Gad vide, hvordan den europæiske litteratur og litteraturvidenskab ville have set ud, hvis ikke Aristoteles' lille afhandling om digtningen - hans 'Poetik' - var blevet overleveret, men for eksempel forsvundet i flammerne, da det aleksandrinske bibliotek brændte i det fjerde århundrede? Tanken er ikke urimelig, for netop ved denne kulturhistoriske katastrofe gik andre skrifter af Aristoteles for evigt tabt for eftertiden. Og som læsere af Umberto Ecos middelalderdetektivroman 'Rosens navn' vil vide, er den overleverede del af 'Poetik' ikke komplet, men kun et fragment, hvortil der efter alt at dømme hørte en anden del om komedien, som aldrig er blevet bjerget. Sjælens renselse Hvis førstedelen havde lidt samme skæbne, ville den europæiske litteratur og flere af nøglebegreberne om den formentlig have været anderledes. I det omfang har Aristoteles sat sit præg på den digtekunst, som han med sin suveræne skarpsindighed gjorde sig overvejelser over i 'Poetik'. Det er for eksempel tvivlsomt, om forestillingen om sjælens renselse igennem frygt og medlidenhed, katarsis, ville have stået så centralt i eftertidens æstetiske teorier, som tilfældet er. Gedigen studieudgave Selv om 'Poetik' er 2.300 år gammel, er den stadig uomgængelig for enhver litteraturstuderende. Det er derfor prisværdigt, at Det lille Forlag garanterer dens tilgængelighed ved at sende den ud i en opdateret oversættelse af Niels Henningsen, der også har stået for en fin indledning og et fremragende, om end noget nietzscheansk efterskrift om værkets virkningshistorie. Det er blevet til en gedigen studieudgave. Det er det ikke mindst, fordi noteapparatet i så vid udstrækning gengiver de græske termer, som Aristoteles betjente sig af. Oversættelsen af næsten ethvert af nøglebegreberne - mimesis og katarsis for eksempel - har været vendt og drejet og omdiskuteret blandt filosoffer og filologer i århundreder. Mange af dem må nødvendigvis læses i lyset af Aristoteles' øvrige idéer. Det får man god besked om af Henningsen. Verdensnær filosof Selve afhandlingens titel er heller ikke ligetil. Poetik skal ikke forstås i den betydning, som er blevet udbredt i dansk litteratur igennem de sidste par årtier. Aristoteles var ingen digter, der holdt åbent hus i sit værksted. Han var en verdensnær filosof, der igennem empiriske iagttagelser analyserede digtningens virkning og de midler, hvormed den blev opnået. Digtning var for Aristoteles 'technè', en kunnen, ligesom for eksempel lægekunsten. Det var først og fremmest grebene, hvormed digtningen virkede, som Aristoteles så nærmere på. I gamle dage hed 'Poetik' i dansk oversættelse 'Om digtekunsten', men det er en tilsnigelse, for det er i høj grad kun én genre, som afhandlingen omhandler, nemlig tragedien - og nærmere bestemt en enkelt tragedie: Sofokles' 'Kong Ødipus'. Denne tragedie om kongesønnen, der uanende kommer til at slå sin far ihjel og formæle sig med sin mor, har en mønstergyldig status i 'Poetik'. Lystfuld efterligning Afhandlingens indhold fordeler sig sådan cirka på tre hovedtemaer. I den første del spørger Aristoteles ind til, hvorfor der overhovedet findes sådan noget som digtning. Hans svar går ud fra en fuldstændig fundamental observation af, at mennesket er et efterlignende væsen til forskel fra andre dyr: »Det at efterligne er nemlig medfødt for mennesket lige fra barn af, og mennesket adskiller sig fra andre levende væsener ved, at det er stærkt anlagt for at efterligne«. Og mennesket føler endda en fantastisk stor lyst ved at gøre det. Man lærer nemlig ved at efterligne og ved at se på imitationer, og således fremmer kunsten menneskets kundskaber. Dette er udgangspunktet for Aristoteles' overvejelser over digtningen, som altså udgør én form for efterlignen. Litteraturforskningens asketer, som graver voldgrave mellem litteraturen og verden og afstår fra alt andet end nærsynet tekstgranskning, må have hoppet over denne antropologiske del af 'Poetik', der betragter digtningen i sammenhæng med andre former for menneskelig adfærd. Særegen nydelse Tragedien er den litterære genre, som Aristoteles havde størst interesse i, og som størstedelen af afhandlingen er viet til. På bedste videnskabelige vis definerer han indledningsvis sin genstand, tragedien, som »en efterligning af en alvorsfuld og afsluttet handling af en vis størrelse, i et sprog, der er gjort nydelsesrigt ved hver sin form i de enkelte dele, gennem handlende personer og ikke gennem en beretning, og som gennem medliden og frygt bevirker renselsen af sådanne affektioner«. Gemt i denne afgrænsning ligger et æstetisk grundproblem, som Aristoteles stillede frem, og som aldrig endegyldigt er blevet løst. Nemlig - hvordan kan det være forbundet med nogen form for nydelse eller opbyggelighed at se menneskeskæbner blive knust? Denne »særegne nydelse«, som Aristoteles kaldte det, har fungeret som oplæg for mange videre spekulationer lige siden. Aristoteles var klart mere til action end til dvælende indlevende skildringer af det enkelte menneskes følelsesliv. Derfor optager hans overvejelser over plottet (eller 'mythos') også flest sider i skriftet. Det var intet mindre end 'tragediens sjæl'. Afhandlingens sidste fire kapitler angår den episke genre, hvor hovedeksemplet selvfølgelig er Homers eposer. Det brogede ved denne genre behagede ikke Aristoteles, der brød sig bedre om koncentrerede handlingsforløb end digressive odysséer. Den allestedsnærværende fortælling Spørgsmålet om, hvad der udgør en godt skåret fortælling, og hvad den bevirker, er ikke blevet uaktuelt siden Aristoteles' dage. Det er temaet for en nyoversat bog af den amerikanske psykolog Jerome Bruner med titlen 'At fortælle historier - i juraen, i litteraturen og i livet'. Den tager udgangspunkt i fire forelæsninger, som den alderstegne Bruner - der var en af pionererne inden for den såkaldt kognitive psykologi i 1960'erne - har holdt i Bologna. Den kan læses med udbytte ikke mindst af psykologer, jurister, konfliktmæglere og konsulentbranchens 'storytellere'. Bogen består af causerende, men sympatiske og eksempelrige overvejelser over fortællingens allestedsnærværelse - som »mediet par excellence til fremstilling, endda karikering, af menneskelige tilstande og problemer«, som Bruner skriver. Det er altså ikke kun fiktive fortællinger, som optager ham, men fortællinger i det hele taget og særligt brugen af dem i juridiske sammenhænge. Videnskabeligt fælleseje Hans tilgang er et glimrende eksempel på, hvordan et genstandsområde, som engang eksklusivt tilhørte litteraturvidenskaben, i dag - til alles fordel - er blevet videnskabeligt fælleseje. »Hvorfor fortællinger?«, spørger Bruner til sidst. Hans svar et, at enhver kultur udgør både en løsning på fælles problemer og en kilde til nye problemer. Fortællingen kommer ind i billedet som et redskab til at håndtere de modstridende interesser, der uvægerligt opstår - ligesom et retssystem. Hans overvejelser er perspektivrige og appetitvækkende, men ikke synderligt tilbundsgående. Ønsker man at trænge dybere ned i fortællingens mysterier, er det godt, at man kan gå tilbage til Aristoteles.