Recepten er enkel og idéen ganske god: Abigail Josephsen, 24-årig litteratur-studerende fra Københavns Universitet, rejste som del af et praktikophold i Danmarks Radio til Bagdad i sommeren 2003 for at lave en radioreportage om unges vilkår i den hårdt prøvede by. Ingen lumre bagtanker Det blev starten på et venskab med en jævnaldrende irakisk mand, Haider Al Ibrahimi, som også er universitets-studerende. I en by, hvor skyderier og bombe-sprængninger er en del af hverdagen, lykkedes det de to uden amoriner eller lumre bagtanker at komme tæt ind på livet af hinanden og deres rapport er så god, at de efter have skiltes fortsætter kontakten via e-mail. Amerikanske ubudne gæster Det er afsættet for denne lille bog, som er et kærkomment indstik i den store mediemølle om Irak, der kværner løs om gidseltagninger, selvmordsangreb, trusler og voldelig fanatisme. Ikke at disse saftige emner er fraværende i de to venners fælles skriv. Tværtimod, det er i høj grad rammen om det hele, men er der én ting, den unge shiamuslimske Haider ikke ønsker, så er det at se mere død og ødelæggelse. Af samme grund reagerer han kraftigt på både de amerikanske styrker, der kom som befriere, men i hans øjne mere og mere er blevet til ubudne gæster, og terroristerne, som hævder at kæmpe for den menige iraker. Hvis det virkelig var tilfældet, spørger han tørt, »hvorfor dræber de irakerne og ikke amerikanere?«. Ingen politiske analyser Haider vil leve som unge i Vesten, han er interesseret i teater, litteratur og kunst, og han har et godt øje til en smuk medstudine. Med deres pomadiserede hår, designerjeans og sorte T-shirts ligner Haider og hans venner til forveksling unge italienere, men de skal kun bevæge sig få skridt uden for universitetets område for at blive mindet om hvor de faktisk befinder sig. Livet går sin skæve og i perioder blodige gang for Haider. Han mister et par kammerater, men i løbet af det år, mailudvekslingen varer, får han også fyldt brevene med så mange andre informationer, at man sidder tilbage med et ganske godt indtryk af, hvad der rører sig i hovedet på den størrelse, vi i de seneste par år har hørt så meget om, men reelt ved så lidt om: irakeren. Det er næsten overflødigt at bemærke, at det ikke er 'the grand tour', vi præsenteres for. Politiske analyser er næsten fraværende, historiske baggrundsskildringer er yderst sparsomme og et par detaljer kunne være bedre, eksempelvis at man ikke taler 'irakisk' i Irak, men arabisk eller kurdisk med en lokalt varierende dialekt. Men selv om det ikke er bog, der slår fødderne fuldstændig væk under én, er den vedkommende, ikke mindst for folk af lidt yngre årgange end forfatterne.