Er Naomi Klein antiglobaliseringens ukronede dronning, er den indiske forfatter Arundhati Roy så ubetinget dens prinsesse. Efter hendes kometagtige gennembrud med romanen 'De små tings Gud', hvor hun hudløst udstillede kastesystemets umenneskelighed, har den smukke Roy brugt energien på at kæmpe med markedskræfterne og den moderne magtpolitik. Antiglobalisering Hun har rejst verden rundt og talt til utallige demonstrationer, møder og konferencer i det mediecirkus, som antiglobaliseringsbevægelsen har udviklet sig til, men uden at miste hverken sine indiske rødder eller den sprogfornemmelse, der gjorde hende berømt i første omgang. Begge dele kan man til fulde konstatere i den essaysamling, som People's Press sender på gaden i dag. Retsforfulgt Som alle essaysamlinger er det meget blandede godter, og set med danske øjne er en del lige lovligt lokalt. Det gælder ikke mindst Roys indædte kamp mod dæmningsbyggeriet i Indien, som tvinger hundredtusindvis af fattige indere fra hus og hjem. Det er en kamp, hun er blevet berømt for, blevet retsforfulgt for og som fylder en god del af bogen. Fortidsidyllisering Her skal man som dansk læser tage sig noget sammen for at dykke ned i Roys ganske lange og meget detaljerede tekster. Og selv så forblev det i al fald for denne anmelder lidt vanskeligt at bevare interessen. Måske også fordi der er stor snert af fortidsidyllisering over Roys had til dæmninger, for hvordan man vender og drejer det, kræver det vel elektricitet at løfte levestandarden for Indiens millioner af fattige til bare et nogenlunde anstændigt niveau? Eller mener Roy virkelig, tilværelsen i Indien var bedre under de lange ukonstruktive socialistiske år? Letkøbt kritik Det mistænker man, når man læser, hvor rasende Roy bliver over de callcentre, der som champions popper op overalt i landet i disse år. Det er ydmygende for en ældgammel civilisation på den måde at prostituere sig for Vestens kapitalmagt, mener hun, men er det ikke lige lovligt letkøbt? Er det ikke sådan noget, der er let at sige som international feteret forfatter, med masser af penge og muligheder, og lidt anderledes for folk tættere på bunden, for hvem et callcenter repræsenterer et godt, fysisk sikkert job med en efter indiske forhold acceptabel løn? O.k., lønnen er måske kun en tiendedel af, hvad man får i Los Angeles, og selvfølgelig er det urimeligt og uretfærdigt, men derfor kan det jo alligevel godt være en god ting for den enkelte inder. Som nok tænker mere på at overleve og få mad i munden end på den 'ældgamle civilisations ære'. Lurende atomkatastrofe Om den slags inspirerer eller irriterer er nok en smagssag alt efter ens politiske standpunkt. Selv synes jeg bedst om Roys velskrevne og elegant humoristiske angreb på Bush og hans uendelige 'krig mod terror' og de lidt mere lokale, men også uhyre interessante tekster om Indien og Pakistans atomkapløb. Her får man som dansk læser virkelig en tiltrængt indføring i den forrykte logik, der ligger bag dette kapløb, der formentlig repræsenter en af de allerstørste risici for en atomkatastrofe af uanede dimensioner. Her lykkes det på fornem vis Roy at forene sine evner som forfatter med en betydelig faktuel indsigt og forklare læseren, hvad der sker, hvorfor det sker, og hvorfor det ikke er så godt. Man kunne ønske, at flere forfattere også i Vesten gjorde sig samme umage med at sætte sig ind i tingene, før de fremkom med deres uforgribelige mening om dette og hint.