»Du er mandlysten«! Det er strenge tante Mathilde, der udsiger dommen over den unge Agnes. Prædikatet er dog ikke så slemt, mener Agnes, nu hvor hun har læst J.P. Jacobsens 'Fru Marie Grubbe' og gjort en enkelt passage herfra til sin livslære: »Jeg vil, at livet skal tage mig så stærkt, at jeg nedbøjes eller opløftes, så der ikke er tankerum i mit sind for andet end det, der løfter mig op, eller det, som bøjer mig ned; jeg vil smelte ud i min kummer eller brænde sammen med min glæde«. Erotikkens talskvinde Her mod slutningen af erindringsværkets første bind 'Let Gang på Jorden' åbner verden sig for den kønsmodne og kulturhungrende Agnes, og læseren begynder at ane konturerne af den kvinde, der skulle tale og leve erotikkens og frisindets sag i en tid, hvor det bestemt ikke var omkostningsfrit. Eller hvor en ekspansiv kvinde langt fra nød samme opstemte mediebevågenhed som en senere Suzanne Brøgger, og hvor såvel litterære forbilleder som hjælpende skønånder jo dog først og fremmest endnu var mænd. Det håbløse ydre En tilbagevendende drøm hos den lille Agnes lyder således »... at jeg var voksen og sad mellem landets klogeste mænd og var smuk«. Dette 'fromme' pigeønske rummer den smertelige erkendelse, der rækker både bagud og fremad i Agnes Henningsens erindringer. Klog eller smuk og helst begge dele, hvis man skal folde sig fuldt ud i mændenes verden. Ak! Derfor kredser barndomserindringerne også om det håbløse ydre - den stive hårpisk og den store pande - der langsomt tager form og vækker behag hos onklerne. Og selvbevidsthed hos Agnes. Nok om de kvindehistoriske anledninger til at gå i lag med Agnes Henningsens dramatiske barndomserindringer fra de fede jorde på Fyn. Betagende ligefremhed 'Let Gang på Jorden' sætter også senere langt karskere skildringer af omsorgssvigt i interessant relief. For under Agnes Henningsens berømmede kniplingslette tone gemmer sig en barndom, der under andre omstændigheder havde født en Tove Ditlevsen, en Vita Andersen eller i hvert fald en traumatisk tunghed i stil og indhold. De lykkelige, lavendelduftende rammer smuldrer, da Agnes' mor dør, faderen opløses i cognac og husførelsen overtages af husets unge lærerinde, der nu pludselig skal kaldes mor. Det er faktisk i beskrivelsen af det meget komplicerede far-datter-forhold, at Agnes Henningsens højt besungne ærlighed træder frem. For mens forfatterinden koketterer vel meget med sin egen grimhed og naivitet (der jo netop forvandles til attraktion og indsigt), så skildrer hun de blandede følelser for den karaktersvage far med en betagende ligefremhed - uden at svælge i sin egen forsømthed. Humoristisk dame Som sin fars lille 'jomfru aparte' higer barnet Agnes efter en accept og forståelse, der kun viser sig glimtvis mellem tæsk, tungsind og fravær. Men en far er en far, og der opstilles som i forfatterens andre regnskaber ingen moralske mellemregninger her. I denne varme anbefaling af Agnes Henningsens let læste erindringer hører i høj grad med, at damen er morsom. »De store ører fik mit hjerte til at hamre, ingen anden havde ører, som vejret lyste igennem«, skriver hun om sin tilkommende, Mads Henningsen, så man for det første forstår, at unge Agnes er forelsket, og for det andet, at forelskelsen måske hverken kunne eller skulle bære.