0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tsaren over alle freaks

Frank Zappa-biografi skildrer rocklegenden troværdigt - som et ret dumt svin - men glemmer det vigtigste: musikken.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Folk der ikke kan skrive, som laver interview med folk, der ikke kan tale, til folk som ikke kan læse«.

Det var, hvad Frank Zappa mente om rockjournalistik, og han sagde det ofte.

Dog ikke til kvindelige rockjournalister, som han havde et mere elskværdigt forhold til end til de mandlige.

Mangen en mandlig journalist fik sig en negative oplevelse ved mødet med denne musiker, som de mødte med beundring og ærefrygt.

Foragt for fans
Zappa var ikke imødekommende, han kunne være direkte ondskabsfuld, også over for sine fans.

Dem foragtede han over en bred kam og på lige så idiosynkratisk grundlag som forholdet til rockpressen.

Enestående velspillet
Musikerne, han arbejdede med, behandlede han som trækdyr. Han tog hele æren, huggede deres idéer og gav dem en fast ofte lav løn, men aldrig del af overskuddet.

Det forhindrede ham ikke i at herse med dem ved timelange udmarvende prøver i ugevis.

Det, der kom ud af det, var enestående velspillet, flot komponeret, ofte overraskende og ikke sjældent morsom musik. Her tænkes ikke på teksterne, som i bedste fald var groteske og surrealistiske, i værste puerile og pinlige, takket være Zappas barndomskatolske seksuelle hang-ups.

Selve udviklingen af musikken, som i sin blanding af Varese inspiration, 1950'er sort doo wop og agit-pop udgjorde en personlig udtryksform, var enestående i rockmusikken fra slutningen af 1960'erne og næsten to årtier frem. Zappa kom i de bedste år næsten altid med noget overraskende og personligt, og hvor mange kan man sige det om?

Tør og minutiøs
At han generelt var egoistisk og flintrende ligeglad med andre menneskers følelser eller behov inklusive sin families (selvom han bestemt havde sine venlige øjeblikke) er en anden sag. Men en man ikke lige sådan kan springe over, når man læser den seneste Zappa biografi, 'Frank Zappa'.

Den er skrevet af englænderen Barry Miles, der fra midten af 1960'erne var en del af den britiske alternative kultur med boghandlen og galleriet Indica Gallery, der siden dannede base for International Times. Miles var beatnik mere end han var hippie og har skrevet bøger om Kerouac, Ginsberg og Paul McCartney samt sidste år en bog om hippier 'In the Sixties'. Zappa mødte han under en af dennes første besøg i London.

Biografien bærer dog ikke det mindste spor af et personligt kendskab til Frank Zappa. Den er en ret tør og minutiøs gennemgang af dennes bevægelser i tid og sted og i mødet med nærmest enhver, der har spillet triangel og truthorn på diverse plader. Dertil en mængde udsagn om den måde, Zappa samlede på musikalske påvirkninger og på mennesker, der kunne hjælpe ham videre i den udvikling, han synes at have set for sig allerede i en ret ung alder.

Industristøvsuger
Forstæderne, hadet til dem men også afhængigheden af den inspiration, de trods alt gav, prægede Zappa. Det samme gjorde en mangel på traditionel boglig dannelse, eller såmænd bare på almindelig dannelse. Zappa var ingen intellektuel i europæisk forstand. Han lignende bare en og teede sig, som om han var et enestående alvidende geni.

Mange vil mene, han var et geni. Han var i alle tilfælde original i sin tilgang til musikken. Han kunne være enestående irriterende i sin selvhævdelse og trang til belæring af andre, men også intens og oprigtig, når han, som jeg oplevede i USA, i sene nattetimer sad på sit hotelværelse og spillede gamle bånd med egen musik fra ungdommens garagedage i Cucamonga. Bånd, han betragtede som den hellige gral, og som han hentede inspiration fra igen og igen.

Frank Zappa glemte intet og brugte hver en stump af det, han sugede til sig. Han var den store industristøvsuger, og de, der endte som fnuller i støvsugerens indre, har næppe fundet det morsomt.

Den forsvundne kompleksitet
Men det store, bizarre og af og til tragiske billede af denne mærkelige Mr. Mox, der afskyede hippier og stoffer, men alligevel færdedes i de flippede miljøer, opløses i småstumper i Barry Miles' pillearbejde. Det er meget sjovt at høre om Frank Zappas arbejde med Plaster Casters (som han ender med at snyde), the GTO's og siden mere agtværdige filharmoniske orkestre og hans møder med bl.a. Salvador Dali & Gala og John Lennon & Yoko Ono.

De sidstnævnte endte med at snyde ham ved at hugge optagelserne af deres fælles optræden i 1971 fra Fillmore East af 'King Kong' og udgive den under titlen 'Jam Rag' (britisk slang for en tampon), hvilket gjorde Zappa rasende. For en gangs skyld havde nogen taget fusen på ham. Det var ellers hans speciale.

Men når en biografi består af så mange detaljer - og så forbløffende kedeligt og pauvert et fotoudvalg - bliver man træt, også fordi man begynder at synes, at man bør tjekke dem. Faktisk tror jeg, at Miles anbringer Mothers' bil med det i Sverige forsvundne lydudstyr under en forkert turne i Danmark. Men skidt med det.

Værre er det, at musikkens kompleksitet begraves i ord og forsvinder, og at Zappa fremstår som en pedantisk, hårdhjertet og monoman særling. Hvilket han var. Men han var så meget mere. Det må man gå til musikken for at forstå. Start med begyndelsen.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu