Kan en positiv anmeldelse være en fornærmelse? I tilfældet 'Ondt i røven', en debatterende indføring i det danske bøsseris krinkelkroge, kunne det meget vel være. For nok vil forfatterparret Mads Ted Drud-Jensen og Sune Prahl Knudsen gerne synliggøre, bide fra sig og provokere, men at blive omklamret af anerkendelse fra en heteroseksuel, kvindelig kønsdemokrat, der endda falder uden for bogens erklærede målgruppe, er efter alt at dømme utilstedelig mainstreaming. Jeg vover alligevel et øje, for gutterne har gjort det godt! Undergrundsunivers Bogen leverer stemme til 'en tavs bøsseposition' og giver et sjældent kig til det hjemlige, bøssekulturelle landskab, fra de store toneangivende foreningers aktiviteter, til lokale og individuelle interessefællesskaber. Gennem interview, avisudklip, debatindlæg i Pan-bladet og masser af billeder folder forfatterne bøssekulturens undergrundsunivers ud for læseren med al dets grænsesprængende leben, samtidig med, at de ufortrødent hudfletter bevægelsens interne stridigheder, særligt det dalende politiske engagement og lefleriet for heterokulturen, der efter deres mening, kommer tydeligst til udtryk i den årlige Copenhagen Prides lalleglade kommercialisering. Reflekteret bidskhed Forfatterne retter desuden blikket udad og beskriver nogle af de aparte reaktioner, det omgivende samfund disker op med i kampen mod bøsseriet. Lukningen af offentlige toiletter for at hindre kneppeglade bøsser i at cruise er én af historierne, hvori både Vejdirektoratet og det ridende politi spiller lidet flatterende roller. Normaldanmark kan ikke handskes med bøssestøn i buskadset, men som det fremgår af bogen tager bøsserne til genmæle mod børnefamilier, ispapir og søndagsgrill i byens anlæg. Nogle af de bedste bidrag leveres af Drud-Jensen og Prahl Knudsen selv. De koketterer med at have overvintret på sociologistudiet, og i de mere analytiske tekster mærker man deres hjemmevante omgang med det køns- og seksualitetsteoretiske pensum. Ganske velgørende, når politisk bidskhed således funderer sig på reflekterede analyser frem for lommeuld og navlespil. Manglende nuancer Overordnet set er det mest slående bogens afdækning af bøsseriets skismatiske position mellem at ville have plads og anerkendelse i samfundet, og samtidig helst befinde sig i marginalland, på kanten af normaliteten, hvor kategorierne går i opløsning og individuelle præferencer får optimale udfoldelsesmuligheder. Dette skisma mellem individualisme og kollektivt identitetspolitisk arbejde er uløseligt, men også helvedes dynamisk, forstår man på bogens forfattere. De har arbejdet på begge fronter, men befinder sig nu i de alternative dele af bøsse- og homomiljøet, hvilket mærkes på bogens perspektiv. Hvis man skal stikke en kæp i hjulet på dette ellers fremragende værk, må det være tilgangen til heteronormativitet. Det ligger i sagens natur, at samfundets dominerende kodeks må holde for. Men trods relevante hug savner man alligevel en nuancering af det heteroseksuelle regimente, som forfatterne øjensynlig mener, at alle heteroer uanset køn underlægger sig fromt og ukritisk. At heteronormativiteten i høj grad er androcentrisk - at hvid, kristen, middelklassemandlighed udgør normen for begge køn - synes ikke at være hverken synligt eller relevant for forfatterparret. Det har ganske vist ikke ligget inden for bogens ramme, men fra min kønsspecifikke marginalposition ser jeg behovet for at raffinere blikket på heteronormativiteten. Præcis som forfatterne med bogen leverer nuancerne for at undslippe simpel kategorisering.