Selskabet Bogvennerne udgav i 1966 en net lille samling tekster af Brandes, Grønbech, Rubow og Marcus under titlen 'Om at læse'. Det er lidenskabelige bogmenneskers gode ord om det dybt inderlige forhold, de har til bøgerne og til læsningen. Det var mig umuligt at undgå at tænke på det lille bind, da jeg fik 'M.I.S. Fortællinger om teksten i det 21. århundrede' i hånden. Offensiv tænkning Ifølge en af redaktørerne, Skyum-Nielsen, er bidragene i værket tænkt at skulle belyse samspillet mellem bøgers materielle og åndelige side, yderligere at reflektere over bevægelsen fra 'bog' til 'tekst' i en omfattende, medialt formidlet forandring af teksters fysiske formater og endelig som en slags offensiv og munter tænkning over alt det, vi kan med bøger i fremtiden. Forehavendet er en udløber af et skrinlagt projekt på Det Kongelige Bibliotek, der bl.a. handlede om bogens fremtid. Hyggelige hybrider På de præmisser fejler nærværende værk efter min mening næsten fuldkomment - i stedet for at gå lige i kødet på det hav af teorier og begreber og forskere, der rent faktisk befatter sig med teksters fremtidige former og funktioner, f.eks. Landows arbejder om 'hyperteksten', så har vi - forordets afsværgelser til trods - at gøre med mestendels let tilbageskuende, hyggelige blandinger mellem essays, kvasifiktion og causerier. Hemmelige og besværlige bøger Nogle af dem fine i deres egen ret: Kirsten Hammanns dejligt aggressive og idiosynkratiske polemik mod den umådeholdne idé om læseren som medskaber er underholdende, Morten Søndergaard skriver (med sin helt egen sats) fint om sine private, første erfaringer med læsningen, mens Jørn Lund har en charmerende opregning og grammatisk katalogisering af bogtitler. Eske K. Mathiesen kommer med værkets efter min mening fineste og skønneste lille bidrag, om 'Hemmelige bøger', hvorimod Marianne Alenius med rette kan begræde, at de studerende i stigende grad undlader at benytte sig af 'gammeldags', besværlige bøger, og endelig skriver Niels Brunse ciseleret og veloplagt om 'Sfinksens bog'. Legesyg og tiltalende Der er mere, men det fælles præg er, at vi har noget der fremstår som en slags opdateret ekko af samlebindet fra 1966: Personlige, indfølte causerier over lidt forskellige aspekter af den stærke kærlighed til bøgerne og læsningen, diskret vinklet, nogle gange, mod fremtiden, men ikke så meget, at det gør noget. Det er ærgerligt, at redaktørerne ikke mere frontalt og fremadrettet benyttede lejligheden til at medtage mere systematiske og grundige undersøgelser af, hvad bogens fremtid mon kan være - det er jo dog trods alt et væsentligt og højinteressant spørgsmål. Hvordan ser bøger mon ud i 2099, hvem læser, hvordan læser de, hvad er 'medier' til den tid? Etc. Derimod kan De trygt hygge Dem med nærværende lille 'M.I.S.' (titlen henviser til skoletavlens forkortelse 'må ikke slettes'), det er blevet en legesyg og tiltalende lille bog, der blot intet rigtigt siger om teksters fremtid.