Der er aviser, der er store aviser, og der er New York Times. Det er ikke verdens bedste avis. En sådan kan ikke kåres - dertil er smag, behag og journalistisk tradition trods alt for varieret. Men New York Times er en avis, som regelmæssigt - herunder af nærværende dagblad - udnævnes til denne ærefulde titel. Objektiv og korrekt Og indiskutabelt er det, at avisen, siden Adolph Och købte den i 1896, har stået som et fyrtårn for amerikansk journalistik og i generationer været den standard, mod hvilken alle andre amerikanske aviser målte sig. Ikke fordi den altid var den frækkeste, mest dybdeborende eller bedst skrevne, men fordi den var den mest objektive og korrekte. USA's uofficielle 'paper of record', det tætteste landet kom på en autoritativ beskrivelse af tidens begivenheder. Fed og doven Chokket og skadefroen i den amerikanske medieverden, da det i foråret 2003 kom frem, at Jayson Blair, en af avisens yngre reportere, havde begået ikke bare fejl, men i snesevis af sine artikler havde stjålet citater, opfundet anonyme kilder, beskrevet steder, han ikke havde været, og personer, han aldrig havde set, kan derfor vanskeligt overdrives. Avisens interne kontrolmekanismer havde svigtet i en grad, få havde forestillet sig muligt, og skandalen antog snart uhyre dimensioner. Newsweek satte den på forsiden, tv-stationer sendte live om avisens interne krisemøder, og i løbet af få uger var avisens chefredaktør, Howell Raines, fyret. Raines var blevet ansat mindre end to år forinden, og hans ledelsesstil var den grundlæggende årsag til skandalen. Set i bakspejlets kølige lys var Blairs svindel i virkeligheden kun den berømte dråbe. Det er tesen i mediereporteren Seth Mnookins bog om skandalen og dens betydning for det amerikanske medielandskab. Og når det gælder kritikken af Raines, lægger Mnookin ikke fingrene imellem. Modsat tidligere chefredaktører gik Raines fra starten hårdhændet til værks, indførte en uhyre topstyret ledelse, tøvede ikke med at kritisere journalister og redaktører offentligt og omgøre deres beslutninger. Avisen var efter hans mening blevet fed og doven og havde tilladt konkurrenter at overhale den indenom i opsamlingen af nyheder. Pyrrhussejr Nu skulle der andre boller på mediesuppen. 'Flood the zone' kaldte Raines strategien, der i al enkelhed gik ud på at kaste så mange ressourcer og reportere ind på dækningen af store historier, at konkurrenterne ikke kunne følge med. Det, kombineret med øgede krav til effektivitet, var efter Raines' opfattelse opskriften på at få avisen tilbage på toppen. I begyndelsen tydede meget på, at det virkede. Raines begyndte som chefredaktør 5. september 2001, og da Mohammed Atta og hans 18 sammensvorne seks dage senere skrev verdenshistorie, var Raines på pletten. Helt bogstaveligt. Fra sit hjem i Greenwich Village kunne han høre det første fly ramme World Trade Center. New York Times kastede alt, avisen havde og lidt til, ind på dækningen, og da Pulitzerpriserne året efter skulle uddeles, var der bonus. Syv priser blev det til, halvdelen af det samlede antal og mere end dobbelt så mange, som nogen avis tidligere havde fået på et år. Men det var en pyrrhussejr. Med sin hårde ledelsesstil havde Raines gjort sig forhadt blandt mange og skabt en stemning på redaktionen, hvor få - om nogen - turde sige ham imod. Ansattes loyalitet vigtigst Som mange store aviser indgår New York Times en slags uformel aftale med de ansatte. De skal pukle til en forholdsvis lav løn, til gengæld får de lov at være en del af en fantastisk avis. Den fornemmelse af fælles ejerskab knuste Raines med sin egenrådige og selvpromoverende stil, og med tabet af redaktionens tillid til chefredaktionen var grundlaget for Blair-skandalen lagt. Gennem længere tid havde forskellige redaktører klaget over Blair og hans sjuskede omgang med sandheden, men der var ikke sket noget, fordi den interne kommunikation på avisen var brudt sammen. Race spillede også en rolle. Som sort nød Blair godt af avisens minoritetspolitik og Raines' højre hånd, Gerald Boyd, der selv var sort (og som blev fyret sammen med Raines), havde promoveret ham ivrigt. Hertil kom, at Blair var populær, at avisen var overbelastet af krigen mod terror og mange andre medvirkende faktorer, som Mnookin i fin journalistisk stil indgående beskriver. Men hovedsagen, og det virkelig interessante i Mnookins bog er analysen af, hvordan selv en titanisk, verdenskendt avis som New York Times står og falder med de ansattes loyalitet og fællesskabsfølelse. Uden den går det galt. En interessant pointe i en tid, hvor profitmaksimering bliver et mantra for flere og flere mediehuse.