»Der var en Tid, da vort gamle Land / var fuldt af taarnede, røde Paladser«, skrev Poul Martin Møller i 1816. De var der sådan set stadig, blot var de til digterens fortrydelse ikke længere romantisk knejsende borge, hvis herrer og fruer belønnede omvandrende troubadourer, men øde, næsten mennesketomme bygninger i søvnigt forfald, omgivet af voldgrave uden vand. Opgang og nedgang Trods al poetisk frihed i dette billede af 'Før og nu' (digtets titel) var herregårdene ubestrideligt i krise på denne tid. Det havde de været før, og det skulle de komme igen. Men der var også storhedstider, som målt efter byggeaktivitet groft sagt kan dateres til anden halvdel af hvert af de fire århundreder mellem 1500- og 1800-tallet. Det er ikke mindst dem, som andet bind af Nationalmuseets herregårdsværk fokuserer på. Monumenter over bondeslid I den første storhedstid, mellem 1550 og ca. 1620, opførtes de renæssancebygninger som skulle blive indbegrebet af den danske herregård - Egeskov, Gisselfeld, Voergård. Adelen ejede eller drev for kronen næsten al landets jord, og bønderne var forpligtede til at arbejde på godset, opfede herremandens kvæg og erlægge afgifter, landgilde, i form af korn, smør, gæs osv. Disse produkter solgte herremanden så til priser, som den europæiske inflation drev i vejret. »Monumenter over bondeslid og prisstigninger« kaldte Benito Scocozza engang herregårdene. Det ville samtiden have udtrykt anderledes, men udnyttelsen var åben og erkendt. Arent Berntsens 'Danmarks og Norges frugtbar herlighed' fra 1656, en tidlig Trap, hvis beskrivelser af herregårde citeres i bindet, var først og fremmest et katalog over, hvilke afgifter der blev betalt hvor, og i de fire korte rim under titelbladets vignetter lykkes det at nævne ordet landgilde i hvert eneste. Accepteret rangorden I det store og hele blev den sociale orden accepteret af alle parter, og her spillede herregårdene en afgørende rolle. De massive stenhuse, der fik selv landsbykirkerne til at synes små, gjorde magtforholdene synlige. Umuligheden af at gøre oprør blev dagligt indprentet bonden, når han sammenlignede herremandens bolig med sin egen. Dertil kom forsvarshensyn, som dog efterhånden blev irrelevante, for indre fjender var der ingen af, og ydre fjender som svenskerne kunne alligevel ikke stoppes. Det betød, at herregårdene længe var kolde og fugtige kasser. Noget, der minder om moderne indeklima, kom først i 1700-tallet, selv om forfatterne ikke helt har fået afgjort mellem sig, om det var jernovnen eller den senere fajanceovn, der var vigtigst i denne proces. Samtidig blev de repræsentative rum flyttet ned i stueetagen, og de mere intime parkanlæg, der afløste barokhaverne, blev set fra de nye havestuer nærmest en del af huset - se billederne fra Glorup og Søllestedgård. Godsejernes lykketime Tiden efter 1650 var en krisetid for adelen - tabet af det godsrige Skåne, enevældens indførelse - men bygget blev der alligevel, både af nye og gamle adelige (Clausholm, Nysø). Efter 1750 førte neutralitetskonjunkturerne og frasalget af bøndergårde til et veritabelt byggeboom, som stilmæssigt spændte fra senbarok (Lerchenborg) over rokoko til nyklassik (Hagenskov). Bygningerne blev nu mindre og enklere, uden at det tilsyneladende fik følger for den sociale kontrol, selv om 1790'ernes Fussingø i en af Blichers noveller sammenlignes med en bedre landevejskro! Efter statsbankerotten og landbrugskrisen kom det efter 1850, trods grundlov og demokrati, til endnu en opblomstring for den danske adel. I denne 'godsejernes lykketime', som Niels Neergaard kaldte perioden, blev eksportindtægter omsat i historiserende ny- og ombygninger, med stilarter og motiver fra mange epoker, men dog især renæssancens, der som bekendt også kom til at hærge periodens rådhuse og banegårde. Manglende informationer Og i dag? Ja, som de bedste bidrag i værkets første bind gjorde klart, har tiden efter 1919 ikke været slet så kritisk for de store godser, som man ofte får indtryk af. Nybyggeri har der godt nok ikke været meget af, for det har kostet at vedligeholde det allerede byggede (og ofte fredede). Men de to seneste danske herregårde, opført af henholdsvis et hotelejer- og et advokatpar, stammer faktisk fra årene omkring 2000: Lehnskov ved Svendborg, en lidt kedelig pastiche, og Bremersvold ved Rødby, en til gengæld kreativ nyfortolkning af en Palladio-villa. Med dette bind har herregårdsværket fået en fornem fortsættelse, selv om mange temaer her kun behandles ovenfra og først kan ses afrundet, når bind 3 om produktionssiden - landbrug, jagt, industri - foreligger. Desværre er værket allerede nu udsolgt, og der synes ikke at være planer om et nyt oplag. Lad mig da, til trøst for dem, der er kommet for sent, dryppe lidt malurt i bægeret. Selv om der kommer et fuldt register i bind 4, havde et stedregister i hvert bind været en god idé; næppe alle kan uden videre placere Ørbæklunde geografisk, og kun den engelske billedtekst på side 92 røber, at det ligger på Fyn. Bedre bliver det ikke af, at æstetikken er kammet over på billedsiden, så der ikke er så meget som én graf, én tabel eller ét kort. Jeg venter mig bedre af forfatterne til næste bind.