Kvindelige malere er der som bekendt ikke så mange af, i hvert fald ikke før slutningen af det 20. århundrede. Man har spekuleret på hvorfor, og ud over den almindelige, dvs. helt almene mangel på ligestilling skyldes det måske også, at maleriet kræver tid og ensomhed. Betragtningens ensomhed - og den indadvendte beskæftigelse med at finde farver og lærred og motiv. Fysisk og psykisk halten Det er egentlig ikke så sært, at to af de bedste kvindelige malere fra forrige århundrede, Frida Kahlo og den finske Helene Schjerfbeck (1862-1946), begge var fysisk og vel også psykisk handikappede. Stilhed, opmærksomhed, sengeleje ... og muligheden for at perfektionere de intime temaer. I Helene Scherfbecks tilfælde blev hendes motiver stillebener, selvportrætter og det evige, smertelige, nordiske melankoli-emne: rekonvalescensen. Hun var 4 år, da hun faldt ned ad trappen - et uheld, som vel i dag ville have krævet hospitalsindlæggelse og gips, og så ville hun nok komme sig, men dengang blev man behandlet med stramme bandager, sengeleje i månedsvis, stilhed, ingen besøg og ingen smertestillende medicin - og det resulterede i en halten, fysisk og psykisk. Rådne æbler Da hun ikke kunne komme ud af sengen, fandt hun på at tegne og blev så god til det, at hun kun 11 år gammel kunne begynde sine studier på det finske kunstakademis tegneskole. Det fortælles, at hendes første inspiration var et fad med æbler, hvoraf tre var sorte. Det motiv malede hun. Det sorte æble. På vej til forrådnelse, inden frugten er spist. Finland har indstillet det på mange måder imponerende portræt af Helene Schjerfbeck til Nordisk Råds Litteraturpris. Finland vandt sidste år, siger vi, men sidste år gættede jeg også galt og frakendte vinderromanen nogen synderlig chance! I år vil jeg derfor være vis og sige »måske«. Ensomhed og kunst Først og fremmest er 'Helene' en tyst biografi, skrevet i første person, som må være den eneste person, Helene kan stå inde for. Hendes portrætter er ligesom selvportrættet spøgelsesagtige, skitserede, svage, som om dagslyset netop overrasker figuren, men aldrig efterlader nogen lykke. Heller ikke i bogen. Helene Schjerfbeck havde en ungdomsforelskelse, som forsvandt efter brudt forlovelse, og bruddet blev fulgt grundigt til dørs - alle breve tilintetgjort, så fremmed er manden, at vi ikke engang kender hans navn i dag. Hun udskiftede ham beslutsomt med de professionelle beundrere, først og fremmest kunsthandleren Gösta Stenman og forfatteren Einar Reuter. Men disse figurer giver ikke liv til biografien. Dens emne er ensomhed og kunst - Helene Schjerfbecks kunst, som kom af ensomheden og den personlige iagttagelse. Historien, der fortælles, er også forfatterens egen. Helene Scherfbeck elskede gode historier. Ensomhed, dedication til ens personlige projekt og dermed et korrektiv til megen kvindebevægelse af i dag, som forlanger ligeværdig medleven. Sådan gik det ikke med Helene Schjerfbeck, hvis gravsted i sne bliver påkaldt, men ikke forstyrret. Det er ikke en naturalistisk historie, men en stilhed, man kan fordybe sig i.