En af de stærkeste, billedmæssigt smukkeste oplevelser ved årets Buster Filmfestival i september var vinderen af førsteprisen, den russiske instruktør Andrej Svjagintsevs 'The Return'. Som da også allerede havde opnået den nok så prestigebærende Guldløve ved festivalen i Venedig. Filmens nagende kerne er tavsheden af uforløste følelser mellem en far, hjemvendt til familien efter tolvs års fravær - som pilot eller snarere i spjældet? - og så de to sønner, der ser ham som en fremmed, men må tage med ham på fisketur. Det udvikler sig dramatisk, men detaljerne kan ikke røbes her. Det manglende motiv Dét skal derimod filmens epilog: En suite på 24 fotografier, vi opfatter som drengenes optagelser med et billigt kamera undervejs. Disse snapshots afslutter en film, hvor storslåede landskaber og indtrængende portrætstudier ellers veksler i fotografen Pierre Poirots gennemkomponerede kameraarbejde. Drengenes 'billeddagbog' til slut er derimod sløret og rystet: et foto af moderen derhjemme, en fiskerihavn undervejs, drengenes drillebilleder af hinanden, af scenerier, der farer forbi bilruden, vingestrejfet af en måge over en blikstille vandkant med en fortøjet jolle. Trykkene på udløseren er tilsyneladende tilfældige. Indtil man bliver opmærksom på dét motiv, der mangler: Ham, der var årsag til og midtpunkt for hele udflugten, faderen. Ikke ét billede af ham. Dét er alt andet end tilfældigt. Fortid uden værdighed Filmens udgangspunkt vender så at sige et klassisk motiv på hovedet: Odysseus' hjemkomst, lykkelige genforening med sønnen Telemachos og genindsættelse i fordums faderlig og kongelig storhed. I 'The Return' kniber det med gensynslykken, ligesom mellem den hjemvendte tyske krigsfange og hans søn i et andet aktuelt og væsentligt filmværk, den tyske 'Miraklet i Bern'. Hvor det dog tager en helt anden retning end 'The Return'. Begge film bliver vidnesbyrd om mere end familien: Sønnernes kamp for at forlige sig med fædrene bliver desuden metafor for tilstanden i samfundssystemer og nationer, der har lidt nederlag og har svært ved at forlige sig med et ophav, en fortid uden værdighed. Fraværende ophav Tag ikke troen på en fremtid fra en overvunden fjende, tænkte danske Karen Blixen med bange anelser, da hun besøgte Hitlers hovedstad Berlin. Eller med hendes eget ordvalg i essayet 'Breve fra et land i krig': »troen på La Grace de Dieu«, på Guds nåde, tilgivelse for fortidens synder. Bryder man dén regel, kan resultaterne være skæbnesvangre, indså hun og rejste hjem - en uge før besættelsen af Danmark. Derfor mangler den russiske far her på sønnernes familiebilleder. Sammen danner de et fikserbillede af fraværende ophav. Fortrængt fortid. I realiteten er 'amatørbillederne' taget af Vladimir Mishukov. Og han er en højst professionel fotograf, kan man overbevise sig om i en ny fotobog, hvor han har samlet de 24 billeder plus godt et halvt hundrede andre fantastiske fotos fra filmoptagelserne og holdets senere triumftog til Venedigfilmfestivalen.