Hov, din sabel er jo helt krum, siger Skipper Skræk til en af Ali Babas fyrretyve røvere. Han er ved at give røveren røven på komedie, men standser midlertidigt kampen for at rette den arme arabers krumsabel ud med sine store spinatkræfter. Det skal gå retfærdigt til. Umoralsk og uortodoks Skipper Skræk som araber alias Ali Baba, der overvinder alt fra punkterede kameler til frygtelige fatamorganaer, er en noget uortodoks version af '1001 nats eventyr', som mine unger kan stifte bekendtskab med på en gammel video, vi har i sommerhuset. Muligvis er den ikke ganske fnugfri i henseende til mellemfolkeligt samvirke og litterær autenticitet, men sjov er den, og så igen: Findes der overhovedet nogen version af Alf layla wa-layla, 'Tusind nætter og en nat', som ikke er både umoralsk og uortodoks? Sex og fortælling Den ufatteligt lærde Oxbridge-historiker og Arabien-ekspert Robert Irwin har skrevet et vældigt værk med massevis af svar på en masse spørgsmål af denne type. Bogen udkommer i dag på dansk med titlen '1001 Nat - en indføring' (pudsig oversættelse af det engelske 'Companion' , der jo betyder 'ledsager' eller 'håndbog' - man mistænker en syndig tanke om, hvad der mon indføres hvor). Onsdag var Irwin i København for at deltage i et seminar om Nætterne og fortælle forsamlingen i Kunstakademiets festsal om deres rolle i nutidig arabisk litteratur. Og som den humoristiske engelskmand, han er, havde han givet sit foredrag en undertitel: '... eller: hvordan Sheherezade bliver sat i arbejde nu om stunder'. Hendes oprindelige arbejde var som bekendt at gå i seng med kong Shahriyar og dernæst fortælle ham historier resten af natten, så han ikke slog hende ihjel, hvad denne inkarnerede tilhænger af engangsknald ellers havde en dårlig vane med. Så hun fortalte og fortalte og holdt sig i live nat efter nat, ja tusind nætter og én til, og fik efterhånden også født kongen flere børn, så det endte med, at han lod hende overleve i det hele taget. Tolerant middelalder Nok så mystisk er det sådan set, hvordan selve fortællingerne har overlevet. Altså hvordan hele dette utrolige spind af historier fra den arabiske middelalder er blevet samlet, er kommet til Europa og, ikke mindst, kommet tilbage til Mellemøsten igen. Ja, historien om '1001' Nat er lige så fantastisk som Nætterne selv, og næppe nogen anden har fortalt historien så godt og så udførligt som Robert Irwin. Han begyndte at skrive bogen af ren og skær kedsomhed, fortæller han indledningsvis. Det var nemlig gået op for ham, da han kastede sig over et studium i London af mellemøstlig historie og islamisk kultur, at »hovedparten af det, jeg læste, var krøniker, som registrerede vandringer foretaget af mænd med uudtalelige navne til ubeskrivelige steder, hvor de udkæmpede meningsløse kampe«. Så han tog sagen i egen hånd: »Jeg fik den tanke, at det måske ville være godt at ruske lidt op i området, og besluttede at vende tilbage til '1001 Nat' - den bog, der med sine tolerante prinser, stridslystne kvinder, udspekulerede røvere og mystiske troldmænd havde opflammet min fantasi, da jeg var barn«. »'1001 Nat' var et produkt af en middelalderlig kultur, der var selvtillidsfuld, tolerant og pluralistisk«. Moralske korrigeringer Robert Irwin finder det indlysende, »at den muslimske tro, der gennemsyrer '1001 Nat', ikke er af den maksimalistiske udgave, som moderne islamister foretrækker«. Men han vil også gerne »bevidstgøre den vestlige læser om, hvor mærkelig den arabiske kultur egentlig er«. Det var franskmanden Antoine Galland, der i 1704 som den første oversatte '1001 Nat' til et europæisk sprog. Han havde fundet et manuskript med 282 nætter og supplerede op med alverdens andre historier fra den arabiske verden, herunder nok nogle, han selv hittede på eller 'arabificerede' fra vestlig tradition. Gallands franske er meget tækkeligt, mens de arabiske historier ofte er ganske uden omsvøb i deres beskrivelse f.eks. af seksuelle sager. Intet menneskeligt er '1001 Nat' fremmed, men det står den nydelige franskmand anno 1700 lidt fremmedgjort over for, så han skærer en hæl og klipper en tå (for ikke at tale om andre legemsdele) af hensyn til sømmeligheden. Kulturelt sammenstød Ikke desto mindre er det Galands oversættelse, der er alle '1001 Nat'-oversættelsers moder - og her taler vi altså begge veje: både fra og til arabisk. For det var først efter Gallands franske udgivelser, at der begyndte at komme arabiske trykte versioner, og en del af disse var oversat tilbage fra Gallands franske. '1001 Nat' er i fantastisk grad et kulturelt møde og sammenstød mellem det arabiske og det vestlige. Og ved profetens skæg: meget mærkelige kulturer begge to. Netop nu er vi som bekendt viklet ind i en uoverskuelig kamp, der foregår på eksakt de lokaliteter, som '1001 Nat' er henlagt til (skønt historierne kommer fra hele den islamiske verden): Bagdad og omegn. Sindbad søfareren afsejler jo f.eks. på hver af sine rejser nede fra havnebyen Basra, hvortil mangen en vestlig krigsmand nu ankommer med sin sindrige søforklaring på, hvorfor Bagdad bør besættes. Og de arme amerikanske drenge, som i disse dage forsøger at klare sig rundt i '1001 Nat's land, er nok ikke spor i tvivl om, »hvor mærkelig den arabiske kultur egentlig er«. Blot har de næppe meget idé om, hvori det mærkelige nærmere består. Man kunne unde dem at læse Robert Irwins indføring, som sætter '1001 Nat' ind i sine historiske sammenhænge, læser rundt om og ind i dem fra alskens seksuelle, forunderlige, formalistiske og filologiske vinkler og i bedste forstand forsøger at oversætte frem og tilbage mellem det arabiske og det vestlige. Flydende, flertydige ord Tag nu dét ord khal. Ifølge en arabisk-engelsk ordbog, Irwin citerer, har ordet følgende klare betydning: »Kæmpestort bjerg. Stor kamel. Prinseligt banner. Ligklæde. Fantasi. Sort hingst. Ejer af noget. Selvovervurderende. Kalifat. Ensomt sted. Mening. Mistanke. Ungkarl. God leder. Hestebidsel. Liberal mand. Frygtsom svækling. Ikke-mistænkt person. Fantasifuld mand«. Robert Irwin tillader sig sammen med forfatteren til en bog om nutidigt arabisk sprog det lille hjertesuk, at »det semantiske spektrum for mange leksikalske enheder til alle tider har forekommet europæere urimeligt udflydende«. Mon ikke også godt man kan vove den antagelse, at mens der i disse dage under hede, højtryk, bombesprængninger og amerikansk pres udarbejdes ny forfatning for de 1001 nætters land, så sker der ting og sager med f.eks. det gode græske ord 'demokrati', alt imens det oversættes frem og tilbage mellem det arabiske og det engelske sprog. Sheherezade som terapeut '1001 Nat' spænder fra det forunderlige over det vidunderlige til det ret underlige. Mangen en arabisk forfatter ser ned på dem, fortalte Irwin onsdag, fordi deres folkesprog slet ikke ligner det litterære arabisk, som nutidige bøger helst skal skrives på. Mange anser også Nætterne for at være et veritabelt minefelt af orientalistiske klicheer om, hvordan arabere er og tænker. Den nyligt afdøde palæstinensiske litteraturprofessor Edward Saïd afviste Nætterne som unyttige på grund af deres manglende politiske engagement, men her får han modstand af andre palæstinensere, der netop ser f.eks. Sindbad som en landsmand i eksil. Og Sheherezade, siger Irwin, ja hun er i det hele taget kommet i arbejde som terapeut og livstolker for intellektuelle og læsende mennesker overalt i den arabiske verden. Allestedsnærværende kulturel arv Irwins bog er en Aladdins hule af oplysninger om Nætternes verden; den er et 'Sesam, luk dig op' til det kæmpestore værk, som har utallige oversættere, men ingen forfatter; den er et flyvende tæppe i pendulfart mellem det arabiske og det europæiske. Et smukt afsluttende kapitel er helliget 'Børn af 1001 nat' med kyndige indføringer i Nætternes indflydelse på europæisk litteratur fra Marcel Proust til Salman Rushdie. '1001 Nat' er ligesom Bibelen så dybt indlejret i vores kultur, at man uden selv at have læst noget som helst sagtens alligevel kan kende både Aladdin, Ali Baba og Sindbad. Som Jorge Luis Borges sagde: »Det er så stor en bog, at det ikke er nødvendigt at have læst den«. Ja, man kan bare sidde i sit sommerhus og se Skipper Skræk.