Venedig synker lige så stille. Det har byen gjort, lige siden den først kom på pæle, men i de senere år er det sket med større hast på grund af øget trafik i lagunen og forurening. Det ved enhver, også den som aldrig har besøgt La Serenissima. Flammehav Hvad der måske har undgået opmærksomheden hos andre end de mest forelskede er, at byen kun ved et stort held ikke brændte, helt eller delvist, i slutningen af januar 1996. Da gik der ild i den gamle opera La Fenice. I løbet af ingen tid var træbygningen, som var under restaurering, et flammehav. Næste dag var der kun ydermurene tilbage. Kun fordi der ingen vind var netop den nat, blev de omliggende knastørre bygninger reddet. Brandvæsnet var ikke til megen hjælp. Kanalen ved teatret var tørlagt, og bådene kunne dermed ikke komme tæt på, og brandslangerne passede ikke sammen. Retssagen Listen over fejl og forsyndelser og mangel på professionalisme var næsten lige så lang som den, man kunne remse op over det farlige sjusk, som herskede på den byggeplads, det midlertidigt lukkede Fenice udgjorde. En berømt anklager trådte til, magtfulde mænd med borgmesteren i spidsen anklagedes for pligtforsømmelse, mafiaen blev mistænkt for ildspåsættelse, to elektrikere fængslet for forbrydelsen. Sagen fes efter flere år ud og døde med et trist pfffft. Meget italiensk. I dag står der så en ny La Fenice og ligner den gamle, verden er generelt af lave med terrorangreb og naturkatastrofer, så hvem skulle dog interessere sig for denne krusning på kulturhistorien? Elskere af la bella Venezia selvfølgelig, og så den amerikanske journalist og forfatter John Berendt. 'The City of Falling Angels' er resultatet af flere års research, indledt tre dage efter operaens brand, hvor Berendt flyttede til byen og blev der, indtil sagen fandt sin såkaldte afslutning. Bestseller-forfatter Når hans bog er blevet mødt med så stor forhåndsinteresse og prompte anmeldelser, kan man rolig gætte på, at det ikke skyldes emnet, men manden. John Berendt har rekorden på New York Times' bestsellerliste med sin forrige bog, 'Midnight in the Garden of Good and Evil' ('Midnat i det gode og ondes have'), som gjorde søvnige Savannah i Sydstaterne til et overrendt turistmål, og en trans ved navn Lady Chablis til en stjerne både i virkeligheden og i Clint Eastwoods (alt for bogstavelige) filmatisering af bogen om et hidtil upåagtet mord i en lillebys klaustrofobiske high society. Manglende magi Der er gået ni år siden den succes, og nu er spørgsmålet: Kan John Berendt gentage den? Næppe. 'The City of Falling Angels' er simpelthen ikke så myrekrybende fascinerende som sin forgænger. Måske fordi den mangler overraskelsesmomentet. Vi kendte ikke Savannah og blev fortryllede. Men vi synes jo nok, vi kender Venedig. Fra selvsyn og fra musikken, filmene og især fra litteraturen, fra Casanova og Henry James til Thomas Mann, Joseph Brodsky og Erica Jong. Vi er også en del, som ser gennem fingre med Donna Leons knap så subtile sprog og krimiintriger for som små længselsfulde hunde at følge i hælene på kriminalkommissær Brunetti gennem de labyrintiske gader og i motorbåd til små sumpede øer. Vi jagter byens magi som de ulykkeligt forelskede, vi er. Men magi er der en sørgelig mangel på i 'The City of Falling Angels'. Bogen er et stykke godt og grundigt håndværk, ispækket alt for få bizarre scener. Berendt kommer vidt omkring, men han kommer aldrig ind under huden på historien. Sladder og intriger Han bevæger sig især blandt de rige og magtfulde ex-pats, amerikanerne og englænderne, der gennem årtier har købt paladser og siden en plads i bladenes society spalter med deres velgørenhedsballer til fordel for byens bevarelse. Berendt møder også kunstnere og, ganske kort, repræsentanter fra et par gamle adelsslægter, der er sære og excentriske, og alle har deres meninger om byen og hinanden. Intriger udfolder sig, som ikke har noget med branden at gøre, men en hel del med byen og litteraturen og kendte folks eftermæle. Rigtig sjovt er det kun få gange, som da journalisten træffer en rig fabrikant af rottegift, der har fået succes på at efterligne de forskellige landes menneskediæt i sin rottegift. Signor Donadon er, som alle de andre, en virkelig person, og bogen er journalistik og ikke digt. Men måske er sandheden, at Venedigs faldne engle kun kan gribes af fiktionsforfattere. Alle andre får blot stumper af gamle marmorfigurer i hovedet, og det er jo knap så romantisk.