Hvis man under en selskabsleg bliver bedt om at associere til navnet Irak, vil det formentlig ligge på tungespidsen hos de fleste at sige bilbomber, gidseltagninger og Saddam Hussein, eller hvis man foretrækker den klassiske afdeling, Mesopotamien, babyloniere og 'civilisationens vugge'. Derimod vil ordet 'fodbold' med stor sandsynlighed blive forbigået i tavshed. Men læser man den britiske journalist Simon Freemans nye bog 'Baghdad FC' forstår man, at det vidunderlige spil er en meget vigtig del af Iraks moderne historie. Sportslig mekka I et land præget af religiøse og etniske forskelle, og i en lang periode underlagt Mellemøstens strengeste diktatur, var fodbold livsnerven i mange menneskers (mænds) tilværelse og samtidig en kanal til indirekte at lufte sine mishagsytringer imod regimet. Spillet blev indført i Irak i den britiske mandatperiode mellem de to verdenskrige, og det fik hurtigt en enorm popularitet, så meget endda at den irakiske liga blev en slags sportslig mekka i den arabiske verden. Der stod gny om de irakiske spilleres tekniske færdigheder, der i fantasi og frækhed ikke lod brasilianerne noget efter. I magtliderlige hænder Det var dog mere sparsomt på resultatsiden, hvor lande som Iran og Saudi-Arabien efterhånden overhalede irakerne. Og måske ikke så underligt endda, eftersom de irakiske klubhold kort efter Ba'ath-partiets magtovertagelse i 1968 blev fordelt på institutioner, hæren, politiet, flyvevåbnet, universitetet osv., og derigennem overgik til at blive legetøj i hænderne på magtbegærlige partimedlemmer snarere end drevet af fodboldkyndige entusiaster. De interne værnsstridigheder, som ethvert nok så autoritært statsapparat gemmer på, kunne aflæses i klubbernes rivalisering på grønsværen. De generaler, dekaner og juridiske dommere, som fik presset sig frem til et lederskab af klubberne, konkurrerede voldsomt om at sikre sig de bedste spillere. Tæsk og trusler Pression og bestikkelse blev helt naturligt en del af spillet. Helt galt gik det, da Saddams brutale søn Uday i begyndelsen af 1980'erne indså, at hans vej til folkelig legitimitet lå gennem en beherskelse af sportskulturen. Foruden den olympiske komite sikrede han sig kontrol over landets førende klubhold og drænede de øvrige mandskaber for talent. Som Freeman flere steder nævner, var Uday kendt for at fængsle de spillere og trænere, uanset stjernestatus, der skuffede ham. Irakernes svar på Beckham, Zidane og Ronaldo blev kastet i fangehuller og gennempryglet for eksempelvis at brænde et straffespark i en landskamp eller på anden vis at »kaste skam« over nationens ære. Ærkepsykopaten Uday troede, at en voldsom intimidering af spillerne kunne få dem til at yde deres bedste på samme måde, som faderen troede, at trusler og hyppige standretter kunne få de irakiske tropper til at besejre amerikanerne. Såvel på foldboldbanen som på slagmarken var resultaterne derefter. Tysk idealist På trods af den dystre baggrund lå irakisk fodbold dog længe placeret blandt de 50 bedste nationer i verden, og landet deltog ved VM i Mexico i 1986. Men frygt var en stor del af spillets betingelser, og mange fodboldspillere enten flygtede eller havde for de mest talentfuldes vedkommende held til at skaffe sig kontrakter med klubber i andre arabiske lande. I sidste tilfælde skulle de betale 40 procent af deres i forvejen beskedne løn til Uday. Hvordan ser det så ud efter befrielsen? Freeman, der ikke selv har besøgt Irak - et afgjort minus ved bogen - fokuserer på den tyske træner Bernd Stange, der trådte til i regimets sidste dage, men alligevel udstod personlige attentatforsøg og den generelle usikkerhed i Irak, indtil de olympiske lege i Athen sidste sommer. Det er historien om en idealist, der brænder for spillet og ønsker at hjælpe en befolkning med at give dem livsmodet tilbage i en uhyre svær stund. Tyskerens genvordigheder med fodboldforbundet, der stadig tegnes af Saddam-loyale funktionærer, med manglende lønudbetaling, terrorangreb og meget mere fra samme skuffe, er hovedsporet i Freemans bog, som kulminerer med den forbløffende og sensationelle semifinaleplads ved OL. Imponerende, ikke mindst når man ved, at irakerne ikke kunne spille kampe hjemme, endsige træne, fordi amerikanske tankenheder flere steder var placeret på fodboldstadioner. Hvis rent vand og elektricitet er en mangelvare i Irak, så spørg fodboldspillerne om græsstrå! Come on Baghdad! Simon Freemans bog, der indimellem er hjemfalden til nogle løjerlige og ganske upassende digressioner, der bl.a. går ud over Åsne Seierstad, ville have haft godt af en tur gennem den redaktionelle vridemaskine. Ikke mindst forfatterens fascination af Udays despotiske skalten og valten med fodboldspillere får med den store pensel, hvilket i al sin farvepragt ender med at blive temmelig ensformigt. Bedst fungerer det, når Freeman beskriver, hvordan fodbold blev brugt manipulatorisk i det politiske livs beskidte rænkespil om gunst og dinarer. Så bliver man mindet om, hvilket man da for resten kender fra andre lande, at fodbold blot er en fortsættelse af krig med andre midler. Machiavelli og Clausewitz ville have passet fint ind i den irakiske fodboldkultur. Som klubpræsidenter eller trænere. Men ikke som spillere. De får lov at slippe, disse renfærdige sjæle. Fred være med dem. Come on Baghdad!