Karl Popper beskrev berømt, hvordan hans idé om falsificerbarhed blev født. Han vandrede omkring i Wien i 1920'erne og blev en dag slået af, hvordan marxismen og psykoanalysen overalt uden besvær kunne finde bekræftelse på teoriens sandhed. Blev arbejdere fyret, var det selvsagt tegn på klassekampen, og ligeledes med psykoanalysen: Var en mand ked af det, var det såmænd nok hans sadistiske overjeg, der plagede livet af ham. Universalteorier Problemet var, forekom det Popper, at disse universalteorier ikke var i stand til at opstille prøvesituationer, hvor de ikke gjaldt. De kunne ikke danne eksperimenter, der enten beviste eller modbeviste en given hypoteses rigtighed. Jo stærkere en hypotese lod sig modbevise, jo bedre. Reduktiv blindgyde Nu er der jo et stykke vej fra Karl Poppers Wien til Hans Christian Andersens Odense. Og dog, for i dette jubelår for Andersen, er litteraten Dag Heede på banen med et bogværk, der leverer et angreb i det, undertitlen dramatisk betegner som »krigen om« Andersens seksualitet - altså var manden bøsse eller hetero, transseksuel eller frustreret munk? Og hvordan spiller det ind i hans tekster? Overhovedet at interesse sig for det emne indebærer, at man forudsætter, at forfatterindividets seksuelle orientering har betydning for forståelsen og udformningen af hans tekster. Hvilket efter min opfattelse i bedste fald er et trivielt eller åbent spørgsmål, i værste fald en reduktiv blindgyde. Maskulin dannelsesrejse Tag nu tilfældet 'O.T.' (1836), den store roman om fortid, mandevenskab og social identitet. Kort fortalt er det historien om, hvordan unge Otto Thostrup bliver studenterven med baronen Vilhelm, om hvordan de gensidigt forelsker sig i hinandens søstre, og om hvordan den sociale arv - Thostrups opvækst i Odense Tugthus, der står som tatoveringen 'O.T.' på hans skulder - udgør en byrde af skyld og skam, som Thostrup skal overvinde. Og så er det en roman om et af datidens nære mandevenskaber og om de to mænds dannelsesrejse til Italien. Romanen slutter mærkelig abrupt med, at de to vender hjem, Otto gifter sig måske med Vilhelms lillesøster Sophie, Vilhelm vil tilbage til Schweiz, og det står helt uvist hen, hvorvidt Otto nogensinde opnår den lykke og ro at vide, at ethvert spor af hans mørke fortid er udslettet. Her har vi at gøre med sociale konflikter, med en venskabshistorie, en dannelsesskildring iblandet det sædvanlige: kvinder og identitetskvababbelser. Sandhed med modifikationer Hvad gør nu Dag Heede? Han zoomer selvsagt straks ind på det suspekte faktum, at de to mænd er så glade for hinanden og forelsker sig i deres respektive søstre. For kanaliseres den umulige homoerotiske kærlighed ikke ind i kvinderne, der må fungere som en art kanaler og substitutter for det forbudte og uerkendte begær? Tjoee. Det er betegnende, at Heedes tekstanalyse vrimler med modifikationer som »måske«, »nærmest«, »næsten«, »en slags«, særlig mod slutningen af læsningen af 'O.T.'. Det lugter unægtelig langt væk af, at der skal hugges en hæl og klippes en tå, så queerpengene - måske og næsten - passer. Vulgærfreudiansk Hertil kommer det, vi i min gymnasietid kaldte for vulgærfreudianske overfortolkninger: Til en kostumefest klæder Vilhelm sig ud som kvinde, og derfor er det selvfølgelig ikke nogen uskyldig omstændighed, at champagnen »skummede«, det er jo klart nok, at champagneflasken er lig penis. Tilsvarende gælder, at de to mænds dannelsesrejse til Italien i anførselstegn er en »forlovelsesrejse«, mindre kan næppe gøre det. Jeg ironiserer, men det bunder i principielle forbehold over for Heedes hele fremfærd og projekt. Bornerte 'heteronormative' Heede skildrer den etablerede hjemlige Andersen-forskning som stort set biografisk og »heteronormativ«, dvs. at den lader den heteroseksuelle forståelse af seksualitet være enerådende, alt andet er abnorme afvigelser. Og han omtaler en art historisk seksualkrig, hvor vi alle er »gidsler«, hvad enten vi kan lide det eller ej, alt - alt! - er hyperseksualiseret, og de, der ikke er med os, er imod os. For Heede kommer den 'heteronormative' læsning af Andersen til at stå som en garde af bornerte, hæmmede, stæreblinde, moraliserende bedsteborgere - hvoroverfor de kække og dristige og flertydige queerlæsere kan løfte op i skørterne og fnise uhæmmet. De andre er stive, queer er åbnende og dynamisk, hedder det. Stivbenet og naiv Men er der ikke tale om, at Heede selv bliver underligt stivbenet og naiv? Dels ved at alt partout skal være en »krig«, intet mindre, hvor så paranoiaen og en vis patos skal råde: Der er kun enten fjender eller venner; og dels ved, at skellet mellem de heteronormative og de queer da også virker stift, ikke synderligt åbnende eller dynamisk, snarere ret koldkrigerisk? Selv om Heede er en omhyggelig og intelligent læser af Andersen, mener jeg nok, der er tale om netop den universelle råben 'hvad sagde jeg!', som Popper foreholdt marxisterne og freudianerne. Og hvad så med stakkels 'O.T.'? Den ender gådefuldt, og faldt som ubeset offer i læsningen af Heede. Ak!