Freud gjorde det, Nietzsche, Bergson og Strindberg gjorde det, Kafka og Kierkegaard gjorde det, Wagner, Tolstoj og Mann gjorde det, Beckett og Borges gjorde det, Herman Bang og Marcel Proust gjorde det. Alle disse mænd læste Arthur Schopenhauer (1788-1860), manden, hvis tidlige hovedværk 'Verden som vilje og forestilling' (1818) var en bitter fiasko i samtiden, men som kun triumferede desto stærkere i eftertiden. Kant revideres Med 186 års forsinkelse oplever Schopenhauers afdøde ånd nu den yderligere tilfredsstillelse, at hans værk er kommet på dansk, og det endog - i kraft af Søren Fauths titaniske arbejdsindsats - på et smukt og smidigt dansk, der vil gøre sit til at sikre, at værket vil blive læst og eftertænkt viden om. Så meget desto mere, som det hviler solidt på, men skam også kraftigt reviderer den Kant, hvis 'Kritik af den rene fornuft' (1781) jo også er kommet på dansk for nylig - og om lidt ankommer Hegel med 'Åndens fænomenologi' (1807). Politisk ukorrekt Men hvor Kant og Hegel er filosoffernes filosoffer og en uomgængelig del af kanon, har Arthur Schopenhauer, trods sin intense virkning rundt omkring i det nittende og det tyvende århundredes åndsliv, alle dage stået i et mere skævt og plagsomt forhold til filosofien. Som navnelisten foroven antyder, er Schopenhauer lige så vel blevet læst af digtere og forfattere som af filosoffer, og der er da også noget umiskendeligt litterært og essayistisk ved Schopenhauers stil. Nietzsche påstod, at Schopenhauer var den første tyske filosof, der kunne skrive godt, ja i det hele taget skrive, og når man flyver gennem 'Verden som vilje og forestilling', er det da også slående, hvor mange litterære teknikker Schopenhauer benytter sig af: Her er digressioner og anskuelige billeder, her er anekdotiske eksempler og livlige sammenligninger, her er hidsig polemik og pludselige, idiosynkratiske indskud (f.eks. om pedanten som åndstype, eller om gråden som etisk udtryk), her er direkte henvendelser til læseren og pudseløjerlige, tidstypiske og stærkt politisk ukorrekte indfald, f.eks. et om, hvorfor genier altid har høje, hvælvede pander, hvorimod dumme mennesker som regel også er grimme. En simpel tanke Schopenhauer mener i princippet, at filosoffen skal skrive regelret og sandt - men så løber pennen og temperamentet af med ham, og gudskelov for det, for resultatet er blevet en stor, mærkelig og meget klog bog, et værk, der stadig er fuldt af kraft og tankekraft, og som er proppet med dugfriske ræsonnementer og observationer. Værket er notorisk udfoldelsen af én simpel tanke: at verden i sin helhed træder frem som vilje og forestilling, at vi er fanger i viljens og forestillingernes fængsel, og at vi kun ved askese og fornægtelse af viljen til liv kan opnå forløsning og fred. Så simpelt det end umiddelbart lyder, er det en tanke, der nok lige kræver en forklaring eller to. I begærets vold Schopenhauer sætter, at viljen er en blind, grundløs og formålsløs kraft, der driver sit spil med alt og alle. Lige fra planten og hermelinen til grossereren og filosoffen ytrer viljen sig som den uophørlige, rastløse og stakåndede drift til at ville udfolde og udbrede sit eget væsen, til uden dybsindige religiøse og moralske årsager at ville forplante sig og brede sig. Viljen er en udelt enhed, men den viser sig som forestillingernes uendelige mangfoldighed, i kraft af det Schopenhauer betegner som »individuations-princippet«, alting deler sig i en uendelighed af enkeltfænomener, lige fra brødristere til bilmærker. Alt på forestillingernes side er styret af »den tilstrækkelige grunds princip«: Det dikterer, at alt forløber i en relation mellem årsager og virkninger, der svarer til hinanden. Affyrer jeg en revolver, suser kuglen af sted med en særlig hastighed. Problemet er ifølge den pessimistiske viljesfilosof Schopenhauer, at viljens blinde kraft placerer os i verden som lidende og utilfredse væsener: Opnår vi vores mål, opfyldes vi konstant på ny af den rastløse trang til at erobre nye mål, at erhverve os flere og andre genstande, at forføre andre og ny kvinder, i én trist og slet uendelighed, der aldrig får ende. Vi er i begærets og viljens vold og er derfor henvist til kun kort tid ad gangen at være foreløbigt og relativt glade og tilfredse, indhyllet i Majas slør, altså mængden af illusoriske forestillinger - inden vi atter skubbes nådesløst videre i jagten efter materiel tryghed og mental ro og lykke. Viljen er ét med livet, og livet er intet andet end lidelse. Frihed via askese Det gør i anden omgang, at Schopenhauer kan foreslå, at vi enten må bekræfte eller fornægte viljen til liv. Bekræfter vi viljen til liv, tvinges vi med nødvendighed ind i de dilemmaer og paradokser, de smertefulde og frustrerede kampe, som livsviljens indbyrdes strid er ophav til. Individer er egoistiske og forfængelige, tåbelige og ærgerrige, havesyge og jaloux, smålige og selvfede, og det individ, der kaster sig ind i viljens spil, er henvist til på godt og ondt at måtte gennemlide hele dette lille skuespil, et skuespil, Schopenhauer siger er en tragedie i det store og et lystspil i detaljen. Eller vi kan modsat - hvilket Schopenhauer inderligt anbefaler - fornægte livsviljen, vi kan vælge askesen og resignationens og afkaldets vej. Det kan ske ad to kanaler: enten momentant i kontemplationen af kunstværket, særlig musikken, der inkarnerer verdens ånd; eller det kan ske ved at søge på enhver måde at slukke viljens ild i os, ved at blive kyske, ved at give vores ejendele bort, ved at besvare fornærmelser og krænkelser med tålmodighed og tilgivelse. Mahatma Gandhi var naturligvis også en stor Schopenhauer-læser. Hvor kunsten primært er tilgængelig for geniet, er askesen i princippet til rådighed for alle; og hvor kunsten kun bereder et kort og midlertidigt eksil, yder askesen i bedste fald en mere permanent og stabil udfrielse af viljens trældom. Selvmodsigelser Der er således ingen tvivl om, hvor Schopenhauer anbringer sine aktier, og det er den anbefaling, der er indkapslet i sætningen »Tat twam asi!« fra de indiske Vedaer, det betyder »Dette er dig!«, det betegner den tilstand af universel medfølelse og identifikation med næsten, Schopenhauer ser som det sublime, etiske endemål for den, der asketisk fornægter livsviljen. I stedet for egoismens tusind små nidkære konflikter og triumfer har vi da den uselviske overgivelse til anerkendelsen af min næstes problemer på linje med mine egne. Schopenhauers viljesfilosofi er dermed ikke alene en i datiden ny og original metafysisk og erkendelsesteoretisk vision, men den er tillige og i højeste grad et moralfilosofisk kampskrift og en praktisk visdomslære for alle, der ønsker at blive mindre dumme svin. Undervejs modsiger Schopenhauer ganske vist eklatant sig selv - han raser mod forfængelighed og bitterhed, men er dybt forfængelig og knasende bitter over f.eks. Hegels universelle succes i samtiden. Han advokerer for lighed og medlidenhed, men taler i hånlige og stærkt nedladende vendinger om middelmådige og ordinære menneskers blinde og tåbelige små liv, han taler om at fornægte viljen til liv, men hele hans værk er ét langt og lidenskabeligt interesseret indlæg i viljens bølgende hav. Disse modsigelser øger dog kun den knarvorne og balstyrige charme, Schopenhauers værk er gennemsyret af. Herkulisk arbejde Det er unægtelig stort, at Schopenhauer nu er ankommet til Danmark og danskerne. Pedantisk er det at måtte beklage, at hele tillægget, der rummer en kritik af den kantianske filosofi, er røget ud. Og måske især, at hele det enorme 2. bind, der er afsindigt skægt og velskrevet, endnu ikke er kommet, pudsigt er det også, at den kulsorte Schopenhauer er pakket ind i et glad, tomatrødt omslag med kække lysegrønne og turkise fartstriber (!). Men foreløbig må vi først og fremmest takke guderne for, at Fauth har orket og kunnet oversætte hele denne centrale og vigtige første del til et ualmindelig fint og velklingende dansk, ligesom han har forsynet udgaven med en forbilledligt klar indledning og nogle fyldige og gode noter. Det må have været et herkulisk arbejde, men det yder en smuk tribut til Schopenhauers store og pragtfulde og svagt bizarre værk. Man forstår godt, at Freud og Strindberg, Beckett, Tolstoj og Borges elskede det - der er intet at rafle om, dette værk skal læses, og jo før, jo bedre.