0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Velfærd på afveje

Svage borgere er udsat for krænkelser i mødet med det sociale system, skriver to forskere i en kritisk analyse.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Bag om ryggen på os er vores opfattelse af socialt arbejde ved at skride, hævder forfatterne til en ny bog om anerkendelse og dømmekraft i socialt arbejde.

Vi er på vej mod en ren managementtænkning, hvor borgerens problem gøres til en ekspeditionssag med faste kategorier og økonomiske præmisser.

Sagen klares ved skranke 1, og er der for meget vrøvl, risikerer borgeren retten til ydelse.

Vi troede måske, at den slags alene var en praksis i Udlændingestyrelsen, men nej, den siver ind i socialforvaltningen og bliver gældende ordning.

Skarp anklage
Peter Højlund og Søren Juul fremlægger dokumentation for deres budskab ved hjælp af dybdegående interview med 25 dårligt stillede borgere, analyser af sagsakter og interview med socialarbejdere, socialfaglige administratorer og lokale socialpolitikere.

Hensigten er ikke at tegne et billede af, hvordan det står til ud over landet. Det kan en sådan kvalitativ analyse ikke.

Men den kan belyse, hvad der sker, ud fra en optik, der bygger på begrebet 'anerkendelse'.

Og lige netop her bliver bogen en af disse års væsentligste anklager mod udviklingstræk i det danske velfærdssamfund.

Besynderlig tavshed
Velfærdsdebatten handler i disse år meget om penge. Har vi råd til det velfærdssamfund, vi har opbygget, hvilken service skal der tilbydes borgerne, hvor mange valgmuligheder skal de have, hvilke ydelser skal man have ret til, og hvor tidligt skal man kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet?

Det er spørgsmål, der ofte turneres i den offentlige debat, og regeringens velfærdskommission fremlægger statistiske analyser, der forsøger at dokumentere, at vi ikke har råd, og at der skal spares nu.

Men også den politik, der føres, drejer sig om konkret praktiseret velfærd.

Det gælder f.eks., når tilknytningen til arbejdsmarkedet er afgørende for de rettigheder, man har som borger, når lovgivningen bygger på en 'noget for noget'-tankegang, eller når pisken over for bestemte grupper i befolkningen vinder over guleroden. Her ændres selve grundideen i vores opfattelse af begrebet velfærd.

På trods af, at der i disse år sker en ganske betydelig glidning i både menneskesyn og social praksis, ser vi imidlertid sjældent indlæg i velfærdsdebatten fra filosoffer eller socialforskere, der graver dybere end statistikken. Her hersker en besynderlig tavshed.

En bog som Højlund og Juuls er derfor utrolig vigtig. Den kommer på rette tidspunkt til at råbe vagt i gevær og hejse et advarselsflag og er tilmed så velskrevet, at den kan læses af enhver.

Krænkende behandling
Højlund og juuls analyser viser, at et stort antal borgere er udsat for krænkelser i mødet med det sociale system.

De bliver ikke troet på, de bliver mistænkeliggjort, de bliver rent ud afvist, de hører ikke noget fra forvaltningen i lange tider, de kommanderes rundt med, de bliver visiteret til endnu en bred arbejdsprøvning, de oplever sig som en kastebold mellem forskellige instanser, de gøres til et stempel for en lægekonsulent.

En langvarig social sag afgøres hen over hovedet på personen. Der ankes og ventes - og det hele er resultatløst. De visiteres på ny - og står mentalt helt af.

Det er ikke sådan, at bogen naivt hævder, at alle sociale klienter har ret. Langtfra. De er ofte slet ikke realistiske i deres opfattelse af sig selv og deres egne muligheder.

Bogens pointe er en helt anden. Det er måden, borgerne mødes på, der er krænkende. De får en behandling, der helt tydeligt viser, at de ikke anerkendes som hverken moralsk eller juridisk tilregnelige. Og det på trods af, at der jo foreligger et retligt grundlag i loven for, hvordan en borger skal behandles. Alligevel sker det ikke. Hvorfor?

Noget for noget
Det, der hæver bogen op over megen strøm af social litteratur, er, at den bygger analysen på begrebet 'anerkendelse' af den tyske socialfilosof Axel Honneth og anvender dette begreb i en forståelse af den dømmekraft, der praktiseres i det sociale system.

Dømmekraft er den konkrete vurdering i forhold til borgeren, men her står socialarbejderen ikke frit, han bygger sin personlige dømmekraft på de rammer, der ligger i systemet. Det er simpelthen svært at sætte sig ud over dem. Han er så at sige fanget ind af den orden, han fungerer i.

Og her viser analysen, at der er en grundlæggende ubalance i denne orden: Etiske og juridiske normer er trængt i baggrunden til fordel for økonomiske, politiske og forvaltningsmæssige.

Etik og jura har lav status, det er i stedet en noget for noget-tænkning, der opprioriterer økonomien og nedprioriterer den 'fortrolighedskundskab', som det enkelte menneske bærer på.

Økonomi frem for jura
Den rationelle tænkning udtrykkes f.eks. af en socialchef: »... når budgetterne bliver vedtaget, bliver der lagt et loft ind på f.eks. 125 fleksjob ... når jeg så melder ud, at der er et sådant loft, siger socialrådgiverne jo: »Hvad gør vi så, hvis der er 130?«.

Og så siger jeg: »Selvfølgelig skal I overholde lovgivningen, men I skal undgå, at det første I tænker i, er at få borgeren i fleksjob««. Eller et andet sted: »... prøv at finde en løsning, som er lidt mindre kostbar«.

Økonomien overtrumfer juraen, der ofte praktiseres som ren arbejdsmarkedstænkning: socialarbejderen jagter en erhvervsevne, som ligger hinsides, hvad det læderede menneske kan præstere.

Skarpt siges det i bogen: De sociale institutioner omorganiseres til beskæftigelsescentre. Sådan!

Uhyggeligt perspektiv
Bogens ærinde er ikke i første række en anklage mod socialarbejdere, men mod systemet. Og så måske at gøre os følsomme over for det etiske grundlag, som et system altid hviler på.

Vi skal tilbage til en stærkere etisk funderet dømmekraft, vi skal opprioritere den etiske fordring, som er nødvendig for alt socialt arbejde, hvis det ikke skal forfalde til rene bureaukratiske ekspeditionssager. Her ligger i virkeligheden det uhyggelige perspektiv i bogen. Hvor ender et system, der ser bort fra etikken?

Bogens styrke er dens kombination af et teoretisk grundlag, empiriske analyser og en holdning hos forfatterne. Det er en blanding, man ikke finder i mange officielle analyser. Og her er der meget at hente for dem, der er optaget af fremtiden for vores velfærdssamfund.

Bogens begrænsning er, at den i så høj grad bygger på krænkelser i systemet. Den giver ikke mange eksempler på, hvordan en socialarbejder kæmper mod den udvikling, der er i gang. Det havde været opløftende og havde vist en vej frem.

'Advokatorisk etik'
Selvfølgelig er det rigtigt, at vi lærer (noget) af vores fejl. Men vi lærer måske endnu mere, hvis vi forsøger nye veje - og får erfaringer med, hvor langt vi kan gå ad disse veje.

Derfor kunne man bede forfatterne om en fortsættelse. Vis os, hvordan en socialarbejder kan arbejde med anerkendelse i forhold til et menneske, der er viklet ind i langvarige og komplekse sociale belastninger - i et system, der prioriterer økonomi og arbejdsevne.

Det vil kræve nye begreber, blandt andet begrebet 'civilcourage' hos socialarbejdere.

Eller med et begreb fra Emmanuel Levinas, en af de filosoffer, der også henvises til i bogen: 'Advokatorisk etik', der handler om også at være borgernes