Tre hundred år vi fulgtes ad/ delende sol og mørke dage/ aldrig udslettes af krønikens blad/ de, så lidt som de vender tilbage«, digtede Carl Ploug i 1851. Udslettet, eller i det mindste udvisket, er mindet om den fælles dansk-norske fortid dog nok hos de fleste. Det kan der gøres noget ved nu: Man kan besøge Frederiksborgsmuseets udstilling 'Danmark og Norge 1700-1905: Fra kongens folk til folkets konge'. Og/eller læse 'Norgesbilleder', det særdeles smukt illustrerede ledsagebind med 11 bidrag om de dansk-norske forbindelser i perioden. Storebror England Fra 1536 blev Norge regeret fra København uden at have formel politisk indflydelse. Norges tømmereksport finansierede Danmarks handelsunderskud; landet skulle så forsvares af hæren og den i øvrigt overvejende norske flåde. Men først blev Bahus, Jemtland og Herjedalen afstået til Sverige, og i 1807 måtte nordmændene i krig med deres vigtigste handelspartner England, et land, de beundrede så ukritisk, at Wessel skosede dem for at mene, »at der findes mennesker/ kun i Engelland og her«. Christian VI's norgesrejse Bønderne, befolkningens store flertal, forblev loyale til det sidste (hvad man næppe kan sige om alle købmændene). Juridisk frie og derfor selvbevidste, for ikke at sige stridbare, fik de norske bønder skatterabat for ikke at gøre oprør - planen virkede det meste af tiden - og både økonomi og befolkning boomede. I 1536 var der tre danskere for hver nordmand, mens forholdet var 1:1, da man 17. maj 1814 uden sociale konflikter eller politiske rystelser indførte Europas frieste forfatning. Egentlig burde selvbevidstheden og evnen til at forvalte friheden ikke være kommet bag på danskerne, som længe havde beundret den af klimaet hærdede og derfor (mente Montesquieu) frie norske odelsbonde. Christian VI's norgesrejse i 1733, der gik »over forskrækkelig høje klipper og bjerge, over farlige broer og til dels over vand«, skulle vel især demonstrere hans magt og mod, men kongen blev fascineret af landet og lod en 'norsk hytte' opføre ved Hirschholm Slot, omgivet af ægte grantræer. Et pragtværk med farveakvareller fra rejsen blev fremstillet, flere af dem gengivet i bogen. Den 'civile skandinavisme' Norge nød godt af den gryende interesse for Nordens oldtid og dens gude- og heltemyter, dels hos danske digtere - Ewalds 'Balders død' åbner i en granskov på de norske fjelde - dels hos europæiske intellektuelle som Montesquieu og schweizeren Mallet, der blev headhuntet for at beskrive Danmark-Norges oldtid for Europas fransklæsende elite. Schweiz og dets Alper var på mode, og Norge blev set som en nordisk pendant. Frederik V's Norgesrejse i 1749 var mindre spektakulær end faderens, men affødte til gengæld et enestående monument, Nordmandsdalen i Fredensborg Slotspark. De 60 velbevarede sandstensstatuer af norske bønder og fiskere skyldes billedhuggeren J.G. Grund, som skabte dem mellem 1764 og 1778 på grundlag af figurer i hvalrostand og elfenben skåret af den vanføre norske billedskærer Jørgen Garnaas. Senere kom ti færøske statuer til; fire islandske er gået tabt. Statuerne skabte sensation, og nogle kaldte dem stenuhyrer. Antikke heroer, nordiske guder og idealiserede rokokohyrder kendte man, men ikke realistiske figurer, som kunne identificeres efter egn og erhverv. Den Kongelige Porcelainsfabrik kopierede som led i helstatspropagandaen en række af statuerne til bordpynt, men efter 1814 gik produktionen og salget i stå. Det gjorde de dansk-norske relationer ikke, men de var nu indlejret i større sammenhænge, bl.a. skandinavismen, som nordmændene så på med skepsis: De havde jo en liberal forfatning og følte sig ikke truet af Rusland eller Tyskland. Til gengæld engagerede de sig efter 1864 i den undervurderede 'civile skandinavisme', hvor læger, jurister, skolelærere og en række andre erhverv regelmæssigt holdt nordiske møder. Men i 1905 bragte unionsopløsningen megen bitterhed, og de skandinaviske kontakter kom på vågeblus. Nationalromantiske bønder Først og fremmest gik de dansk-norske forbindelser efter 1814 gennem forfatterne: København var Norges litterære hovedstad, og danskerne læste Bjørnson, Ibsen, Kielland og Jonas Lie som deres egne. Det gør de ikke mere, og et bidrag om Welhaven, som knap nogen i dag kender, er derfor et bizart valg. Og man kunne da i det mindste have nævnt den udmærkede antologi 'Laserne. Studier i den dansk-norske felleslitteratur efter 1814' fra 1994. Her har museumsfolkene ikke været på hjemmebane. De tager imidlertid revanche. I det afsluttende essay om bonden som nationalsymbol vises glimrende, hvordan folkekulturen, og især bøndernes dragter og boliger, bidrog til opbygningen af national identitet. Bønderne - ikke borgerne, arbejderne eller adelen - repræsenterede de oprindelige kulturværdier, som nu truedes af udviklingen. Men modsat figurerne i Nordmandsdalen fremtrådte de nationalromantiske bønder i søndagstøjet, og nogle var mere autentiske end andre: I Norge rynkede man på næsen ad Vestlandets kystkultur med dens 'uægte' mix af fiskeri, søfart og landbrug. 100-året for uafhængigheden Udstillingen har et scoop i en af de voksdukker i norsk folkedragt, som blev vist på verdensudstillingen i Paris 1889, men som var sporløst forsvundet - indtil museet fik den ide at ringe til Musée de l'Homme og efterlyse dem. Sådanne tableauer var et fast indslag på disse udstillinger, og efterhånden blev de til hele stuer og bygninger: Folke- og frilandsmuseerne var skabt. Dem er der kun en håndfuld af i Danmark. I Norge er der 330. Og folkedragter bruges i dag langt mindre i Danmark end i Norge (og Sverige), hvor selv de kongelige trækker i dem, hvad Margrethe og hendes familie kun gør i nordatlantisk sammenhæng. I 1905 valgte Norge monarkiet frem for republikken og som konge den danske prins Carl. Han blev kronet som Haakon VII for at markere kontinuiteten, uden om dansketiden, mellem det nye og det middelalderlige Norge. Næste år vil 100-året for uafhængigheden blive fejret for fuldt udtræk, mens vi hernede tvangsfodres med H.C. Andersen. Godt tænkt at give os udstillingen og bogen nu.