Hvad er ligheden mellem Svend Asmussen og Georg Brandes? Forleden udkom Asmussens sprudlende jazzmemoirer 'June Nights', og i dag får vi Jørgen Knudsens udvalg af Brandes' bedste kritik og journalistik. Jeg krydsede mellem de to bøger i påsken, og ligheden er, at den 89-årige violinist og den 163-årige publicist swinger som ingen andre på hver deres felt. 'Swing it, magistern!', som Alice Babs sang. Det gør allerede den 27-årige magister Brandes i 1869, og det bliver stadig bedre. Antisemitisme Knudsens udvalg er en tillægsgevinst til hans i fjor afsluttede mammutbiografi, og de 28 håndplukkede tekster, tematisk ordnet efter Brandes i syv roller, følger ham frem til 1925 - to år før den 85-årige definitivt lagde pennen. Det blev aldrig til skrivemaskine. Det blev ved at være 'håndskrevet', i alle ordets betydninger. Udvalget sætter af med 'selvbiografen' Brandes, der i 1905 - i en virkningsfuldt springende minimalistisk stil - tegner den spinkle, for tidligt fødte dreng, der klarer sig på stædighed og tidligt ser, at han er et af de foragtede jødebørn. Psykoanalytiske læsere vil bemærke, hvor tidligt drengen lærer at angle efter belønning fra sin »strengt dømmende Moder«. De undertryktes talsmand 'Provokatøren' Brandes præsenteres med den berømte indledningsforelæsning 1871 til 'Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur', fejende flot med sine frihedsvrinsk. Her er en vittig Berlin-artikel fra 1878 om borgerskabets ulidelige klaverspil og dets servile dyrkelse af kejseren og kansler Bismarck, og her er et sylespidst signalement fra 1887 af provisorietidens Judas-typer. Den politiske Brandes møder man som 'de undertryktes talsmand' i hans purunge opgør med tidens kvindesyn, en bevægende Berlin-reportage fra 1882 om jødiske flygtninge fra Østeuropas pogromer og et opgør fra 1903 med tyrkernes folkemord på armenierne og med Tyrkiets allierede Tyskland, der vendte det blinde øje til. Brandes vejrer tidligt det hysteriske 'fædrelanderi', der endte i Første Verdenskrigs massemyrderi. Han er på pletten i Bremerhafen i 1900, da kejser Wilhelm afsender sine tropper til nedkæmpelse af kinesernes bokseropstand mod den fransk-engelsk opiumeksport og maner dem til at agere med hunnernes grusomhed - som kristendommens forsvar mod 'den gule fare'. Kritisk falkeblik 'Hunnertalen' er eminent journalistik og ideologikritik, og artiklen fører frem til Brandes' modige opgør med krigens og militarismens vanvid 1914-18, der gjorde ham hadet af samtlige krigsførende landes 'patrioter'. Hans fredsappel fra 1916 forudsiger ligesom det bistre essay 'Europa nu' (1925), hvordan nationalisme, fremmedhad og ydmygelse af krigens tabere vil ende i en ny krig. Det er skrevet med næb og klør og desillusioneret skarpsyn af en 83-årig, der dog ikke giver op. Kritikeren Brandes følger vi livet igennem: den 27-årige med falkeblikket, der ser ind i kernen af Leonora Christinas nyfundne 'Jammersminde' og H.C. Andersens eventyr. Formidleren, der i 1884 fortæller københavnske arbejdere om Holberg som oplysningseuropæer. Tekstanalytikeren, der i sit Shakespeare-værk 1895 tegner Hamlet-skikkelsen psykologisk, dramaturgisk og kulturhistorisk. Det fænger stærkere end gensynet med det berømte essay 'Om Læsning'. Generøs mentor Alderdommens 'heltedyrker' er repræsenteret med festouverturen til Voltaire-biografien (1916-17), hvor den 75-årige holder frikvarter fra krigen ved at tegne den legende verdensforbedrer som inkarnation af sit og 1700-tallets oplysningsideal, der uddriver overtro, fordomme og intolerance med konstruktiv kritik. Jørgen Knudsen slutter med prøver fra Brandes' enorme korrespondance - de fleste trykt for første gang. Her er unge Georgs møde med Italiens sensualitet og kulturkæmperens peptalks til broderen Edvard og forfatteren Bjørnson. Her er den generøse mentors råd til forfattere og -inder og venneopmuntringer til kolleger, der som han selv vakler mellem mismod og livslyst. Her er en af den 79-åriges billetter til sin 40 år yngre sekretær og elskerinde Gertrud Rung - og bedstefars leg med børnebørnene. Politisk aktualitet Det er Brandes fra hans bedste sider - naturligvis. Skyggesiderne får man jo i Jørgen Knudsens biografi. Alt med fine introduktioner. Brandes er blevet en figur, alle 'tager stilling til' på anden, tredje, sjette hånd. Nu kan han læses. Min eneste indvending er, at små 300 sider ikke kan give et dækkende billede af mandens format, og at Knudsens knappe kommentar ikke konsekvent oplyser om disse nøgleteksters første tryksteder i blad-, pjece- og bogform. Det er værd at vide, præcis hvor og hvordan Brandes var ude, for både som forsker og publicist var han jo - som det hedder på nudansk - ikke bare den skarpeste kniv i skuffen, men også et af de hurtigste dyr i skoven. Ellers er det lutter fryd og lystlæsning, tit med forbavsende politisk aktualitet. Jo, magisteren swinger. Sving selv med. Nye læsere kan begynde her.