Som udgangspunkt kan man kun hilse Anne Birgitte Richards doktordisputats hjerteligt velkommen. Også selv om den bærer så gabende fantasiforladt en titel som - ja, de indre billeder kæmper ikke ligefrem om pladsen hér - Køn og Kultur. Et kig i Glemmebogen For med undertitlen '1930'ernes og 1940'ernes kamp om køn, kultur og modernitet læst gennem kvindernes tekster' bereder man sig fluks på et kanonudfordrende værk a la 'Nordisk Kvindelitteraturhistorie', der med ildhu og overskud gennemtrevler Glemmebogen for uretmæssigt oversete, skrivende kvinder og deres forfatterskaber. Og skuffet bliver man da heller ikke over Richards generøse udpluk fra bemeldte Glemmebog, der gang på gang øjensynliggør, at Karen Blixen, Tove Ditlevsen og Sonja Hauberg (hende med 'Syv år for Lea') bestemt ikke var ene kvinder om at føre en original og dristig pen i 1930'erne og 40'erne. Midt i kulturens centrum Efter endt introduktion til hovedværker af den udsyrede Hulda Lütken, den seksualpolitiske Jo Jacobsen, den samfundsengagerede Caja Rude, den kosmisk-erotiske Bodil Bech, den moralske Minna Vestergaard, og de øvrige afstøvede Ellen Kirk, Aase Hansen, Tove Meyer, Ellen Raae, Ellen Duurloo, Johanne Buchardt og Karen Bjerresø er man således ikke spor i tvivl om, at disse kvinders værker er overordentligt værd at læse. Spørgsmålet er bare, om Anne Birgitte Richards doktordisputats også er det, og med blødende hjerte må denne anmelder svare nej. Desværre. Køn og kultur er mange ting. Afhandlingen er originalt struktureret med fire af periodens tankefigurer som prismer (kosmos, tiden, naturen og barnet), den inddrager overordentligt interessante nedslag i tidens massemediale, kulturhistoriske og politiske hovedstrømninger, og den efterlader ingen som helst tvivl om rigtigheden af sin overordnede tese: At kønnet befinder sig lige midt i kulturens centrum. Blind reproduktion Problemet er bare, at Anne Birgitte Richards doktordisputats er så langt fra teoretisk up to date, at den forekommer decideret utidssvarende. Gennemsyret af et gulligt skær af retro, som sidder man med et værk fra først i 1980'erne i hænderne, endnu ganske uberørt af den postmoderne spørgen til, hvad Virkeligheden, Sandheden, Kunsten, Den Objektive Videnskab, Kvinden og Manden i grunden er for størrelser. For hos den psykoanalytisk skolede Richard flyver »det mandlige princip«, »det æstetiske udtryk«, der »har sin grund i virkeligheden, den sproglige såvel som den ikke-sproglige, i alle dens facetter«, »kvinders indre tid« og en »traditionel harmonisk kvindelighed, der udfoldes i samdrægtighed med manden« ukritisk gennem luften efterfulgt af reducerende udsagn som »splittelsen er det modernes centrale kendemærke«. Som bør en doktordisputats ikke som minimum udvide og udfordre vante kategoriseringer frem for blindt at reproducere dem. Den flydende seksualitet Og bedre bliver det absolut ikke, hvor Richard rent faktisk inddrager de sidste godt femtens års såkaldt konstruktivistiske, feministiske landvindinger, inspireret af filosoffen Michel Foucault, retorikeren Judith Butler og herhjemme psykologen Dorte Marie Søndergaard (der i Richards fremstilling har skiftet navn til Anne Dorte). Deres hovedtanke er ellers meget apropos, at køn og seksualitet bør anskues som flydende frem for faste størrelser, eftersom de altid er samfundsmæssigt konstruerede i henhold til den herskende norm, men denne indsigt finder desværre aldrig vej til Richards mange og lange litterære læsninger, bygget op omkring fastfrosne modsætningspar. Her er en kvinde en Kvinde, og hun har sin kvindelighed i behold. Også selv om værkerne eventuelt kunne tænkes at udsige noget andet og mere tvetydigt. Psykologiserende eftersmag Endelig lider doktordisputatsen under en række halvgraverende mangler. Først og fremmest argumenterer Richard aldrig overbevisende for sit kvalitetskriterium, men henholder sig til, at »teksterne er valgt på grund af deres kvalitet« og at litteratur er en kunstform, der »skal vurderes efter alle kunstens regler«. Hvad de end er. Af samme grund står det aldrig klart, hvorfor vi lige præcis skal introduceres til disse forfatterskaber frem for andre. Desuden savner man i høj grad citater i teksten, der kan få hvert enkelt værk og dets distinkte stemme til at leve. For netop stemmerne er ofte helt erstattede af Anne Birgitte Richards, der med psykologiserende eftersmag gengiver romanpersonernes gøren og laden, som var det faktiske personer, der var tale om. Det ville ligeledes have pyntet, hvis samtidens modtagelse af de enkelte værker havde indtaget en mere fremtrædende placering. Ja, egentlig bare en placering overhovedet. Er ens øje blot det mindst vænnet til de sidste tyve års postfeministiske tanker, vil man unægtelig rage rundt i blinde efter svar på mangt og meget i Anne Birgitte Richards doktordisputats.