »ment som en succes«! En vis tilgivende attitude bliver det også til i forholdet til kritikerne - også deres bidrag er nu altid ment som en succes, kan jeg oplyse. Men det skal jo Fanden hjælpe. Ordentlig Hans gamle talent for cabaret og comedy finder tilfredsstillelse i 'Ørkenens Sønner', som Niels Olsen gjorde »come il faut for funktionærerne«, og der er varme hilsner tilbage til afdøde Jacob Evar i Århus, hvor den første og ikke ringeste Linje Tre havde sin premiere i de gode tider, da Henrik Bering Liisberg var direktør på Århus Teater og pludselig havde fået et mægtigt mandligt talenthold ind på elevskolen. Hilsen og reverens også til Niels Matthiasen, som kunne lide gule ærter og gerne spiste dem hjemme hos Pilmarks far og mor. Ordentligt - sådan er det, og sådan er han, ligesom Bahnsen i tv's dukkereklame for DSB - og ligesom synet af de biler, der altid viger til side for ambulancen, et billede, Søren Pilmark altid nyder i stilhed. Underskud konverteres til overskud Men så er der jo noget mere, som sætter ham i stand til at være en fremragende Werner Heisenberg i Michael Frayn's 'København' eller en lige så fremragende Hamlet, eller den usandsynlige - og usandsynligt onde - politiker i filmen 'Kongekabale', som han fik en Bodil for. Hvad er dette mere for noget? Søren Pilmark beskriver det et sted som et underskud. Ikke kun melankoli, et regulært underskud, der skal konverteres til overskud. Det er sandsynligt, at han har fået begge dele af sin far, og at han stadig ikke kan blive færdig med den afvejning, som skaber balance. I mellemtiden spiller han skuespil på underskuddet, glimrende - og jeg tilføjer i al oprigtighed: uden at dumpe.