Bournonville som hørespil. Det lyder absurd. Det er det også, hvis man ikke ved, hvad det hele drejer sig om, men hvis man kender balletterne og måske oven i købet er 'belastet' af at have oplevet dem gennem 50 år, som jeg har, kommer Sylfiden svævende, og der går gnister af Napolis tarantel. Der danses sommer i by med brudevalsen fra 'Et Folkesagn', og hertil kommer en detaljerigdom, som den indlevede fortolkning af dansemusikken kalder til live helt i overensstemmelse med de bedste sceniske udgaver af arvesølvet. Cd-serie med nuancer Sådan som Den Kgl. Ballet dansede 'Napoli' forrige lørdag for øjnene af topfolkene i den internationale balletkritik, er vores nationalballet på fuld tå og leveringsdygtig i et verdensnummer. Også selv om den musikalske side af sagen var mere energisk og mindre nuanceret end den, man kan lytte sig til på den cd-serie, som Aalborg Symfoniorkester præsterer med Peter Ernst Lassen som dirigent. Teatralsk fortolkning Det er oplagt handlingsbetonet musik, sådan som Bournonville ønskede den fortællende linje i sine balletter ikke blot understreget, men digtet sammen af toner og bevægelser. Derfor er tempi og fraseringer så afgørende for atmosfæren i denne guldaldermusik, og når den lever så vitalt som på de ni cd-skiver - made in Aalborg - så fungerer den ikke kun som stemningsskabende, men som vaskeægte teatermusik. Først og fremmest er orkesterspillet klart, og soloindsatserne, især fra violinisten Lars Bjørnkjær, er sublime. Det mærkes, at Peter Ernst Lassen har arbejdet med de betydeligste Bournonville-instruktører som Kirsten Ralov og Hans Brenaa, hvis forskellighed, han definerer præcist i et interview i den bog, som følger pladesættet. De var begge dybt musikalske, men vidt forskellige i deres motivation af danserne. Ralov sagde: »Hun gør det og det trin, altså er hun sådan«. Brenaa sagde det omvendte: »Hun er sådan og sådan, derfor gør hun det trin«. Også samarbejdet med Niels Bjørn Larsen, Henning Kronstam, Dinna Bjørn m.fl. uddyber Lassen, og det er baggrunden for, at hans fortolkning er så ægte teatralsk. Ikke for nybegyndere Detaljerne tæller, hvis man skal forstå musikken af Hartmann, Gade, Löwenskjold, Pauill, Helsted og Lumbye, sådan som den er skrevet - eller stukket sammen. Vi hører geværskuddene i Napoli, og hornsoloen til det mimiske gadesangernummer i førsteakten er netop så parodisk fraseret, at det skaber billedet, når man altså kender det. Men dette værk er for kendere og elskere af Bournonville-stilen. Det er ikke her, man begynder. Herligt er det også at høre kastagnetterne i La Ventana lyde som kastagnetter og ikke som et klaprende gebis, hvilket desværre hænder i orkestergraven på Det Kgl. Teater, hvor man i mange år har overladt repertoiret til vekslende dirigenter. Kampen mellem kønnene 'Dansen er en kunst' er blevet sådan, som en bog må blive, når der er så mange forfattere på, som let overlapper hinanden, men der er gode essays, som går til biddet med stringens og nytænkning. Især er Monna Dithmers kapitel forfriskende, fordi hun tør se dobbeltheden i Bournonvilles personlighed som menneske og som kunstner. Hun konkluderer, at han i hvert fald i sine store balletter er mere romantiker, mindre biedermeier, mere af en kunstner og mindre af en følelsesforskrækket moralist og munter solskinsdigter. Derfor ser hun splittelsen og kampen mellem kønnene, som er et af de elementer, der kan give dansedramaerne perspektiv i dag. Den problematiske mime Majbrit Hjelmsbo har den rette hengivenhed for vaudevilleballetterne som 'Livjægerne på Amager', 'Fjernt fra Danmark' og 'Konservatoriet' og tolker dem for pålydende. Karen Vedel tager den fine, gamle Bournonville-kender, Ove Jørgensen (1877-1950) frem i lyset. Han var en af sin tids lærdeste og skarpeste hoveder og passioneret Bournonville-fan. Hans betragtninger er evidente for opfattelsen af traditionen, fordi han fulgte og beskrev den i de år, da den overlevede på Det Kgl. Teater. Ole Nørlyng fører rundt i musikken med stor historisk viden, også på stierne i skoven, og samtalen med Lassen er rigtig spændende. Et enkelt afsnit om dansk national identitet i det 19. århundrede er nærmest fatalt. Her tolkes dronningens scenografi til 'Et Folkesagn': »Dronningens deltagelse blev en hyldest af den danske ligestillingsmentalitet«. Milde magter! Og et forsøg på at tolke de tekniske aspekter af Bournonville-dansen er alt for blegt. Netop denne side af sagen ville have været på sin plads her i en bedre fremstilling. Sådan som man f.eks. kan læse stilen forklaret i den glimrende bog 'Bournonville and Ballet Technique', som den amerikanske ballethistoriker Lillian Moore skrev sammen med Erik Bruhn i 1961. Mimen, der er så vital en del af både det dramatiske og musikalske indhold af Bournonvilles værker, er blevet et problem i mange sammenhænge, og hvad der skete op gennem 1990'erne, giver Anne Middelboe en kyndig analyse af.