Bo Lidegaards pen må være rødglødende. Den ene digre bog følger den anden. Imponerende er det, at alt er af høj kvalitet. Det er allerede blevet til en række moderne klassikere, bl.a. biografien af Jens Otto Krag. Til det store værk om 'Dansk udenrigspolitiks historie' skrev han om perioden 1914-45. Detaljeret mastodont 'Overleveren' var hans betegnelse for den danske stat, som trods alle odds vedblev at eksistere. Nu er han på banen med endnu en mastodont, en detaljeret fremstilling af Danmarks forhold til omverdenen fra 1933 til 1945. Bogen uddyber nogle af de temaer, som blev anslået i 'Overleveren', hvorfra også nogle tekstpassager er hentet. Foranderlige forestillinger Lidegaard er en ægte historiker i den forstand, at han aldrig moraliserer over fortiden, men bestræber sig på at vise, hvor komplekse og indviklede forholdene var. Han har forståelse for, at begreber og forestillinger ikke er noget givet, men kan forandres på få år, selv om ordene er de samme. Danskhed og demokrati betød noget andet i 1945 end før krigen. Identitetsskabende demokrati Besættelsen gjorde demokrati til en del af dansk identitet, hvad det ikke var i samme grad i 1940, hvor højrenationale kredse gjorde demokratiet ansvarligt for den tyske besættelse. I 1945 havde man til gengæld også glemt, hvordan de udenrigspolitiske vilkår havde været før besættelsen. Kritikken af 1930'ernes udenrigspolitik, der kom fra stort set hele det politiske spektrum, overså, hvor isoleret Danmark havde været i 1940. Danmarks isolation Udenrigsminister P. Munch er blevet betegnet som naiv, fordi han ikke troede på muligheden for et militært eksistensforsvar. Efter hans opfattelse ville Danmark aldrig være i stand til at afvise et stormagtsangreb. Danmarks fremtid var ikke kun et spørgsmål om statens eksistens. Det vigtigste var, at folket vedblev at bestå. Det gjaldt om at gøre det civile samfund så robust, at det kunne overleve selv en militær besættelse. Social solidaritet og demokratisk bevidsthed var centrale elementer i Munchs nationale forsvarsberedskab. Det betød ikke, at Munch mente, at Danmark skulle ligge død og bare håbe på, at alt gik godt. Naturligvis skulle man prøve at sikre sig gennem en hensigtsmæssig udenrigspolitik. Problemet var blot, at landet var isoleret og alene. De nordiske naboer udtrykte sympati for Danmarks vanskelige situation, men deres egen selvopholdelsesdrift forbød dem at gå videre. Af stormagterne var det især England, man håbede på. Men alle sonderinger blev resultatløse. Engelske historikere har anført, at et bedre dansk forsvarsberedskab kunne have styrket mulighederne for et samarbejde. Men ifølge Lidegaard var der ikke meget, der tydede herpå. Engelsk udenrigspolitik var ikke et moralsk projekt, som skulle stoppe nazismen. Det var ikke britisk politik at forsvare enkelte lande, men at hindre tysk dominans i Europa. I den engelske ledelse var der enighed om, at tysk kontrol med Danmark ikke ville styrke Tyskland nævneværdigt, hvorfor der ikke var grund til, at Storbritannien i en given situation intervenerede til fordel for Danmark eller gav en garanti i stil med den, Polen fik. Overlevelsesstrategi Den danske regering vidste, at man efter al sandsynlighed ville være helt alene med Tyskland - det skar Churchill ud i pap for den danske presse i London i februar 1940. Alle var klar over, at længerevarende modstand mod Tyskland var en umulighed; spørgsmålet var, om man skulle markere modstand mod aggressoren, eller om man skulle afstå fra militære forholdsregler og i stedet støtte sig til en civil overlevelsesstrategi. Bo Lidegaard understreger, at regeringen også efter 9. april var indstillet på kamp. Ikke militært og ikke ved opbygning af en modstandsbevægelse. Men ved så vidt muligt at holde Tyskland fast på de løfter, som trods alt var givet, og ved at overbevise den tyske regering om, at Danmarks fortsatte beståen var i Tysklands egen interesse. Og som overlevelsesstrategi for det civile samfund var samarbejdspolitikken en succes. Østeuropa udleveret til Stalin Lidegaard påstår ikke, at Munchs udenrigspolitik var den rigtige. Hans pointe er derimod, at man efter krigen ikke ville være ved den virkelighed, som havde eksisteret i 1940. Men politikeres og statsmænds opgave er netop at forholde sig til virkeligheden. Internationalt er parallellen til Munchs sikkerhedspolitik vestmagternes 'appeasementpolitik'. I Danmark sagde man 'Aldrig mere en 9. april', internationalt blev konferencen i München, hvor vestmagterne udleverede Tjekkoslovakiet, symbolet på eftergivenhed over for diktatorerne. Men som Lidegaard rigtigt ser: På konferencerne i Jalta og Potsdam i 1945 udleverede USA og England hele Østeuropa til Stalin. Man havde simpelthen ingen muligheder for at træde op mod den totalitære Sovjetunion. Jalta var lige så meget kapitulation som München. Kamp for universelle værdier Lidegaard er blevet kritiseret for at have genoplivet den gamle konsensusteori, tesen om samarbejdspolitikken som en forberedelse til den aktive modstand. Efter min mening er kritikken ikke berettiget. Det var virkeligheden, der forandrede sig, og dermed, hvad der var hensigtsmæssig dansk overlevelsesstrategi. Lidegaards synspunkt er, at der var to hovedlinjer eller skoler i dansk udenrigspolitik, en national, for hvem nationens overlevelse alene var et sikkerhedsproblem knyttet til det dansk-tyske forhold, og en international, hvor det i højere grad drejede sig om universelle civilisatoriske værdier. Skellet gik tilbage til 1930'erne og kan spores inden for regeringskredsen. Socialdemokratiet var fast besluttet på, at totalitære bevægelser til venstre og højre ikke skulle have lov til at sætte demokratiet ud af kraft. Ledende socialdemokrater, bl.a. Hartvig Frisch, nåede til den overbevisning, at demokratiforsvaret ikke kun bestod i forholdsregler over for hjemlige kommunister og nazister. Demokratiet måtte også forsvares udadtil. Og samtidig burde de demokratiske stater stå sammen. Det indenrigs- og udenrigspolitiske demokratiforsvar hang sammen. Hartvig Frisch synes at have ønsket, at Danmark kæmpede 9. april. Ikke fordi han gjorde sig nogen illusioner om udfaldet. Men alle havde pligt til at kæmpe for universelle humanistiske værdier, når disse blev angrebet. Selv en udsigtsløs kamp ville markere et retsstandpunkt og viljen til suverænitet. Folkestrejken i 1944 En anden internationalist var Henrik Kaufmann, hvis aftaler med den amerikanske regering var baseret på den opfattelse, at demokratiske værdier ikke kunne forsvares med indrømmelser. I Lidegaards øjne var den vigtigste konsekvens af besættelsen, at den førte til et skifte fra en 'national' til en 'international' linje i dansk udenrigspolitik, en linje, som Socialdemokratiet og Frihedsrådets samfundsbevarende fløj i fællesskab fik gennemført efter 29. august, og som peger frem mod engagementet i NATO. Her opløser Lidegaard den traditionelle modsætning mellem Frihedsrådet og samarbejdspolitikerne. Og i besættelsens sidste halvandet år blev departementschefernes bestræbelser på at holde det civile samfund i gang støttet af både politikerne og Frihedsrådet. At folkestrejken i sommeren 1944 ikke endte med et blodbad, hang i væsentlig grad sammen med, at hovedaktørerne, Frihedsrådet, politikerne, centraladministrationen, dr. Best og den tyske værnemagt, alle havde interesse i en mindelig ordning. Men folkestrejken viste, at Socialdemokratiet, der havde været imod strejken, var ved at miste grebet om dele af vælgerbefolkningen. Konfliktens løsning var samtidig farlig for Socialdemokratiet, idet de aktionerende havde fået indtryk af, at man uden omkostninger kunne sidde de socialdemokratiske tillidsfolks advarsler overhørig. Kontrolleret af systemtro kræfter Besættelsens sidste fase blev præget af samarbejdet mellem politikerne og modstandsbevægelsens systemloyale kræfter. Et vigtigt udtryk herfor var kompromiset om befrielsesregeringen, der fik Vilhelm Buhl som statsminister, hvilket også var, hvad England ønskede. Mange havde svært ved at forstå, at Buhl, manden, der i 1942 havde holdt den berømte og berygtede 'antisabotagetale', skulle være regeringsleder. Men som påpeget af Lidegaard var modstandsbevægelsen i 1945 helt anderledes end den oprindelige modstandsbevægelse, der i væsentlig grad var udgået fra politiske yderfløje omkring kommunisterne og Dansk Samling. I 1945 var modstandsbevægelsen i væsentlig grad kontrolleret af systemtro kræfter. Demokratiforsvaret Lidegaards styrke som historiker er alsidigheden. Han behersker detailanalysen og har samtidig evnen til at føje brikkerne sammen til en forståelig og overbevisende helhed. Han bruger til gengæld den plads, der skal til for at komme rundt om emnet. Derved får vi også belyst, hvor komplekse problemerne var, der var på intet tidspunkt nemme løsninger. Den røde tråd i fremstillingen er demokratiforsvaret, der ikke kun var rettet mod nazismen, men i nok så høj grad mod Sovjetunionen og kommunismen. Kommunisternes modstandsanseelse betød, at de systemloyale kræfter til en vis grad måtte operere med skjulte dagsordener, men ved besættelsens slutning var det dog i væsentlig grad lykkedes at indkapsle DKP. Lidegaard fremhæver, at man ikke af den grund må så tvivl om de enkelte kommunistiske frihedskæmperes nationale oprigtighed. Med demokratiforsvaret som centralt motiv har Bo Lidegaard skabt en syntese af usædvanligt format, der formentlig i lang tid vil være et hovedværk om besættelsens politiske historie.