Det er en imponerende bedrift, der her foreligger i fem flotte bind: Flere end 2.000 forstandige sider om den danske filosofis historie. Det er første gang, at nogen har kastet sig ud i det halsbrækkende projekt, og det kan jo skyldes, som forfatterne skriver, at emnet slet ikke eksisterer. Dansk-europæisk udveksling Der findes ingen dansk filosofi - forstået som en særlig dansk måde at tænke på. Dansk filosofi har altid været en del af og i udveksling med den europæiske filosofi. Så at forholde sig til hovednavnene i den danske filosofis historie betyder, at man først må orientere sig i de største europæiske tænkere, der formede dem. 800 års tankevirksomhed Så selv om titlen siger 'Den danske filosofis historie', så har Sten Ebbesen og Carl Henrik Kochs sigte altså været at vise filosofiens historie i Danmark, som den har udfoldet sig gennem filosoffer, der har haft deres virke i Danmark og fra 1700-tallet endog på det danske sprog. På den måde er værket blevet en institutionshistorie om landets 800 års akademiske tænkning. Religionskrig Den danske tænknings lange historie indleder med religionskrig. I begyndelsen af 1200-tallet skulle englænderne og esterne tvangskristnes. Kong Valdemar Sejr havde blandt andet til dette formål et nært samarbejde med ærkebiskoppen i Lund, Anders Sunesen. Denne første danske filosof siges endog at have været med ved slaget i Lyndanise, hvorunder Dannebrog faldt ned fra himlen. Tro kontra viden Valdemar Sejrs 'spindoktor' var skolastiker. Han anvendte aristotelisk logik på fortolkning af Bibelens tekst, der heller ikke dengang var selvindlysende. For hvordan skulle udsagn forstås, der tydeligvis var absurde, hvis de blev taget bogstaveligt? I den skolastiske tolkning blev generaliseringsprincippet vigtigt: Et udsagn kunne kun være sandt, hvis det gjaldt i alle tilfælde. Hvis udsagnet 'Gud siger X' betød, at Gud var årsag til X, måtte det efterprøves alle lignende steder i teksten for at se, om den tolkning gav mening. Sidst i 1200-tallet kom den første internationalt kendte danske filosof Boethius de Dacia eller 'Bo fra Danmark'. Kendt fordi han bl.a. forveksles med Anicius Manlius Boethius fra 500-tallet, og fordi han modigt fastholdt, at man som naturfilosof (datidens 'naturvidenskab') ikke kan lade sine præmisser modsige af åbenbaringen. Men han tilføjede også, at disse præmisser aldrig er tilstrækkelige til at beskrive verdens tilskikkelser. Det modige skel mellem tro og viden skaffede ham fjender inden for den katolske kirke. Boethius omtalte forstanden som det højest opnåelige for mennesket: »Dette er filosoffens liv, og den som ikke har det, han har ikke et rigtigt liv«. Logikkens frigørelse Sten Ebbesens første bind 'Dansk middelalderfilosofi' får således udstukket en linje i værket, man også kunne kalde en fornuftens frigørelseshistorie. Linjen går gennem forfatternes grundige fremstillinger af middelalderskolastik, renæssancehumanisme og oplysningstiden videre gennem 1800-tallets idealisme og diskussioner af tro og viden til Carl Henrik Kochs afsluttende bind med Jørgen Jørgensens positivisme tronende for enden af historien i første halvdel af det 20. århundrede. Læst i højdepunkter eller blot på bogryggene er dette historien om logikkens frigørelse. Men er pluralismen ikke i fokus i de store linjer, er den omvendt heller ikke helt udgrænset. Det understreges, at Tycho Brahe var lige så optaget af alkymien som af astronomien, men også at alkymien for ham ikke så meget handlede om at skabe guld, som om fremstilling af lægemidler. Hvis de mere udgrænsede vidensfelter som f.eks. teologi, metafysik og alkymi alligevel dukker op i denne oversigt over filosofiens historie, så er det kun i den udstrækning, de har været emne for rationelle overvejelser af sine forfattere og altså dermed kan udgøre nok en sten i vejbelægningen frem mod den moderne logik. Holbergs visdomslære Værket er således bedst, når det skildrer systematiske tænkere. Og det synes som om, filologisk redelighed og åbenhed i fortolkningen har været en større dyd end åbensindethed. Den holdning skinner igennem den tvetydige behandling af Ludvig Holberg. Hvor hans betydning anerkendes så central i litteraturen, at perioden 1700-1750 kan kaldes 'Holbergs tidsalder', forstår man, at den er betydeligt mindre i filosofien. Og det selv om han ifølge Koch repræsenterer »det bedste i det 18. århundredes danske filosofi« og »ubestridt (er) den danske oplysningstids største og mest centrale tænker«. Når det kommer til Holbergs visdomslære i 'Moralske tanker' skildres værket tiltalende med velvalgte citater som repræsentant for den 'sunde fornuft'. Men han holdes i armslængde ud med betegnelsen 'snusfornuftig' og konstateringen »Ethvert forsøg på at klassificere Holbergs meninger og sætte ham på fast formel er dømt til at mislykkes«. Det er på den ene side sympatisk ment, men fritager også Koch fra at tage Holbergs angreb på akademifilosofien til sig. Men det er jo også en dyd; hellere sige for lidt end for meget. Fornuftig prioritering Værket udfylder en niche, der indtil nu har stået tom. Børge Riisbrigh, Laurids Smith, Hans Poulsen Resen og mange andre for undertegnede hidtil ukendte skikkelser har fået et nyt efterliv. Men det er ikke sådan, at filosofihistorien hermed har fået et nyt centralt introduktionsværk. Her må man stadig ty til oversigter over den europæiske filosofihistorie, og dér er det kun en vis hr. Kierkegaard, der overhovedet har en plads. Apropos Kierkegaard, så er hans kapitel ganske vist et af de længere, men han fylder ikke mere end sine samtidige romantikeren F.C. Sibbern og Hegel-kritikeren Rasmus Nielsen. Det er fornuftig prioritering. Her får han ikke lov at overstråle sine samtidige, så man kan få en ide om det filosofiske miljø, han (blandt andet) skrev i. Bolværk mod globaliseringen Værkets danske afgrænsning kan synes at være lidt af en kuriositet i en tid, hvor det nationales politiske og intellektuelle betydning skrumper, men så pludselig dukker op i hidtil usete symbolske former - som f.eks. denne danske filosofihistorie. »Af de fem bind (...) fremgår det, at styrken i dansk filosofi har været at formidle udenlandske strømninger og - i hvert fald i de sidste 300 år - iklæde dem en dansk sprogdragt. At dette fortsat sker er af betydning for niveauet i den almindelige kulturdebat i vort land og for det danske sprogs fortsatte evne til at udtrykke og behandle de problemer, der opstår i en stadig mere globaliseret verden«, står der i efterordet. Det er jo noget af en konstruktion at sætte op som bolværk mod globaliseringen, men et væsentlig element i dets bæreevne er netop behandlingen af sproget. Ingen akademiske unoder For selv om værkets implicitte fortælling om logikkens frigørelse fra troen i de nationale institutioners udvikling både kan og bør diskuteres, så er der med det forbehold in mente tale om eksemplarisk lødig og nuanceret historieformidling. De fem bøger, så vel som hvert kapitel i dem, kan sagtens læses uafhængigt af hinanden, og det fungerer eminent som opslagsværk. Man får overalt god besked om de danske filosoffers argumenter. Forfatterne skriver vidende og læseværdigt i et klart formidlet sprog uden akademiske unoder. Skulle man stå og mangle et godt forbillede for en klar fremstilling af indgående viden om et emne, bør man orientere sig i disse bøger. Som de forbilledligt skriver, indeholder noterne ikke andet end kildehenvisninger: »Ud fra devisen om, at det, der er vigtigt, skal stå i teksten og ikke i en note, og det, der ikke er vigtigt, ikke skal stå noget sted«.