That must be a calorie-bomb«, siger Lady Di og peger på Oliver Bjerrehus' piña colada i et hotel på Barbados. Senere står de på hotellets balkon og betragter en måneformørkelse, og modellen bemærker, at hun er en »lang frækkert«, og at han godt kunne have »nappet hende«. Forfaldshistorie Oliver Bjerrehus' selvbiografi 'Oliver - uden filter' er ikke stor skrivekunst. Den er ikke engang skrivekunst. Bogen er blevet til ved, at en kendt person (Oliver Bjerrehus) har fortalt sin historie til en ghostwriter (Bo Møller Andersen). Til gengæld er den noget andet: En slags uglamorøs forfaldshistorie, der skyder os ind i modelverdens allerinderste boudoirer og lader os råbe 'the horror'. Det er dens berettigelse. Ånden korrumperer Men først skal vi lokkes og forføres, ligesom også Oliver Bjerrehus blev det i starten af sin modelkarriere. Han ville gerne have spillet bas. Det blev der ikke så megen tid til. Han flytter til Paris, New York, tager stoffer, sludrer med Placido Domingo, drikker dus med Donald Trump, alt imens topmodeller som Christie Turlington, Kate Moss og Naomi Campbell slænger sig hist og her på bogens loungelækre sider. Underholdende. Ja. Men var der ikke andet på spil, ville biografien højst få ens indre Bodil Cath til at spinde, hvorefter man ville blive forladt med en rungende tomhedsfølelse på størrelse med en Aller-koncern. Heldigvis gælder ærligheden ikke kun Kate Moss' fornemmelser for pot, men også Bjerrehus' egen person. Forfaldet sætter ind, ånden korrumperer: Det er et liv, som »grovæder af ånden«, som Bjerrehus formulerer det. Paradoksal verden Oliver - uden filter' bliver i anden halvdel en sygejournal fra modeverdens magtfulde korridorer, hvor den russiske og græske mafia betaler kokainen og champagnen, og man ikke kan indgive en politianmeldelse, selv om man har fået celeber rockerbank. Da Oliver Bjerrehus får slået fortænderne ind af fodboldspilleren Ronaldos bodyguards på en klub i Milano, må han f.eks. ikke sige ordet 'mafia' højt i telefonen til sit modelbureau, og man lugter betændelsen i de miljøer, som fortæller os normale mennesker, hvad for en duft, vi skal have på håndleddet, eller hvordan slipset skal bindes i næste sæson. Det er beretningen om en paradoksal verden, hvor undertøjsfotos bliver en succes, hvis man har haft diarré nogle dage i forvejen. Hvor en ven bliver fundet død af en overdosis i en skov i New Mexico. Uflatterende selvrevseri Men det er især, når Bjerrehus for alvor investerer sin egen person, at bogen vokser: Da han brækker sig på gulvet og skider i bukserne på det hospital, hvor hans syge nyfødte søn er indlagt, udstiller han sit eget kontroltab. Hans fald fra himlen forekommer ægte. »Jeg pustede selv min stjerne ud«, sagde Asta Nielsen, da hun var flyttet hjem fra Nazityskland til en lille lejlighed på Peter Bangsvej. Oliver Bjerrehus flytter også hjem til en lille lejlighed, bliver skilt, men vælger at rase mod sin skæbne: »Hvorfor skal en så forgyldt person som mig æde så stor en lort?«. Han ender med at opdage, at han ikke er forgyldt. En litterær landvinding? Nej, ikke just. Men motoren i selvbiografien er alligevel det uflatterende selvrevseri, som ender med at punktere myten om modellivet som en nem og farbar vej. Læseren får både shit og Chanel for alle pengene. Uden begge ville der ikke være nogen biografi.