Alle ved, at Seppo Mattinen kan lave malerier. Han har foreløbig gjort det tre forskellige steder på kloden, uden at sætte en flig af sin egenart til på miljøskiftet. Alle ved også, at forfatteren Jens Christian Grøndahl kan skrive - tilmed også om samtidskunstnere. Han har tidligere skrevet aldeles glimrende om surrealisten Jørgen Boberg. Byen frem for manden Nu ved vi også, at Grøndahl kan skrive om Seppo Mattinen og hans Rom. At han i denne lille bog, udgivet i anledning af kunstnerens 75 års dag, skriver mere om Rom end om Seppo Marttinen, gør for så vidt ikke noget. For maleren bor i dag i den meget evige stad, og det, han ser på sine vandringer rundt i bymiljøet, ligner formentlig på overfladen det, som forfatteren også har registreret, mens han var i malerens selskab og fulgte ham rundt i hans miljøer, suppleret af Joachim Ladefogeds fine fotografiske øje for stemninger. Aftentimens blå brønd Det er en gammel nyhed, at Jens Christian Grøndahl har et påfaldende virtuost sprog, og at hans metaforer er brillante indtil det selvbevidste. Et skriftprøve skal gives som et eksempel. Om en romersk kassedame i en bar læser man med fryd: »Når der ikke er gang i forretningen, vegeterer hun som i en orientalsk basar, slår en sludder af med bartenderen, besigtiger sine røde negle og lader dagen gå på hæld, indtil den trimler ned i aftentimens blå brønd, hvor alle de foregående dage allerede ligger og skinner mat som utilgængelige lykkemønter«. Egen dagsorden Sådan en sætning har man lyst til at beholde i sin hukommelse, ud over læsningens skrøbelige øjeblik, som man gør med det med et smukt digt. Den alene burde kunne indbringe sit ophav en litterær pokal med indskrift og navnetræk. Samtidig er sådan en sætning stilistisk et godt stykke vej fra Seppo Mattinens enkle, lakoniske og dog underlige og sært fabulerende billedfortællinger. Essayisten Grøndahl har ikke lavet om på sit sanseapparats verbale potentiale blot for at virke kongenial i forhold til sit emne. Han skriver ud fra sin egen dagsorden. Det er lige så meget bogen om en forfatter, der er blevet inspireret af en maler og hans by, som det er historien om en maler og en by, formidlet af en forfatter. Uspoleret undren Med Jens Christian Grøndahl som en sprogligt beriget cicerone bliver man ført - og næsten forført - rundt både i Roms labyrintiske små gader og i det Mattinen'ske univers, og man hverken keder sig eller savner den typisk kunsthistoriske nøgternhed, som slet ikke er denne lille bogs ærinde. Uden indsigt i malerens maleri er teksten på ingen måde. Hør blot hvad bogens velformulerede guide får sagt om Seppo Mattinen, der på ham virker som en gæst, der er blevet hængende, en, der synes at være forunderligt hjemme i det fremmede, 'Derfor kan man med samme ret sige, at han ser alting indefra, med uspoleret undren og sans for de upåagtede sider af virkeligheden, som andre bare går forbi.' Det er ikke bare godt. Det er såmænd også rigtigt.