Gensyn med besættelsen

60 år er gået siden Danmarks befrielse.

Alligevel synes interessen for besættelsen 1940-45 større end nogensinde.

Det er ikke opgjort statistisk, men formentlig er der skrevet mere om besættelsens fem år end om hele resten af det 20. århundrede.

Retningsgivende erfaringer
Når besættelsen stadig kan få lidenskaberne frem og det hos generationer, der ikke har oplevet den, hænger det formentlig sammen med, at erfaringerne fra besættelsen har været retningsgivende for eftertidens politiske, nationale og moralske standarder.

Den kolde krig er aldrig i samme grad blevet en politisk og moralsk referenceramme som besættelsen.

Tværtimod har besættelsestidens erfaringer i væsentlig grad styret forståelsen af den kolde krig.

På samme måde som fortolkningen af 1864 leverede de fleste udenrigs- og forsvarspolitiske argumenter, som de politiske partier betjente sig af helt til 9. april 1940.

Konsensussøgende historikere
Med en grov generalisering kan man tale om tre faser i litteraturen om besættelsestiden.

Den første fase var konsensussøgende, man søgte at dele sol og vind lige mellem samarbejdspolitikere og modstandsbevægelse.

Hovedvægten blev lagt på samarbejdet mellem politikerne og den ikke-kommunistiske del af modstandsbevægelsen samt kontakten med England. Det var en tolkning, som passede godt til den kolde krig, om end den naturligvis blev bestridt af især kommunistiske modstandsfolk.

Konfliktsøgende historikere
Næste generation af besættelsestidshistorikere, ikke mindst Hans Kirchhoff, lagde hovedvægten på konfliktaspektet og kaldte det en myte, at samarbejdspolitikken var en forberedelse til modstanden.

Det var det folkelige oprør, der tvang politikerne til at skifte kurs, men den skjulte dagsorden var fortsat at bekæmpe modstandsbevægelsen, som man frygtede skulle bruge lejligheden til at omstyrte det politiske system.

Det var en tolkning, der fik repræsentanter for de politiske partier op på mærkerne; udenrigsminister K.B. Andersen optrådte ved flere disputatser som opponent ex auditorio, hvor han meget lidenskabeligt - for nu at sige det mildt - forsvarede samarbejdspolitikernes traditionelle selvforståelse, ikke mindst i den socialdemokratiske version.

Nye ansigter og indsigter
Men trods politiske besværgelser var der slået hul på myterne, og hermed er vi fremme ved den aktuelle bølge af besættelsestidslitteratur, som i væsentlig grad skyldes helt unge historikere. Forhandlingspolitik og væbnet modstand er traditionelt gjort til politiske og moralske modsætninger, et moralsk og eksistentielt valg.

Uden at underkende eksistentielle overvejelsers betydning for den enkelte fokuserer de yngre historikere på, hvordan besættelsestidens erfaringer og forandringer i dagliglivet påvirkede holdninger og mentalitet. Derved kommer 29. august som resultatet af en udvikling og ikke som et brud.

Dertil kommer, at der i højere grad end tidligere bliver trukket paralleller til den europæiske udvikling. Og det har givet væsentlige nye indsigter, idet forholdene i Danmark i højere grad fremstår som en parallel til udviklingen i det øvrige Europa.

Højgaard-kredsen med bl.a. Knud Højgaard, A.P. Møller og Vilhelm la Cour og andre i spidsen var en national genrejsningsbevægelse på linje med tilsvarende strømninger i resten af Europa; programmet var ikke væsentligt forskelligt fra intentionerne hos den franske regering i Vichy.

Man gjorde demokratiet ansvarligt for den nationale katastrofe og ønskede samtidig et opgør med 1930'ernes sociale reformpolitik.

Højredrejning
Bortset fra at Højgaard-kredsen og de andre grupperinger ikke fik held med deres foretagende, var 1940 i Danmark som i resten af Europa højkonjunktur for højrebevægelserne.

Det var året, hvor Kaj Munk erklærede, at han ikke skulle beklage demokratiets død, og hvor Venstre kynisk udnyttede nødvendigheden af national enighed til at gennemtrumfe en økonomisk politik til fordel for landbruget og arbejdsgiverne på arbejdernes bekostning, som partiet aldrig var kommet igennem med under normale omstændigheder.

Man vidste, at brød regeringssamarbejdet sammen, var vejen banet for nazisterne.

Men denne trussel kunne Vilhelm Buhl redressere i 1944, hvor han antydede over for arbejdsgiverne, at hvis arbejderne ikke fik lønkompensation for de stigende priser, åbnede man døren for kommunisterne. I 1945 kom truslen mod demokratiet fra venstre.

Provokerende synspunkter
Kontinuitetsperspektivet er den røde tråd i det mere end 800 sider digre værk 'Danmark besat', som er skrevet af fire unge historikere: Claus Bundgaard Christensen, Joachim Lund, Niels Wium Olesen og Jacob Sørensen i fællesskab.

Det er en fremragende bog, hvor den overordnede politiske og militære udvikling i Europa og Verden knyttes sammen med dansk politik og hverdagslivet i et mønster, der forklarer reaktionsmønstre og forandringer i tankegang og forestillingsverden.

Der er synspunkter, der utvivlsomt vil provokere, ja gøre ondt på veteraner fra frihedskampen; bl.a. at den danske modstandsbevægelses succes i væsentlig grad hang sammen med betingelser, som var skabt af forhandlingspolitikken.

Forhandlingerne mellem Danmark og Tyskland bestod ikke kun i stadig mere uspiselige tyske krav; Tysklands behov for det bidrag, dansk landbrug og industri kunne yde til den tyske krigsførelse, gav danske forhandlere en stærk platform også efter 29. august 1943.

Haltende parallel
Forfatterne anfører, at Tysklands behov for dansk produktion betød, at man ikke slog så hårdt ned på modstandsbevægelsen som i andre lande, f.eks. Tjekkiet, hvor mordet i maj 1942 på SS-organisationens nr. 2, Rudolf Heydrich, blev besvaret med udraderingen af landsbyen Lidice og nedslagtningen af 2.000 landsbyboere.

Den tjekkiske modstandsbevægelse kom her til at betale en pris, som var mange gange højere end den, danskerne betalte, så høj, at tjekkiske modstandsaktiviteter stort set stoppede efter Lidice.