Det stod ikke skrevet i kortene ved Ahmad Fadil Nazzal al-Khaylehs fødsel, at han en dag skulle få sin egen biografi. Det har den 39-årige jordaner ikke desto mindre opnået, men ikke just for sine gode gerninger og sit milde sind. Bag det lange navn gemmer sig nemlig den mand, som ved siden af Osama bin Laden regnes for 'verdens' førende terrorist, Abu Musab al-Zarqawi, eller slet og ret Zarqawi. Enhed og Jihad Hans rædselsgerninger er legio. Man behøver blot at minde om, at hans gruppe Tawhid wal Jihad (Enhed og Jihad), der er en del af al-Qaeda-netværket, har udført flere end 30 gidseltagninger og efterfølgende halshugninger i Irak. Zarqawi selv har angiveligt ført kniven i mindst ét tilfælde. Så sent som i denne uge har han, der er sunnimuslim, erklæret krig imod alle shiamuslimer. Religion, politik og vold i ét I en ny bog om Zarqawi peger den franske jurist og terrorekspert Jean-Charles Brisard på, at hovedpersonen er sin mentor Osama bin Ladens fuldkomne modsætning; Zarqawi kommer ikke fra en velhavende baggrund, han har ingen nævneværdig uddannelse, den religiøse overbevisning kom først sent til ham, og hans teologiske kundskaber og ideologiske indsigt er til at overse. Alligevel har manden uden egenskaber - Zarqawi - formået at skabe sig en position som den radikale islams bannerfører, ja i det fysiske fravær af Osama bin Laden som selve personificeringen af jihad, her i betydningen af hellig krig imod de vantro. Hellig krig har været Zarqawis kald, siden han som ung i slutningen af 1980'erne besluttede sig for at gøre fælles sag med de afghanske mujahedinere i deres kamp imod de sovjetiske besættelsestropper. Zarqawi havde indtil da levet på samfundets skyggeside som småkriminel, men efter et fængselsophold, hvor han kom i kontakt med en gruppe militante muslimer, valgte han at skifte spor. I Afghanistan mødte den unge og nemt påvirkelige Zarqawi mange indflydelsesrige personer, bl.a. Osama bin Laden og den nu i Norge stærkt omstridte Mullah Krekar, som begge bidrog til at forstærke hans nyvundne identitet som rettroende muslim. Vel at mærke rettroende af samme aftapning som Taleban, hvor religion, politik og vold går i ét. 'Islamisk Internationale' Siden det erfaringsdannende ophold i de afghanske bjerge er det gået slag i slag - bogstavelig talt - for Zarqawi. Talrige er de væbnede aktioner mod militære styrker og terrorhandlinger mod civile, som bærer hans bloddryppende stempel. Ekstrem voldelighed er hans varemærke og denne kampform distribueres flittigt til sympatisører via internet, dvd og videoer. Zarqawi er fortaler for at ramme de 'vantro' - i hans terminologi både kristne, jøder og 'falske' muslimer - hvor som helst og når som helst. De grupper, han står i spidsen for, har slået til mange steder på kloden, bl.a. i Madrid og Marokko. Han er dog først og fremmest berygtet for sine aktiviteter i Irak, som tæller alt fra bilbomber og kidnapninger til henrettelser og omfattende materielle ødelæggelser. Som Jean-Charles Brisard noterer, har Zarqawi rekrutteret mange af sine håndgangne mænd fra forskellige arabiske og europæiske lande, bl.a. en særdeles effen sprængstofekspert fra København med libanesiske rødder. Zarqawis gruppe er en slags 'Islamisk Internationale', der modtager penge og logistisk støtte fra såvel stater (Syrien og Iran nævnes konkret) som islamiske netværk maskeret som nødhjælps- og bistandsorganisationer (bl.a. i Storbritannien og Spanien). Dødelig utopi Når man læser om Zarqawis filosofi, rummer dens blanding af ekstrem religiøsitet, voldsfascination og revolutionær retorik det samme manikæiske verdensbillede, som europæiske totalitarister til højre og venstre dyrkede i en ikke alt for fjern fortid. Som for dem er Zarqawis fjende det liberale og sekulære samfund, og dets støtter og symboler skal hugges ned for fode. Zarqawi står for udbredelsen af en dødelig utopi, og han lever næppe selv noget langt liv. Han er jagt vildt af mange efterretningstjenester og specialstyrker. Men hans kamp for jihad lever ikke kun i kraft af hans personlige legitimitet blandt terroristerne. Som Brisard påpeger, kan en kugle nok fælde Zarqawi, men hans ideologiske projekt kan kun reduceres eller helt knuses ved at gøre noget ved de faktorer, politisk og militært, som ligger til grund for dets udbredelse. Det argument er hørt mange gange før. Men bærer det frugt? Næppe. Så længe problemet ikke bliver adresseret i dets fulde omfang, vil Zarqawi fortsat blot være et symptom, ikke den egentlige årsag. Zarqawi er navnet på en ondskab, der synes at ville fortsætte lang tid endnu. Det er lige før, at man savner den kolde krig med dens forudsigelige usikkerhed.