Vil vi om 15-20 år være nødt til at indhegne hele hovedstadsområdet for at beskytte det mod indvandring?«. Er spørgeren Københavns overborgmester Lars Engberg? Integrationsminister Rikke Hvilshøj? Eller måske Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard? Uafhængig? Næ. Den bekymrede hedder Mwesiga Baregu og er professor i statsvidenskab ved universitetet i Tanzanias hovedstad Dar es Salaam. Han er en af de mange tanzaniere, som kommer til orde i Knud Vilbys nye bog 'Uafhængig? - afrikanske udfordringer' om udviklingen i det store østafrikanske land siden uafhængigheden i 1961. Udviklingsbistand Citatet af Baregu fortsætter i øvrigt: »Det bliver utroligt vanskeligt at bremse flodbølgen af mennesker fra landområderne til Dar es Saalam, hvis denne udvikling fortsætter«. En markant understregning af, at selv et fattigt uland udgør et mikrokosmos med store forskelle på rig og fattig og deraf følgende folkevandringer. Men også af, at professor Baregus bekymringer er vores bekymringer. At i en globaliseret verden udspringer de vestlige landes problemer med integration af fattigdommen og de elendige levevilkår i områder af verden, vi til daglig ellers ikke skænker mange tanker. Kort sagt: De fattige afrikaneres problemer er - eller ender med at blive - vores problemer. Så vi kan - og skal - diskutere omfanget og formen på udviklingsbistanden. Behovet og nødvendigheden er ikke til diskussion. Eller burde ikke være det. Mangelvare: afrikanske stemmer Afrika er som bekendt kravlet højt op på den politiske dagsorden, i Danmark såvel som internationalt. Herhjemme er bevågenheden senest demonstreret ved statsminister Anders Fogh Rasmussen nys afsluttede rejse til netop Tanzania og til det endnu fattigere Mocambique, to af de ulande, der modtager særlig megen dansk ulandsbistand. Den fattige del af verden i almindelighed og Afrika i særdeleshed er med andre ord til debat som aldrig før. Det er godt. Knap så godt er det, at debatten ofte foregår hen over hovedet på dem, det hele handler om: ulandenes indbyggere. Så meget desto mere er der grund til at hilse velkommen, at Knud Vilby nu tilføjer debatten, hvad der hidtil har været en mangelvare: afrikanske stemmer. Tigger om mere bistand Professor Mwesiga Baregus bekymring og desperation er blot en af mange øjenåbnere i 'Uafhængig? - afrikanske udfordringer'. Vilby har fulgt Tanzanias skæbne i årevis, og i researchen til bogen har han rejst rundt i landet og interviewet såvel uuddannede bønder som højtuddannede eksperter. Alle har det tilfælles, at de er gamle nok til at have fulgt udviklingen, siden Tanzania blev selvstændigt i 1961. Og stort set alle medvirkende deler desuden evnen til klarsyn og kritisk analyse, finder læseren undervejs ud af. Bogen myldrer med gode pointer og er i øvrigt gennemsyret af tanzaniernes selvkritiske holdning og vilje til selv at løse problemerne. Den afmonterer effektivt myten om afrikanerne som passive modtagere, der ikke magter andet end at række hånden frem og tigge om mere bistand. Løsning uden svar Problemet er blot, at Tanzanias problemer er så enorme, at viljen til at klare sig selv ikke rækker langt. Og så er der endda lande, som er endnu fattigere. Når man har læst bogen færdig, sidder man derfor tilbage med en klar fornemmelse for den splittelse, det paradoks, alle verdens fattige lande deler: På den ene side opfattes bistanden af ulandene som snærende og dræbende for landenes evne til selv at tage ansvaret for udviklingen. På den anden side er fattigdommen så massiv, at ulandene ikke har en jordisk chance for at klare opgaverne uden massiv hjælp udefra. Hvad løsningen er på det problem, giver Knud Vilby intet svar på. Men for det første ville det være alt for meget forlangt al den stund, at det har ingen til dato evnet. Lægger debatten død For det andet har Vilbys ærinde været et andet. Han har ganske enkelt ønsket at myndiggøre tanzanierne. Vise os, at afrikanerne faktisk er tænkende væsner, som udmærket ved, hvor skoen trykker. Det kan forekomme bizart, at det skulle være nødvendigt. Men man behøver ikke at have fulgt mere end sporadisk med i den aktuelle debat for at vide, at spørgsmålet om at umyndiggøre afrikanerne med det formål at effektivisere ulandsbistanden - Gud bedre det - rumler igen. Måtte Vilbys bog medvirke til at lægge netop denne del af debatten død. Fast pensum Der er meget godt at sige om 'Uafhængig? - afrikanske udfordringer' og kun få indvendinger. Bogens største svaghed udspringer - paradoksalt nok - af det, der også er dens store styrke. Knud Vilby er nemlig så tro mod sin basale ide: at lade tanzanierne komme til orde, at det sine steder geråder i konflikt med formidlingen af stoffet. De mange og meget lange citater af mange forskellige tanzaniere med navne, som for i hvert fald denne dansker er svære at huske og holde rede på, gør visse passager unødigt vanskelige at læse. Bogen fungerer således bedst i de afsnit, hvor den meget vidende Vilby blander sig, samler op og resumerer. Det ville være synd at sige, at det er opmuntrende læsning. Tanzania er et af de ulande i verden, der har modtaget mest udenlandsk hjælp overhovedet, men fremgangene er små og elendigheden på flere områder voksende. Og så alligevel: Vilbys respektfulde afdækning af, at den enkelte tanzanier trods fattigdommen og de mange skuffelser stadig besidder store ressourcer, er i sig selv opløftende. 'Uafhængig? - afrikanske erfaringer' burde være fast pensum for alle, der har indflydelse på ulandsbistanden. Ikke mindst de danske politikere.