Terrorismen har afgørende ændret reglerne for mellemstatslig konflikt eller konfliktløsning. Krig føres mellem stater, og stater slutter formel fred eller opretholder en fredstilstand ved gensidig afskrækkelse. Sådan har det været siden den westfalske fred i 1648. Terror derimod anerkender ingen grænser og kræver derfor en anden mobilisering, hvis den skal bekæmpes. Det får i dag de fleste stater til på hjemmefronten at tage kampen op mod terrorismen gennem øget overvågning, svækket retssikkerhed, mere politi osv. Statsterror udelukket André Glucksmann går en anden vej. Terror er væbnede overgreb på ubevæbnede civile, og derfor bekæmpes terror ikke uden borgernes aktive medvirken. Forsvaret mod terror er ikke først og fremmest et statsanliggende. Dette synspunkt har den fordel, at dets forestilling om terrorisme ikke udelukker den mest almindelige form for terror, nemlig statsterror. I sidste ende er det derfor altid den enkelte borger, der må væbne sig mod terror. 'Frivillig underkastelse' Nuvel, men hvordan? Glucksmanns svar er ikke nemme. Han mener, at der eksisterer en uudtalt alliance mellem den terroristiske grusomhed og de forklaringer, der legitimerer den. Altså f.eks. at terror skulle være et svar på fattigdom, forarmelse, undertrykkelse eller hvad man nu vil. Undskylder man terror på den måde, ender man i det, der med et gammelt filosofisk begreb kaldes 'frivillig underkastelse'. Aktiv og passiv nihilisme For at gøre det tydeligere, hvad han mener, siger han, at der er to former for nihilisme. Der er den aktive, den terroristiske, der tillader sig alt og udtrykker viljen til magt. Den modsvares af den passive, underkastelsen, der tillader alt. Den alliance løser altså ingen problemer, men giver os tværtimod mere af det samme. Se ondskaben i øjnene Vi bliver ikke klogere af at vende os væk fra terrorismen eller den ondskab, den repræsenterer. Vi må se den i øjnene, så vi kan give den effektiv modstand. Vi må besinde os på, at tilværelsen kan være tragisk. Et eksempel: For nylig krævede en gruppe danske kunstnere og intellektuelle i en dagbladsannonce, at Danmark trækker sine 550 mand store indsatsstyrke ud af Irak. Det kan der være mange gode grunde til, men i annoncen hed det først og fremmest, at vi skal trække vores tropper hjem, fordi USA, Storbritannien og deres allierede har tabt krigen såvel militært som moralsk. Hvem vi havde tabt denne krig til - såvel militært som moralsk - gav annoncen intet svar på. Hadefuld tale Ikke desto mindre giver det sig af sig selv. Militært må vi have tabt til en gruppe desperadoer og selvmordsterrorister, der er mindst lige så fremmede i Irak som de vestlige styrker, og som angriber alt, hvad der rører sig: irakere, vesterlændinge, Røde Kors, ja, selv verdensorganisationen FN. Vi har tabt til den mest altødelæggende terror, det er muligt at forestille sig. Moralsk har vi tabt, fordi elementer i de vestlige styrker har tortureret fanger. Vi har ikke moralsk magtet at løse opgaven. I begge tilfælde har vi tabt en kamp mod ondskaben, både terroristernes og vores egen. Det må være det, der er underforstået, men uudtalt. Det vil man ikke diskutere. Glucksmann mener, at det skal vi, hvis vi vil blive klogere. Hans seneste bog hedder 'Le discours de la haine'. Oversat til godt dansk betyder det så meget som 'hate speech', ord, der fik indfødsret, da den danske PEN-klub i fjor diskuterede, om man kunne optage medlemmer, der førte hadefuld tale mod andre. Jeg tror, Glucksmann ville være principielt enig med PEN's bestyrelse i, at svaret er nej. Nihilisten fornægter det onde Bogen er en foreløbig statusrapport i en tankerække, der med ét accelererede, da han i 2000 udgav den store bog 'La troisième mort de Dieu' ('Guds 3. død'). Oven på den præstation skrev han i hastig rækkefølge tre mere tidsbundne bøger: 'Dostoïevski à Manhattan' ('Dostojevskij på Manhattan'), 'Ouest contre Ouest' ('Vest mod Vest') og nu denne sidste om hadets tale. I alt 1.000 sider, der grundlæggende handler om begrebet civilisation, dvs. om os selv som tænkende mennesker og dermed om det mentale beredskab, vi kan møde terrorismen med. Udgangspunktet finder vi eksemplarisk udtrykt i bogen om terrorangrebet på USA 11. september 2001 og den russiske krig i Tjetjenien, således som problematikken sammenfattes i titlen 'Dostojevskij på Manhattan'. Her diskuterer han et centralt sted begrebet nihilisme. Man beskriver almindeligvis nihilisme som en fatal mangel på viden om, hvad der er godt. Det er den nemme, selvbehagelige forklaring, der undskylder, bortforklarer og i sidste ende fratager nihilisten ansvaret for hans egne gerninger. Glucksmanns definition lyder lige omvendt: Nihilisten fornægter, at noget kan være ondt. Nihilisten hævder, at det onde ikke findes. Med sin definition beskriver Glucksmann jo indirekte også dem, der anvender den første definition. For også de afviser, at det onde findes. Ondskaben er uforståelig Men det vigtige er Glucksmanns grundlæggende filosofiske udgangspunkt, at civilisation netop består deri, at vi ved, at det onde eksisterer, at det så at sige er indlysende for os, hvad der er ondt. Det gode derimod, det, vi i det politiske sprog kalder det offentligt gode, har ikke nær samme evidens som det onde, og tak for det. Det er derfor, folkestyre er vigtigt. Vi kan enes om at afgrænse os over for det onde, men det gode må altid være åbent for demokratisk meningsudveksling og divergerende holdninger. Som man ser, afspejler nogle af det 20. århundredes store konflikter sig i disse to svar. I såvel kommunisme som nazisme var der et katastrofalt sammenfald af en dogmatisk fornægtelse af den rendyrkede djævelskab og en tilsvarende dogmatisk tvangsforestilling om, hvad det gode samfund var. I et folkestyre er det, og må det være lige omvendt. I sin nye bog undersøger han med teori og gode eksempler, hvorfor det er så svært at forstå, at det onde, som han ser det, i bogstaveligste forstand er noget uforståeligt, som hverken vil begribes af dem, der fortaber sig i ondskab, eller af dem, der bortforklarer den. Som nævnt vil mange, også nihilisterne selv, gerne give deres ondskab en forklaring. Den dialektiske fremskridtstanke Men Glucksmanns påstand er, at forklaringen altid kommer til kort over for ondskaben. Som eksempler herpå giver han i sin bog 'Discours de la haine' antisemitisme, antiamerikanisme og misogyni, altså had til kvinder. Alle tre følelser er særdeles aktive og udbredte i dag, men grundlæggende er de irrationelle. Hadet til jøder, hadet til den moderne amerikanske kultur og hadet til kvinder lever op til det berømte svar, den afdøde engelske filosof Isaiah Berlin, der selv var jøde, engang gav: »En antisemit er en, der hader jøder mere, end det er strengt nødvendigt«. Ironisk, men ganske i Glucksmanns ånd. Glucksmann siger, at hadet taler til sig selv. Det er autonomt. Det kræver ingen forståelse. Det kan kun dømmes på frugterne, ikke på de altid dårlige undskyldninger. Et undertrykt folk har ikke altid ret. Hvorfor er det så svært at forstå? Hvorfor skænker man det overhovedet en positiv tanke, når en torturbøddel forklarer, at tortur er nødvendigt for at undgå en værre forbrydelse? (Som israelerne engang begrundede deres tortur af palæstinensiske fanger). Hvorfor mente så mange, at angrebet på World Trade Center og Pentagon nok var forfærdelige, men at amerikanerne et godt stykke ad vejen selv bar skylden? Det skyldes, svarer Glucksmann, at vi ikke kan lade være med at tænke dialektisk. Vi tror, at samfundet udvikler sig gennem konflikter og modsætninger, der fornuftigt håndteret ender med at bære fremskridtet videre på et højere trin. Det er grundlaget for den marxistiske samfundsopfattelse, men i en vis forstand også for liberalismen. I konkurrencen ender markedet med at finde den rigtige løsning. Udvikling er et besnærende ord i vores kultur. Afskrækkelse Glucksmann mener ikke, at historien berettiger en sådan optimisme. I alt fald er hans filosofiske påstand, at ondskab vidner om, at der findes destruktive kræfter, der ikke fører videre til noget som helst, fordi de ikke indeholder et gran af refleksion eller selvrefleksion. Terroristen eller kz-bødlen fornægter simpelt hen, at ondskab eksisterer. Ethvert forsøg på at arbejde med hegelske begreber som tese - antitese - syntese ender blindt, eller rettere sagt i lige netop syntetiske forklaringer. Over for denne falske dialektik stiller han sit nøglebegreb 'afskrækkelse'. Vores samfund må først og fremmest afgrænse sig over for det onde. Hans bestandige eksempel er den antikke tragiske kvindeskikkelse Antigone, der for ham er »det civiliseredes vogter«. Hun har ikke et positivt projekt, hun vil blot sætte grænser for det uacceptable. I døden er hendes to brøde lige, selv om de endte deres liv i tvekamp. Nødvendig kulturkamp Antigone vil med sin menneskekærlighed fastholde samfundets modsætninger, eksemplificeret i hendes to brødre, der ikke kunne forenes, over for den større trussel om vores fælles udslettelse, som en fornægtelse af disse modsætninger indebærer. Det koster hende som bekendt livet, for Glucksmann en eksemplarisk kvindeskæbne. Antigones mytologiske udgangspunkt er, at det at være menneske er et tragisk vilkår. Hendes onkel, kong Kreon, spærrer hende inde i en klippehule - Glucksmann skriver: »Kreon opfandt sløret i den hårde version«. Nihilismen kan overvindes, nogle gange med våben, men forud må der altid gå en offentlig diskussion, hvor man bestemmer omfanget af den afskrækkelse, kampen kræver. Det er civilisation, og det er en kulturkamp, det er værd at tage. Men så må man også være så ærlig, at man svarer på spørgsmålet om, hvem eller hvad vi tabte til i Irak. Ellers ved vi slet ikke, hvad vi taler om. Vi kan ikke bare trække os ud.