Hjerneforskeren Morten Kringelbach karakteriserer sin bog 'Hjernerum' som »snapshots fra en videnskabelig forskning i hastig udvikling«. Hans emne er et af de mest gådefulde organer i den menneskelige organisme - hjernen. Kringelbachs tilgang er en række af de nye scanningsteknikker, der formår at give os indblik i de dynamiske processer i den raske hjerne. Konstant aktiv PET, MRI og MEG er forkortelser for forskellige teknikker og apparater, der uden de store gener for patienten kan give os et fascinerende indblik i, hvordan hjernen arbejder, når personen er seksuel aktiv, læser en bog eller nyder forskellige stimulanser. Uanset, hvad vi foretager os, er hjernen involveret som et aktivt organ. Den plastiske hjerne I modsætning til tidligere, hvor man troede, at hjernen var et statisk uforanderligt organ, ved vi nu, at hjernen udvikler og ændrer sig afhængig af vores samspil med omgivelserne. For eksempel ved vi, at et barn, der vokser op isoleret fra sine forældre eller andre omsorgspersoner, udvikler ikke blot sin personlighed, men også sin hjerne anderledes end det barn, som vokser op i et følelsesmæssigt samspil med andre. Det samme gælder mennesker, der udøver specielle funktioner, som f. eks. musikere, hvor man kan se, at visse områder i hjernen, der styrer motorik og evnen til at skelne mellem toner, udvikles mere end hos andre. Derfor taler vi i dag om den plastiske eller formbare hjerne. Fornuft ikke modsat følelse En af Kringelbachs pointer er, at følelser og rationalitet er tæt forbundne - eller rettere: de fleste af vores handlinger udspringer af ikke-bevidste processer, som bevidstheden først senere fortolker og forsøger at give mening. F.eks. trækker vi automatisk hånden til os, når den rører ved noget meget varmt. Dette foregår reflektorisk. På samme måde mener Kringelbach, at det er følelser, der dybest styrer vores handlinger, og således mener han ikke, at den traditionelle opfattelse af, at følelser er fornuftens modpol, lader sig opretholde. Herlig fordomsfri Kringelbach er optaget af en række menneskelige oplevelsesnære erfaringer som valg af mad og smagsindtryk, brug af alkohol og euforiserende stoffer, seksualitet, men også indlæring og følelser som glæde og frygt. Det er sammenhængen mellem den subjektive oplevelse og hjerneprocesser, der står i fokus hos Kringelbach. Han er sympatisk ydmyg, når han med stor autoritet beskriver, hvorledes f. eks. synssansen fungerer rent hjernemæssigt - det ved han en hel masse om - samtidig med, at han anfører, at vi mangler en overordnet forståelse for, hvordan dette giver den subjektive oplevelse af farven rød. Det ved vi nemlig ikke ret meget om, og derfor er det et ambitiøst projekt, han har givet sig i kast med. Bogen er spændende og velskrevet. Ind imellem beskrivelser af mærkelig syndromer, der giver associationer til mesteren i faget Oliver Sachs, får vi en strikt gennemgang af hjernens anatomi og funktion. Kringelbach er knyttet til et forskerteam i Oxford og bevæger sig i fagets frontlinje, men han er herlig fordomsfri, og har sans for de skæve vinkler i den menneskelige eksistens. Bogen er båret af fortælleglæde, og ind imellem stritter den til højre og venstre - han bliver forført af den gode historie, som han kan mange af - og en egentlig lærebog er der ikke tale om. Kringelbach fascineres af brudfladen mellem kunst og traditionel videnskab og det smitter, uanset at han sine steder bliver noget hurtig i sine ræsonnementer.