H.C. Andersens udgifter til papir og blæk må have været ganske betragtelige, må man slutte, når man lader blikket løbe langs de mange bind, som har hans navn på ryggen. Foruden eventyrene, romanerne, skuespillene, rejsebeskrivelserne og alt det øvrige, er der brevene. Masser af breve. Der har ikke været mange dage i hans voksne liv, hvor han ikke har skrevet et eller flere breve, kan man aflæse af hans dagbøger. Afhængig af breve Nogle gange taler han om, at han afdrager på sin 'brevgæld' ved at skrive en ti-tyve breve om dagen, for han var klar over, at når man vil have breve, må man også selv skrive nogle. Og da han under sine rejser humørmæssigt var afhængig af breve fra dem derhjemme, ja, så måtte han gå til blæk- og papirhandleren og sætte sig til bordet. En del samlinger med H.C. Andersen-breve er udgivet, og nu kommer der en ny, nemlig hans brevveksling med Signe Læssøe og hendes kreds. Knugende kvindefavn Signe Læssøe er nok i dag ukendt for de fleste, men hun var en stærk personlighed, og i hendes og ægtemandens hjem kom den unge Andersen meget, ikke mindst på grund af venskabet med Læssøe-sønnerne, hvoraf den ene, Frederik Læssøe, blev en af lederne under den slesvigske krig 1848-50. Han opnåede heltestatus, da han blev dræbt af en fjendtlig kugle ved slaget ved Isted i 1850. Samme Frederik var nu en noget kradsbørstig herre, hvis liv rummede et utal af konflikter. Men en helt blev han! Hans mor kom dog aldrig over tabet af ham. H.C. Andersen og Signe Læssøe brevvekslede i ganske mange år. Især under Andersens udlandsrejser fløj brevene frem og tilbage, og Fru Læssøe gav ham et utal gode råd, flere end han brød sig om. Og på et tidspunkt trak han sig ud af Fru Læssøes noget knugende favn. For hun ville som også Admiralinde Wulff og flere andre styre ham i bestemte retninger, og det kunne han ikke tåle, så derfor måtte han gøre sig fri. Undertiden næsten brutalt. Indsigtsfuld entusiasme I al fald holdt han på et tidspunkt op med at skrive til Fru Læssøe, og man kan på en måde godt forstå ham, når man læser det ikke-fødselsdagsbrev, hun skrev til ham i maj 1853. Når hun ikke havde skrevet til ham til hans fødselsdag, skriver hun, er det, fordi hun er så knuget af fædrelandets skæbne, at det eneste, hun føler, hun kunne lykønske ham med, var, at han nu var kommet et år tættere på graven, og det fandt hun nu alligevel ikke var noget at sende. H.C. Andersen blev også temmelig sur, i al fald skrev han ikke til hende før i 1855. Så kom der atter gang i udvekslingen af bøger - hans - og breve. Hun læser hans værker med stor entusiasme og fin indsigt. Hun var især optaget af de eventyr, som har et eksplicit kristent-forkyndende indhold. Og ikke nok med at hun kunne læse indsigtsfuldt og dybt, hun kunne også give udtryk for sine tanker og følelser i forbindelse med læsningen. Kirsten Dreyer, der tidligere har stået for flere andre solide brevudgaver, har lavet denne, og man får herigennem et glimrende indtryk af en stærk, nøjsom kvinde, der som andre godsindede kvinder dog ikke kunne modstå en indre drift til at ville forme og styre digteren. Måske også fordi han i sin adfærd lagde op til det.