Den hyppigste opdragelsesmetode er uden tvivl at bede børn om at holde op med et eller andet. De skal holde op med at smaske ved bordet, de må ikke slå de andre børn, de skal holde op med at tisse i bukserne, de skal holde op med at være uartige, de skal holde op med at svare igen. Kortsigtet løsning Vi kender det alle sammen til ulidelighed, kommandoen kommer næsten af sig selv, når vi ikke holder det ud længere: Stop så, hold op. Det er da også muligt, at der sker noget med barnet i den ønskede retning, det gør der i hvert fald, hvis vi har magt og autoritet. Kommandoen virker. Men mere sandsynligt er det, at det er en meget kortsigtet løsning, der stort set ikke rækker ud over den akutte situation. Nederlag og kampe Og vi ved det godt. Alligevel har vi et stille håb om, at dressuren virker. Han må da lære det på et eller andet tidspunkt, siger vi og erkender, at vi skal til det igen og igen. Med mange nederlag og kampe i kølvandet. Men hvad gør vi forkert? Kunne det være anderledes? Negativitetens tomrum Det er her, Ben Furman kommer ind i billedet. Han er psykiater og korttidsterapeut. Han har sammen med finske kolleger udviklet en metode til en bedre måde at takle dagligdagsproblemer på med børn. Den siger i kort form følgende: Dit barn har ikke et problem - men brug for at lære en ny færdighed. Et problem peger bagud, det har en årsag, som vi måske kan pejle os tilbage til og håndtere. En ny færdighed peger fremad, her kaldes på ressourcer, her er der optimisme og tro på, at det kan lade sig gøre. Ideen er enkel og ligetil. I stedet for at sige 'hold nu op' skal vi sige: 'du har brug for at lære ...'. Det kan være at sidde pænt ved bordet, at snakke ordentligt med andre, at gå ud og tisse, inden du gør det i bukserne. At holde op med noget fortæller ikke meget om, hvad man så skal i stedet for, og det er det tomrum, der kan være svært at klare for mange børn. Det er her, det positive kommer ind i billedet, og hvor børn selv bliver ivrige partnere i deres egen tilegnelse af nye færdigheder. Konkret ansvar Furman har beskrevet metoden, så enhver kan gå i gang. Der er 15 trin, hvor det første trin er aldeles vigtigt. Her skal problemet ændres til en færdighed, der skal læres. Så kommer at blive enig med barnet om det; færdigheden skal inddeles i overkommelige trin; den skal have et navn; der skal findes personer, der kan hjælpe; der skal trænes; man skal selv lære andre det; og der skal holdes en fest, når færdigheden er lært. Det kan lyde som en gang opdragelsesteknologi eller -manipulation, næsten i slægt med adfærdsregulering. Og det skal indrømmes: Der er noget lidt smart over det hele. Furman kalder det selv løsningsfokuseret psykologi, og der er i hvert fald den forskel i forhold til adfærdsreguleringen, at der bag metoden ligger et andet børnesyn. Barnet behandles ikke som et objekt, men fastholdes i et ansvar, der gøres konkret: Du kan selv bidrage - og det sker sammen med de sociale omgivelser. En vigtig konsekvens af metoden er, at de sociale omgivelser også ændrer sig og er med til at sikre den konstruktive udvikling. 'Forhandlingsopdragelse' Det er en positiv bog, der kan give megen inspiration til forældre og professionelle, der indimellem stønner under presset fra børn, der ikke vil holde op med at gøre det, de ikke må. Men det er også en lidt farlig bog, fordi den kan få karakter af patentmetode, der klarer alle slags problemer hos børn. Giver det f.eks. også mening, at man skal lære at blive glad, når man oplever stor sorg? Og DAMP-børn, er det også vejen frem til løsning af deres vanskeligheder? Eller hvad med mobning og mareridt; er det noget, der klares gennem en løsningsorienteret tilgang for det enkelte barn? Svaret på disse spørgsmål er ikke så ligetil, og det er bogen seriøs nok til også at antyde. Men alligevel sidder man tilbage med en fornemmelse af det lidt farlige i en bog, der ikke tydeligt nok fortæller om sine begrænsninger. At dække alle problemer til med færdigheder kan indebære, at nogle svære og vanskelige løsninger bliver udsat, bliver overfladisk behandlet eller slet ikke får fat i problemets inderste kerne. I sin værste form kan metoden føre til 'overfladetilpasning' for at gøre de voksne glade. Men hvis man kan finde ud af, hvad der er banale problemer, og hvad der stikker dybere, så har man her en god hjælp i det, der i dag går under navnet 'forhandlingsopdragelse'. Her bliver børn ikke så meget 'opdraget' som 'inddraget'; det betyder, at de er med i overvejelserne og bliver holdt ansvarlige. Bogen her bringer nye tanker ind i denne proces: Forhandlingen med barnet får en læringsvinkel, der gør den voksne ansvarlig på en konstruktiv måde - og giver barnet en vigtig plads i processen.