Den megen snak om litteraturens optagethed af sit eget formsprog og af ironiske og postmoderne gemmelege samt litteraturvidenskabens ditto fascination heraf får en ordentlig én på lampen i 'Kritik's nummer 175, der som tema har vidnesbyrdlitteraturen - fra Primo Levi til Victor Klemperer, suppleret med et fint essay af Claus Bryld: 'Hvad kan vi bruge besættelsestiden til i dag?', en charmerende tiltrædelsesforelæsning ved Erik A. Nielsen og en interessant artikel fra Karl Erik Schølhammers hånd om brasiliansk litteratur i disse dage. Det sidste en del af 'Kritik's løbende og fortjenstfulde arbejde med at kortlægge al verdens litteratur. Behageligt besk Horace Engdahls essay om vidnesbyrdlitteraturen, 'Philomelas tunge', er allerede blevet en lille nyklassiker; Herta Müllers 'Når vi tier, bliver vi modbydelige - Når vi taler, bliver vi latterlige' er en behageligt besk omgang, og Morten Lassen skriver tankebefordrende om den måde, hvorpå Victor Klemperers dagbøger lægger sig mellem Daniel Goldhagens vel misantropiske og Speers vel undskyldende beskrivelser af det tyske folks for en stor dels vedkommende aktive medvirken til Holocaust. Forsinket efterdrøn Når undtages Engdahl og Müller kan jeg dog godt undre mig over den markant skandinaviske vinkling på den mestendels internationale forskning i emnet, ligesom angrebene på de fordømte dekonstruktører unægtelig virker som et noget forsinket efterdrøn af det, der skete for en små 15 år siden - nu om dage er det modsatte jo for længst blevet doxa: Alle render rundt og borer i litteraturens politiske og etiske betydninger.