Hvad laver jeg her? Spørger man gang på gang sig selv under læsningen af Jacques Bergs og Valérie Loubet de Condillacs umådeligt smukke og charmerende rejsebog fra Toscana. Hvorfor cykler jeg ikke rundt på Luccas bymure, hvorfor står jeg ikke i Sienas rådhustårn og ser ud over tegltagene til det sted, hvor byen brat og lodret holder op, og bondelandet begynder? Hvorfor sidder jeg ikke under et oliventræ og drikker vin santo, hvorfor er jeg ikke på marmormuseum i Carrara, eller hvorfor går jeg ikke i 'Nabuleone Buonaportes' fodspor på Elba? Kulturel overflod At der er smukt i Toscana, er en banalitet. Det ved enhver, selv de der aldrig har sat deres ben der, men hvor smukt der er, det kommer bag på de fleste, hvad enten de er førstegangsbesøgende eller vender tilbage for 117. gang. Der er noget overvældende - bevægende om man vil - ved bakkernes tusindårige kulturlandskaber og ved de sluttede, selvbevidste byer, hvis velbevarede middelalder- og renæssancemiljøer fortæller om en kulturel, politisk og økonomisk overflod, der satte sit præg på resten af Europa og på store dele af den øvrige klode. Kan man ikke være der selv, må det næstbedste være at nyde Valérie Loubet de Condillacs pragtfulde fotografier. Det toscanske mirakel Udtrykket 'det toscanske mirakel' bruges som regel først og fremmest om renæssancen, men hos Jacques Berg omfatter det også den landskabelige skønhed, det vidunderligt civiliserede byliv, den gode mad og vin og alle de øvrige natur- og i særdeleshed menneskeskabte elementer, som er med til at gøre Toscana til et af den vestlige verdens yndlingssteder. Bergs tekst skildrer løseligt en rejse, som med mange behagelige ophold og hyggelige digressioner fører ham gennem regionens byer, landskaber og historie fra etruskerne over bl.a. digterne Petrarca, Dante og Boccaccio, universalgeniet Leonardo Da Vinci, Medicierne og Pinocchio til vore dages kunstnere, kunsthåndværkere og vin- og olieproducenter. Tonen er uhøjtideligt konverserende, men Berg tager både sit emne og sin læser alvorligt, og man bliver både klogere og godt underholdt i hans selskab. Og så får man altså en ubændig lyst til at komme til Toscana. Redaktionelt sjusk Gyldendal nævner omhyggeligt navnene på de to redaktører, der har arbejdet med bogen. Det er fint, at forlaget tager redaktionsarbejdet så alvorligt, men endnu finere ville det have været, hvis bare én af de to havde fundet på at tjekke bogens sted- og personnavne. Pinocchios 'Paese dei Balocchi' er f.eks. ikke 'Hvalernes Land', men 'Legetøjsland', den italienske udgave af Niels Stensens navn er Stenone og ikke Stenon, den sidste Medici-hertug hed Gian-Gastone og ikke Jean-Gaston, og etruskerbyen Orvietos romerske navn var Volsinii veteres og ikke Volsinies. I de sidste tre eksempler er der formentlig tale om afsmitning fra Jacques Bergs franske kilder. Fjollet i en bog, der ellers er så smuk og lydefri.