Fra et vist tilbagelænet synspunkt kan alt i dette H.C. Andersen-jubelår synes at gå op i platte ligegyldigheder langt fra den egentlige årsag til jubelen, digtningen. Så jeg vil ikke anbefale, at man konsulterer denne bog for at få en første smag på Andersens virkelige kunstneriske talent. Men når man har (gen)læst et righoldigt udvalg af eventyrene og eventuelt et par af romanerne, er det ikke så lidt interessant også at studere den visuelle side af Andersens kreative talent, som Kjeld Heltofts bog så fint fremviser. Så gode som nye Mange af Andersens tegninger er blevet spist af tidens ælde og ligefrem forsvundet ved simpelt tyveri på H.C. Andersen-museet i 1992. Men her står de igen, hjulpet på vej fra tidligere kopier af moderne reproteknik, så flot som da Andersen skabte dem. Charmerende naivt Det bedste ved Andersens billedkunst er, at den sjældent er tænkt som sådan. Den er for det meste enten fornøjelige artisterier og aftenunderholdning eller rejseskitser til hjælp for erindringen og værdsættelse af et skønt motiv. Han var ikke god til at skildre lys og skygge, men hans tegninger har som regel en charmerende naiv stil, og den helt skyggeløse næsten moderne landskabstegning af Vesuv fra 1834 udstråler en betagende kontemplativ ro. Sidst i livet, 1873-74, da den digteriske inspiration har forladt ham, skaber han sit allerstørste klippearbejde: et stort ottesidet, firefløjet skærmbræt. Hver skærm måler over halvanden gange en halv meter. Det er fornemt komponerede kollager over emnerne barndommen, danskere, Danmark, Sverige-Norge, Tyskland-Østrig, Frankrig, England-Skotland og Orienten. Det er som billedbog, værket er en perle, dog kunne man af og til ønske et lidt større format, ikke mindst er skærmbrættets detaljer svære at se i bogens ellers upåklagelige gengivelser.