Først var det Fæle Frejlif og hans drenge, nu Vrisne Victor og hans hvalpe: Gregers Dirckinck-Holmfeld, selv EB-medarbejder, har i to digre bind skrevet en krønike om Ekstra Bladet, der i februar i år fyldte 100. Rent flag Victor-bindet er netop udkommet, og med det har forfatteren tonet rent flag: To personer står over alt i EB's historie - bladets første chefredaktør, Frejlif OIsen, der holdt posten i en menneskealder og skabte det klassiske Ekstra Blad, og Victor Andreasen, der kunne klare sig med to gange fire år, før berømmelsen var hjemme som den, der skabte det moderne EB. Tangentskriverier Andet krønike-bind er som det første en lang række faktuelle og anekdotiske oplysninger om livets - herunder underlivets - gang hos dansk dagspresses DAMP-barn, behændigt og naturligt kædet sammen med begivenheder ude i virkeligheden, serveret i for det meste kronologisk fremmarch. Vrisne Victor-bindet tager afsæt i 1958, hvor der kom ny chefredaktion på den synkende skude og nye medarbejdere, bl.a. den unge Victor Andreasen med den akademiske baggrund. Og så går det derudad i Gregers Dirckinck-Holmfelds lette, præcise og af og til finurlige stil, om end forfatteren for mange steder forfalder til tangentskriverier, så læseren efterlades forvirret og fortumlet og må søge tilbage til den røde tråd. Sikkert en utilsigtet virkning af forfatterens utrolige detailviden om danske samfundsforhold efter hans tidligere danmarkskrønikeskriverier. Skæmmende subjektivitet Krøniken om Ekstra Bladet er i sagens natur ikke en kritisk bog om EB's rolle i dansk presse og dansk politik, men netop - en fortælling. Et strejftog gennem en forunderlig og morbid verden. Forfatteren betjente sig af gode grunde i første bind af en mængde skriftlige kilder, herunder en nyfunden dagbog fra Frejlif Olsens redaktørkollega, Ole Cavling. Her i andet bind er der også gjort god brug af mange skriftlige kilder, men i tilgift kan forfatteren bidrage med mange vidneudsagn fra nulevende medarbejdere. Samt egne iagttagelser gennem sine mange år som medarbejder på EB - og det svækker sine steder fortællingen, fordi den bliver pludselig subjektiv frem for refererende. Med én undtagelse: Gregers Dirckinck-Holmfeld beskæftiger sig i et afsnit med en af Ekstra Bladets mest usædvanlige kampagner, Fremmedkampagnen for nogle år siden, som han nøgternt konstaterer blev spoleret af proportionsforvrængende enkeltsager og kynisk markedsføring. Den lille mands avis Men tilbage til 60'erne, hvor EB var på røven og kun undgik bladdøden, fordi Victor Andreasen kunne både tale og sætte tal sammen. Han var blevet chefredaktør i 1963 og fik overbevist bestyrelsen i Politikens Hus om, at det ville være dumt at lukke bladet, fordi en lukning ville gøre Politikens økonomi dårligere. Bestyrelsen gav sit tøvende ja - og Victor huggede til. EB blev for alvor den lille mands avis, og i sidst-60'erne blev Ekstra Bladets guldalderjournalistik skabt, bl.a. og især boligkampagnerne. Samtidig trak Victor først bh'en, siden trusserne af pigerne på avisens billeder, og Inge og Sten Heglers sexbrevkasse holdt sit oplagsfremmende indtog i spalterne. Victor Andreasen går, kommer igen, og går igen - men har afrettet sine hvalpe, bl.a. Sven Ove Gade, der senere bliver chefredaktør og i en livslang beundring for sin førerhund prøver at gøre ham kunsten efter. Men Gade er ikke den folkeforfører, Vrisne Victor var. Og da han ikke har opskriften på et Ekstra Blad, der kan klare konkurrencen fra især de elektroniske medier op gennem 80'erne, så knækker kurven - oplaget falder fra et all time high på 250.000 om dagen til godt 100.000, da Gade trak sig tilbage i 2000. Eller gjorde han? Opgør med Victormyten Det er her, man genkalder sig slutordene i Jes Stein Pedersens anmeldelse af første bind. Han skrev, at »det skal blive spændende at se, hvor meget krønikeskriveren selv tør, når han nærmer sig nutiden«. Efter andet bind kan man konstatere, at krønikeskriveren tør skrive historien om den dramatiske fyring af chefredaktør Ambro Kragh, iscenesat af de to hvalpe, Gade og Bent Falbert. Og om langt senere chefredaktør Claes Kastholms farvel fra EB efter en monumental og fækal druktur. Men Gades egen exit - var den så udramatisk? Krøniken giver ikke detaljer, så efterforskningen må overlades til nogen, der tør, hvor andre tier. Imens kan vi andre forlyste os med Gregers Dirckinck-Holmfelds velskrevne og venlige krønike om et Ekstra Blad, der i sit 101. år ser ud til endeligt at gøre op med Victormyten og indfinde sig i nutiden.