De fleste romanpersoner finder sig pænt i at blive behandlet og beskrevet, som forfatteren finder for godt. Ej så med Frederik Christian von Haven, hovedperson og skurk i Thorkild Hansens roman fra 1962, 'Det lykkelige Arabien'. Nu springer han ud af romanen og tager selv ordet. Doven og uduelig Von Haven skrev nemlig dagbog på rejsen til Arabia Felix i årene 1760-1763. Den rigtige rejse altså: den rejse, som Thorkild Hansen skrev sin roman hen over. Det vidste Hansen bare ikke, tværtimod anfører han flere gange netop den manglende dagbog som ét af tusinde tegn på skurkens dovenskab og gennemførte uduelighed. Romanens persongalleri er helt og aldeles udspændt mellem helten Carsten Niebuhr, den spartanske, arbejdsomme, og så F.C. von Haven. Strenge instrukser Niebuhrs dagbøger kendte Hansen godt, men von Havens fik han ikke fingre i i de siger og skriver 14 dages raptus på Det Kongelige Bibliotek, der udgjorde romanens research. Men nu har to videnskabsfolk været så ufine at udgive dagbogen i en pragtudgave med indledning og noter og alt til faget hørende: Skurken har ordet - og lad os så se, om han virkelig er så slem. Ekspeditionens deltagere skulle skrive dagbog, instruksen fra Kongens København var til at tage og føle på: »Optegnelserne skal være fuldstændige og skal ske således, at enhver kan forstå dem, også selv om den rejsende måtte afgå ved døden og derved være forhindret i at udlægge sine ord«. »Hvis én og samme ting optages i mere end én dagbog, uden at de indbyrdes har aftalt indholdet, så vil sligt være Os så meget des mere til allernådigst velbehag, som man i Europa lærer en sag at kende ved, at to rejsende har beskrevet den ud fra et forskelligt synspunkt og man så tror på det mest pålidelige ...«. Udsøgte eder og forbandelser Både det ene og det andet slog til: Von Haven døde på ekspeditionen (ligesom alle de andre bortset fra Niebuhr), så han var lovligt forhindret i at udlægge sine ord. Men ligesom Niebuhr førte han altså en ganske omhyggelig dagbog - der mildt sagt ser tingene fra »et forskelligt synspunkt«. Von Haven var ekspeditionens filolog og dermed dens hovedmand, så sandt som dens bagmand var bibelforskeren Johan David Michaëlis, der gerne ville have undersøgt alt muligt om Bibelens sprog, fauna, flora etc. på de bibelske steder, det vil først og fremmest sige på Sinai og i Det Lykkelige Arabien, altså Yemen. Dette land betragtedes som en tidslomme, hvor gamle tiders kultur måtte have overlevet. Von Haven var elev af Michaëlis og havde forstand på alt dette. Lad os lige tage en passage fra dagbogen, hvor eleven karakteriserer sin lærer: »Det er hele Verden bekendt, at denne Mands Moralske Characteer er den allersletteste en Lærd Mand kan have. Hans Ondskab imod andre, hans offentlige Médisance, hans Giærighed, hans Forfængelighed, hans Pralerie ...«. Og det bliver ved. Von Haven råder over et rigt og varieret dansk fyldt med velplacerede låneord samt udsøgte eder og forbandelser. Det er en del af læsefornøjelsen - ekspeditionens andre deltagere skrev jo på andre sprog, primært tysk. Naturvidenskabeligt pjat Men tilbage til turen: Den var oprindelig tænkt som en art spin-off på de løbende sejladser til Trankebar, således at de danske videnskabsmænd kunne få gratis skibslejlighed og lige slå et smut ned omkring Afrika og til Indien, før de arbejdede sig tilbage mod Arabien. Det, syntes von Haven, var en ualmindelig dårlig idé, udruget i hovedet på »uforfarne Mænd, som ikke selv havde reyst og heller kiende Verden«. Og det gjorde ikke indtryk på ham, at Niebuhr (den altid glade og tilfredse) sådan set godt kunne have brugt sejladsen, idet han så »i Iunii Maaned 1761 skulde have observeret Veneris Igjennemgang igiennem Solen på de Coromandelske Kyster«. Von Haven giver ikke meget for den slags naturvidenskabeligt pjat og kommenterer tørt, »at dersom ieg skulde vove mit Liv for en Venus, saa skulde det ikke være for den, som sad på Himmelen«. Brokkerøv Han har humor, von Haven, både gnaven humor og galgenhumor, og for resten skal de andre og ekspeditionen vel være glade for, at han i sidste øjeblik faktisk fik forpurret den vanvittige rejserute og lagt turen over Konstantinopel, Kairo, Sinai og ned langs Den Arabiske Halvø. Skønt afrejsen såmænd blev skør nok, idet ekspeditionen blev sendt pr. skib til Middelhavet - et skib, som var to måneder om overhovedet at komme ud af Helsingør, idet man af vinterstormene ustandselig blot blev blæst op i Nordsøen for at lide noget nær forlis med druknede sømænd og knækkede master, før man vendte tilbage til Kronborgs kyst og ventede på næste forsøg. Alle undtagen den evigglade Niebuhr syntes jo, det var rædselsfuldt, og von Haven endte med at snige sig fra borde og skikke brev til kongen om, at han jo ikke var tjent med, »at vi creperte«. Da de andre, alle gode gange fem, tager søvejen til Det Middellandske hav (de blæser lige op til Island, før de får vendt skuden), rejser von Haven over land til Marseille og møder dem dér. Denne rute havde vel sådan set været den klogeste for dem alle sammen, i det hele taget er filologen jo ingen dumrian - men sikken en brokkerøv. Konstant er han, som han selv skriver, »fortrædelig«, »misfornøjet«, »i ondt Humør« - f.eks. er det ikke mindst maden, han er sur over på det gode skib 'Grønland': »... da den første Ræt bestandig var Vandgrød, hvoraf enhver var saa kied, som Katten af Senep«. Ja, og en dag under en særlig slem storm fik de ikke varm mad, men »maatte spise Smørrebrød til Middag, hvorved vi alene længtes efter at Stormen skulle lægge sig«. Tænker med maven Han har honnette ambitioner, hr. Haven, og dét samt hans ustyrlige galsind bringer ham fra først til sidst på kant med alt og alle, navnlig hans rejsekammerater. På vejen gennem Europa er han alene, men når både at trække pistol og være i håndgemæng. På vejen fra Konstantinopel har han selskabet med, men gad vide, om det var det, han ønskede: for han havde indkøbt tilstrækkeligt med arsenik til at dræbe hele banden, hvilket de øvrige lærde mænd til deres skræk opdagede. Selv så skikkeligt et menneske som Carsten Niebuhr var overbevist om, at von Haven faktisk havde mord i sinde, hvorfor han, Niebuhr, skrev hjem til København, at de altså måtte være forberedt på, at han kunne være nødt til at skyde von Haven ned for selv at redde livet. Von Havens store og eklatante fiasko var, at da han omsider nåede ud til Katharina-klostret i Sinai, så havde han ikke fået tilladelserne i orden, så han kunne komme ind. Det gør Thorkild Hansen ikke så lidt ud af, ligesom han ikke overser det ynkelige i, at filologen i sin egen Sinai-rapport (dén havde Hansen læst) skriver: »Da det ikke var mueligt at komme ind i Closteret; saa bad ieg ham (munken bag muren, red.) at man i det mindste vilde sælge os for Penge nogle Levnets midler ...«. Jo, von Haven tænker med maven - og hjemme i København blev de rasende. Danmark gik glip af pragtfulde håndskrifter fra Katharina-klostrets bibliotek - håndskrifter, som det først 100 år senere lykkedes en englænder at svindle ud af Sinai. Angler efter anerkendelse Men von Haven købte adskillige andre værdifulde manuskripter både i Konstantinopel og videre frem - skrifter, som den dag i dag hører til den danske stats klenodier. Han gjorde også en hoben filologiske iagttagelser, som ville have glæde den »ondsindede« professor Michaëlis, som stod bag ekspeditionen. I det hele taget var von Haven uden tvivl et højt kvalificeret og begavet menneske - i princippet den helt rette mand at skikke til Arabien. Hvis det altså ikke lige havde været for hans menneskelige egenskaber. Det er ganske vist akkurat disse egenskaber, der gør hans dagbog til så fantastisk læsning, et jammers minde uden lige, en uendelig mængde af højst fornøjeligt »Kagleri og Misforstaaelser«: Et nervøst og begavet menneskes konstante anglen efter anerkendelse, efter ligeværdigt og dannet selskab, efter god mad, tjenere, komfort og komplimenter. Sådan set ikke lige det, man nemmest finder på en rejse gennem ørkener, basarer og højst fremmede kulturer. Evig helvedesild Carsten Niebuhr er ikke i tvivl om, at det er alle disse fordringer, der slår både von Haven og det øvrige rejseselskab ihjel. Det er nu nok snarere malaria, men det er jo også slemt nok. På mærkelig vis kommer man til at holde af den skøre filolog, alt som man læser sig gennem hans dagbog og gennemgår rejsens lidelser med ham. Derfor er det også ret bevægende omsider at nå frem til hans allersidste optegnelse, gjort i Mokka 25. maj 1763 om formiddagen: »... efter Middag gav Gud mig, som ieg troer, en Salig Ende«. Hvilket vi så ikke er i stand til at efterprøve, om han faktisk fik. Men Thorkild Hansen har i hvert fald ikke tildelt Frederik Christian von Haven en plads blandt de himmelsk salige i sin roman om 'Det lykkelige Arabien'. Her ristes filologen over en evig helvedesild, som han vel ret beset har fortjent ud fra sådan almindeligt snusfornuftige og romantekniske betragtninger. Man må efter endt læsning af dagbogen simpelt hen sige, at Thorkild Hansens meget instinktive og impulsive nedslag i Det Kongelige Biblioteks arkiver faktisk gav ham stof til et billede, som von Havens egen dagbog nu bekræfter. En velskrivende skurk.