»There must be an angel/ Playing with my heart«, sang popgruppen Eurythmics for tyve år siden, og i tilfældet Johannes Møllehave mistænker man, at der må være en hel sværm af engle løs i hjertekulen. Én af dem er svensk og hedder Gösta. Og så går han endda lyslevende omkring, og der er næppe grænser for, hvor højt den livsbegejstrede teolog sætter hans legendariske fingerfærdighed: Den gode hjertekirurg kan binde knuder, så det er en lyst, og var det ikke for hans kirurgiske snilde, havde samtalebogen 'Du har rørt ved mit hjerte' sandsynligvis været lidt af en ensidig affære. Kærkomne tankestreger Da Gösta Pettersson en forårsdag i 1997 syede nye blodkar på Johannes Møllehaves slidte hjertemuskel, lukkede han ilt ind i en tilværelse, som længe havde stået på vågeblus. Det notorisk sprudlende menneske orkede knap nok at løfte en avis, og selv Vorherre var blevet ham en fjern bekendt - det var et skyggeliv drænet for næring og vitalitet, og man forstår godt, at den genopstandne i dag har god fidus til sin hvidkitlede mirakelmager. Læge og præst blev venner af dén særlige orden, som ikke behøver rende hinanden på dørene for at bekræfte de gode intentioner. De er der bare i tanke og telefon, på tværs af verdensdele, som kærkomne tankestreger i hverdagens forjagede tekst. Videnskabsmand og lidenskabsmand I 'Du har rørt ved mit hjerte' har Karen Thisted sat de to gentlemen stævne i Venedig til en samtale om hjertets anliggender. Og vi kommer vidt omkring: Fra sygdom og død til galskab, misundelse og jalousi - fra seksualdrifter, aids og åbne ægteskaber til skyld, skam og religiøsitet. Det hele bindes sammen af hjertestyrkende tekstklip (fra Det Nye Testamente over H.C. Andersen til Inger Christensen), og selv på skrift er det sjovt at iagttage, hvor forskellige ordets og skalpellens virtuoser er af sindelag og stil: Møllehave spiller yndlingsrollen som talende vandfald og stakåndet associationsmaskineri, mens Pettersson nødig ytrer mere end 25 sammenhængende ord og i øvrigt omfatter tilværelsens mysterier med kødsnedkerens tiltalende snusfornuft. Videnskabsmand og lidenskabsmand til topmøde i gondolen. Hvor det rødeste hjerteblod bor Fra A til Z øses der af møllehavotekets uudtømmelige anekdotelager, og sine steder er det faktisk ganske rørende at overvære det sanselige rodehoved tage ved lære af den tænksomme tørvetriller - og vice versa. Man mærker stor gensidig kærlighed og respekt, og selvom samtalen sandt nok foregår på Møllehaves præmisser, er der nu også bid i Pettersson, når han i glimt mindes den følelsesforskrækkede opvækst i efterkrigstidens Landsbysverige. Nærmest hvas i tonen bliver den ellers så flegmatiske kirurg, når talen falder på kontroversen med Rigshospitalet (»Det var autoritært uden autoritet«), som i sidste ende satte en stopper for ti års samarbejde og åbnede muligheden for et liv på den anden side af Atlanten. 'Du har rørt ved mit hjerte' er en sød og så godt som ufarlig julegavebagatel, og selv om man kan have al mulig sympati for de to begavede herrer, så er deres passiar på én gang for overfladisk og for privat til at man for alvor gribes om hjertet. Som læser er man såmænd udmærket underholdt, men nævneværdigt klogere på noget som helst bliver man ikke. Det er, som om vi kun får adgang til forkamrene, og aldrig kommer derind, hvor trykket for alvor stiger, hvor det rødeste hjerteblod bor.