0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

T@k for at du blev min ven

En strøm af mail mellem danske Abigail og irakiske Haider bringer os tættere på en irakers hverdag og tanker.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Recepten er enkel og idéen ganske god:

Abigail Josephsen, 24-årig litteratur-studerende fra Københavns Universitet, rejste som del af et praktikophold i Danmarks Radio til Bagdad i sommeren 2003 for at lave en radioreportage om unges vilkår i den hårdt prøvede by.

Ingen lumre bagtanker
Det blev starten på et venskab med en jævnaldrende irakisk mand, Haider Al Ibrahimi, som også er universitets-studerende.

I en by, hvor skyderier og bombe-sprængninger er en del af hverdagen, lykkedes det de to uden amoriner eller lumre bagtanker at komme tæt ind på livet af hinanden og deres rapport er så god, at de efter have skiltes fortsætter kontakten via e-mail.

Amerikanske ubudne gæster
Det er afsættet for denne lille bog, som er et kærkomment indstik i den store mediemølle om Irak, der kværner løs om gidseltagninger, selvmordsangreb, trusler og voldelig fanatisme.

Ikke at disse saftige emner er fraværende i de to venners fælles skriv. Tværtimod, det er i høj grad rammen om det hele, men er der én ting, den unge shiamuslimske Haider ikke ønsker, så er det at se mere død og ødelæggelse.

Af samme grund reagerer han kraftigt på både de amerikanske styrker, der kom som befriere, men i hans øjne mere og mere er blevet til ubudne gæster, og terroristerne, som hævder at kæmpe for den menige iraker. Hvis det virkelig var tilfældet, spørger han tørt, »hvorfor dræber de irakerne og ikke amerikanere?«.

Ingen politiske analyser
Haider vil leve som unge i Vesten, han er interesseret i teater, litteratur og kunst, og han har et godt øje til en smuk medstudine. Med deres pomadiserede hår, designerjeans og sorte T-shirts ligner Haider og hans venner til forveksling unge italienere, men de skal kun bevæge sig få skridt uden for universitetets område for at blive mindet om hvor de faktisk befinder sig.

Livet går sin skæve og i perioder blodige gang for Haider. Han mister et par kammerater, men i løbet af det år, mailudvekslingen varer, får han også fyldt brevene med så mange andre informationer, at man sidder tilbage med et ganske godt indtryk af, hvad der rører sig i hovedet på den størrelse, vi i de seneste par år har hørt så meget om, men reelt ved så lidt om: irakeren.

Det er næsten overflødigt at bemærke, at det ikke er 'the grand tour', vi præsenteres for. Politiske analyser er næsten fraværende, historiske baggrundsskildringer er yderst sparsomme og et par detaljer kunne være bedre, eksempelvis at man ikke taler 'irakisk' i Irak, men arabisk eller kurdisk med en lokalt varierende dialekt.

Men selv om det ikke er bog, der slår fødderne fuldstændig væk under én, er den vedkommende, ikke mindst for folk af lidt yngre årgange end forfatterne.