Hvornår startede myten om Kunstneren som det moderne samfunds ædle vilde? Oprøreren, seeren, bohemen, der gennemlyser Magten med ord, farver eller musik og opkaster billeder af det kommende og modbilleder af det bestående? Ubesmittet outcast Mon ikke Arthur Rimbaud (1854-91) er et godt sted at starte? Siden denne mærkelige skikkelse i en alder af atten år, angiveligt i et anfald af feber, skrev 'En sæson i helvede' har han stået som moderne litteraturs ultimative billedstormer. En ubesmittet outcast, der i en ufattelig ung alder var i stand til at udtrykke sig som en mellemting mellem en vismand og en tidsrejsende, been there, done that. Status som superstar Rimbauds besynderlige liv har kun forstærket myten og mysteriet. Han holdt op med at skrive, næsten inden han var gået i gang. I tre illuminerede år skrev han sig ind i verdenslitteraturen, de sidste tyve år af sit liv tilbragte han under den bagende sol i Afrika, hvorfra han skrev sortsynede breve hjem til sin mor. Han døde som 37-årig efter at have fået amputeret sit ben. I Frankrig har vidunderbarnet fra Charleville for længst status som superstar. Rimbaud er mildt sagt langtidsholdbar. Hans poesi er proppet med formuleringer, der kunne være (og er blevet) paroler i et manifest for en ny tid: »Moral er svækkelse af hjernen«, »Det er nødvendigt at være absolut moderne« osv. Punkens ikon Rimbaud er barn af clashet mellem romantik og oplysning, han er del af den bølge i litteraturen, som var optaget af bevidsthedens udvidelse og dannelsen af nye moralske værdier, fordi den gamle verden havde spillet fallit. Rimbaud døde to gange: som digter, inden han var fyldt tyve, som menneske på jorden, inden han fyldte fyrre. Han er en af de unge døde, og det har fået hans ungdoms glødende poesi til at lyse endnu klarere. Utallige er de, der har ladet sig inspirere af ham. Hvad skulle vor egen Michael Strunge have gjort uden Rimbaud? Eller hvad med den amerikanske rockmusiker og poet Patti Smith? Eller alle de skrivende nomader, der for en stund repeterer Rimbauds farvel til den hjemlige normalitet/absurditet for i stedet at finde eventyret ude i verden. Arthur Rimbaud er om nogen punkens ikon, men også før melankolske kunstnere ved halvfjerdsernes udgang og firsernes begyndelse genopdagede Rimbaud, havde han fascineret, og så er vi fremme ved dagens bog. Inspirator og soulmate Også amerikanske Henry Miller, der levede en årrække i tredivernes Paris, så en moderne gud i Rimbaud. Han opdagede ham, da han var 36 år og endnu levede sit utilfredse liv i New York, men først tyve år efter skrev han 'Assassinernes tid', en bog man enten hader eller elsker. For dem, der synes Miller er en charlatan vil det være grænseløst irriterende, at han side op og side ned sammenligner sit eget liv med den franske symbolismes ener. Omvendt er identifikationen, hvis man kender og holder af Millers forfatterskab, ikke svær at forstå. Hvis læseren tilmed er så ung, at han eller hun stadig føler sig udødelig og ukompromitteret, ja så borger cocktailen af Miller og Rimbaud for en ganske livgivende rus. Miller ser kort og godt Rimbaud som vidunderbarnet, der var for tidligt ude. Et geni, der var forud for sin tid - lige som ham selv: »Alt dette minder mig om mit eget løfte. Jeg har aldrig oplevet kampen«. For Miller er Rimbaud Shakespeare og Bonaparte i et. En inspirator og soulmate. Smittende begejstring Bedst er Miller, når han læser sig ind i Rimbauds værk og forbliver på litterær grund. Værst, når han helt bogstaveligt beskriver Rimbaud som seeren, der var klar over, hvad der ville ske i det blodige tyvende århundrede. Miller raser mod verdenskrigene og betragter seeren Rimbauds poesi som en foregribelse af det mørke, som menneskeheden slap løs med Bomben. Atombomben er Digterens endelige nederlag, fordi digte er magtesløse over for så vældige destruktive kræfter, mener en dybt modløs Miller, der skrev første del af sin Rimbaud-bog i 1946. Miller rabler og babler. Hans megalomani er enerverende, men heldigvis er hans begejstring også smittende. Baltzers forlag skal have tak for at have oversat Millers ikke så kendte klassiker, men et godt råd er, at man ikke giver sig i kast med den, før man har læst værket, den tager udgangspunkt i. Den himmelske lille bog, som teenageren Rimbaud, alle oprørske kunstneres fader, på mirakuløs bragte ind i verden i 1873: 'En sæson i helvede'.