Spiritus er både noget, man drikker, og noget, der overvældende besætter sindet, den poetiske raptus, inspiration eller Guds ånd(e), der skaber livskraft og fylde. Man bliver bogstaveligt talt fuld af spiritus, hvilket kan føre til enten forvrøvlet fuldemandssnak eller ophøjet og dybfølt visdom. Det kan være vanskeligt at skelne. Er man fuld, ja så er man altså fuld, og det afgørende spørgsmål er da, hvad man er fuld af. Det skal der formentlig en spiritusprøve til at fastslå. Åndsforladte teologer I mangel af alkometer og i dyb fascination og respekt for den betagende nyudgivelse 'Skrevet af Helligånden - poetisk bibellæsning' har jeg ladet mig overbevise om, at bogens forfatter, professor i dansk litteratur ved Københavns Universitet Erik A. Nielsen er fuld af spiritus i betydningen ånd. Om ånden så også er hellig, skal jeg ikke kunne sige, men den er under alle omstændigheder medrivende. Bogen består af en stribe essays og prædikener, der alle udspringer af en poetisk forståelse af Bibelen, og som kronologisk strækker sig fra 1986 til i dag. Nielsen ønsker - ud over at berige læseren med til tider dristige, men altid fascinerende bibellæsninger - at rehabilitere den poetiske forståelse af Bibelen, som angiveligt var dominerende i præmoderniteten, men som er blevet fortrængt af den historisk-kritiske bibelforskning på de teologiske fakulteter. De åndsforladte teologer og filologer kan ikke begribe, at Bibelen er gennemstrømmet af ånd, og derfor hæfter de sig ved det dræbende bogstav i stedet for det levendegørende ord. Smuk vision Heroverfor vil Nielsen frigøre den ånd, der lever i Bibelen, hvilket konkret vil sige, at han opterer for en radikal fortolkningsfrihed, hvor læsningerne er i orden, så længe de virker livsbefordrende. Det er en fortolkningspraksis, der let kan resultere i vilde overfortolkninger og flippede associationsrækker, hvad Nielsen naturligvis er bevidst om. Han efterlyser derfor nogle kriterier, der kan gøre det muligt at skelne mellem fortænkte og dybsindige fortolkninger, mellem galimatias og åndelig visdom. Ganske vist peger han på et 'domskriterium', som er de fortolkninger, der holder én livfuld og nysgerrig, men det kan formentlig betyde hvad som helst, og i hvert fald implicerer det, at stort set alle tekster kan inddrages. Holder trivialnovellen f.eks. ikke husmoderen livfuld og nysgerrig? Er triviallitteraturen skrevet af Helligånden? Helligåndslæsninger af Bibelen inviterer til en poetisk-utopisk eksistensform, der svarer til at drømme i vågen tilstand eller være vågen på en drømmende måde. Det kan naturligvis være vanskeligt at drømme sig ind i et poetisk univers, når man f.eks. har tandpine, men det er ikke ødelæggende for Nielsens smukke vision. '(Vel)skrevet af Helligånden' er fantasifuld og inspirerende; og det kan man godt leve af - i hvert fald for en stund.