Før vi blev europæere, var vi vikinger. Og det var ikke kun kong Snjo, der hellere ville dø end tåle en tørlagt dag uden mjød. Også kvinderne var godt med i mundlæderet. Som f.eks. Gyrid Alfsdatter, der hellere forbliver jomfru, end hun gifter sig under sin stand. Flyvende hovedskaller Der er ikke den plet i Europa, som vi ikke har erobret (sammen med svenskere og nordmænd), der er ikke den udåd, som ikke er blevet forøvet, og ingen stor stormand er død uden en kæk bemærkning på læben. Afhugne lemmer og hovedskaller flyver hen over siderne i Lars-Henrik Olsens nyeste bog om de ældre tider. Berusede og voldelige Før skrev han om de islandske sagaer, de nordiske guder og sagnheltene. Nu er forfatteren på ret fast historisk grund i 'Nordiske vikingesagn'. I hvert fald fra side 96 hvor kong Gorm kommer til. Ham kender man da. 'Nordiske vikingesagn' er mere uhyggelig end nogen gyser. Under læsningen frygter man indimellem, at de vil slå hinanden så meget ihjel alle sammen, at de lægger landet øde. Lars-Henrik Olsen har været dybt nede i kilderne og fortæller redeligt om alle kampe og intriger, politisk bestemte giftermål, nedrighed og storsind, som der ikke er så meget af. Kloge kvinder spiller en betydningsfuld rolle i denne ende af vores historie. Men det er svært at fatte rigtig sympati for en hærgende flok af berusede, voldsfikserede overskudssønner fra Skandinavien. Det gik lidt nemmere med sagntiden. Vold og vildskab »Engang for længe siden var Snjo konge over Danmark«. Sådan indledes bogen. Snjo var som bekendt en vældig kriger, der generobrede Skåne til Danmark. Til slut står slaget ved Svold, hvor al sympati samler sig omkring kong Olavs hund Vige, der er trofast til det sidste. Jomsborgens vikinger synes at have været de allerværste, men selv de bliver blødere med årene. Til slut tillades kvinder i borgen, og som Lars-Henrik Olsen formulerer det: »De blev der i både to og tre nætter i træk«. 'Nordiske vikingesagn' er en forrygende indføring i de ældste tider. Bogen skal ikke læses i ét stræk, men nydes for sin vold og vildskab, når dét trænger sig på. Forfatteren tæmmer næsten sin indre pedant. Men broen over Vejle Ådal var altså 700 meter lang og målte fem en halv meter i bredden. Thomas Dreyer har illustreret. Det gjorde han også til heltesagnene fra sidste år. Tegneren har ikke helt samme gåpåmod som fortælleren. Der bliver ikke hugget igennem.