Er det godt eller skidt at have utopier om, hvordan det gode samfund bør være? Sådan spurgte forlæggeren Stig Vendelkær i 1973 tre debatlystne mænd, der alle var i begyndelsen af 30'erne. Søren Krarup, Per Stig Møller og Ebbe Kløvedal Reich hed de. Og dét kom der tre meget forskellige essays ud af i debatbogen 'Utopi og virkelighed'. Fælles ejendomsret Den unge Krarup plaffede den utopiske tænkning ned. Utopier er den direkte vej til tyranni og undertrykkelse, skrev han. Men blev modsagt af den socialkonservative Per Stig Møller, der insisterede på, at utopier om et bedre samfund er nødvendige for at håndtere de truende demokratiske og økologiske katastrofer. Og Ebbe Kløvedal Reich gik endnu længere og formulerede en vision om et Danmark, som i 1982 ville være et mønstereksempel på en harmonisk og velafbalanceret udvikling med fælles ejendomsret, selvforvaltning, miljøbalance osv. Veloplagt debatbog Så vidt 1973. Men hvad mener de tre herrer så i 2005 om samme spørgsmål? Om deres egne utopier fra 1973? Og om udviklingen siden? Det giver de deres bud på i en ny, originalt tænkt og veloplagt debatbog, der udkommer i samme uge som Ebbe Kløvedals alt for tidlige død. Ufrivilligt komisk Krarups indlæg oser af en 'hvad sagde jeg-grundtone'. Først og fremmest fryder han sig over, at utopierne og idealismen langt om længe - især efter 2001 - er støvsuget ud af debatten. Det gik, som han håbede. Men det tog for lang tid. 68'erne og de kulturradikale fik lov til at dominere alt for længe, mener Krarup i sit bidrag, som er retorisk fængende, skræmmende og visse steder ufrivilligt komisk. Endefuld til 68'erne Det sidste gælder f.eks. de dele af bidraget, hvor 68'ernes forældre bebrejdes, at de ikke gav børnene modstand: »Jeg har tit sagt til mig selv: Hvorfor pokker slog de ikke fra sig, den generation, der blev ødelagt af utopisterne og 68'erne?«. »Hvorfor pokker lod de deres forkælede unger smadre den virkelighed af ansvar og troskab og fællesskab, som de selv var bundet af?«, skriver Krarup. Og tager dernæst med næsten fyrre års forsinkelse de langhårede 68'ere op på fars knæ til en ordentlig gang endefuld per stedfortræder. Klask. Klask. Klask. Lyder det indlægget igennem, mens drømmene om et bedre samfund bankes ud af de stakkels 68'ere. Og alle os andre. Faren ved den rå kapitalisme Heldigvis findes der andre former for borgerlighed end det krarupske had til forestillingen om, at man kan forbedre samfundet. Udenrigsminister Per Stig Møller erkender, at han tog fejl på en lang række områder. Men han tror stadig på utopiens nødvendighed. Under nye vilkår. De globale. Stærkest er han, når han fremhæver, at den rå kapitalisme på verdensplan skal stækkes. Ikke bare fordi den skaber uligheder og økologiske katastrofer, men også fordi den skaber gode argumenter for det værste af alt: neoprotektionisme og national indadvendthed. Globaliseringen skriger på regelsæt på internationalt plan; det kan faktisk lade sig gøre at ændre verden i retning af mere retfærdighed, mener Per Stig Møller i et på mange måder befriende og ambitiøst indlæg, som dog kalder på en undren: Hvorfor omsættes utopien ikke til realpolitik af en regering, som foreløbig har markeret sig ved at nedsætte ulandsbistanden? Kapitallogikken Ebbe Kløvedal Reich er umiddelbart den mest skuffede af de tre. Men også den mest håbefulde. Skuffelsen kan man ikke fortænke ham i; hans vision om et bæredygtigt, selvforvaltende samfund blev jo aldrig til noget. Tværtimod »udviklede det danske samfund sig nærmest i den stik modsatte retning af den, jeg i min utopi havde givet den besked på at udvikle sig i«. Kløvedal rammer den blottede nerve, når han skriver, at et samfund uden utopier ikke er et friere samfund, for »når alle andre guddomme er uddrevet, hersker Mammon alene«. Og han fortsætter: »Kapitallogikken er den eneste gyldige form for logik i et samfund (...) hvor det, der ikke er rentabelt, forsvinder«. Ny global bevidsthed Men Kløvedal ender ikke som pessimist. Tværtimod sætter han sin lid til, at den periode, der er præget af ideernes afvikling, er ved at være slut. Og at en ny global bevidsthed er på vej. En bevidsthed, som ønsker at gøre op med global fattigdom og globale miljøkriser. Og som slet ikke er så urealistisk. For vi har jo gjort det før, pointerer Kløvedal og henviser til, hvor rædselsfuldt det hele så ud i slutningen af 1800-tallet, da industrikapitalismen slog igennem med dybe sociale skel og armod til følge - men hvor det alligevel lykkedes gennem praktiske visioner at tæmme markedet og opbygge et velfærdssamfund. »Den nye humane, globale bevidsthed vil dukke op den dag, vi tør tro på det, vi ved. Der er ingen grund til at tro, at den dag ikke vil oprinde«, slutter Ebbe Kløvedal optimistisk i sit livs sidste debatbidrag. Måtte han få ret denne gang.