Modellen gav i den grad pote sidste år med Benny Andersen og Johannes Møllehave, hvis samtale 'Det skal mærkes, at vi lever' nu er kommet i 15. oplag på Politikens Forlag. Så hvorfor ikke prøve med to kloge koner, tænkte Gyldendal, og med journalisten og forfatteren Kirsten Jacobsen som pennefører har den 61-årige Birthe Rønn Hornbech derfor diskuteret stort og småt med det 26 år ældre, men voldsomt vitale nationalklenodie Lise Nørgaard. Over stok og sten Ikke nogen naturgiven kombination, kunne man mene - bortset fra at de begge bekender sig til Venstre - og de to kvinder har da også svært ved at føre en naturligt fortløbende samtale. Det går over stok og sten fra kærlighed og ægteskab over Grundtvig og hardangersyning til livet og døden og hunde, som Birthe Rønn Hornbech har et noget afkølet forhold til, mens Lise Nørgaard mener, at de er Guds skabninger, og at samme Gud udmærket kan være en stor, gul hund med en glad hale. Fjendtlige tørklædekvinder »Jamen Lise, det er jo, fordi du ikke kender Bibelen, at du siger sådan noget. Der står jo, at Gud indblæste mennesket ånde og skabte det i sit eget billede, og hvis man tror på det ...«. »Hvor ved du fra ...?«. »Så ved man godt, at det ikke er en gul hund«. Ganske underholdende, som man ser. Birthe Rønn Hornbech har bogen igennem rollen som den, der bringer den vildtflyvende Lise Nørgaard tilbage på sporet, for her kan man ikke klare sig med de hurtige og morsomme formuleringer, som samme Lise har sine mange års træning i. De diskuterer muslimske tørklædekvinder, som Lise Nørgaard synes virker fjendtlige, fordi tørklædet markerer, at de vil være anderledes. Strandede hvaler »Anderledes end hvad og hvem«?. »End vi!«, må Lise Nørgaard indrømme, og Birthe Rønn Hornbech er dybt uenig: »Alt det der med, at hvad vi gør, og hvad man gør i Roskildes borgerskab, skal være det rigtige«. »Hvis man af religiøse grunde - i en religion, som på alle måder er mig imod - vil gå med tørklæde, vil jeg slås til sidste blodsdråbe for retten til, at man kan gøre det«. Lise Nørgaard vrisser tilbage: »Jeg vil overhovedet ikke blande mig i, om de går med tørklæde eller ring i næsen eller navlen« og folder sig så ud i en historie fra stranden i Skodsborg, hvor indvandrerkonerne sad og lignede termitboer i deres sorte gevandter og så fjendtligt på den gamle dame i badedragt. Hvad der lidt senere fik dem til at fortrække fra stranden, var dog ikke Lise Nørgaard, men en flok topløse »fyldige, kvindelige efterlønnere inde fra København, der lagde sig i vandkanten og lignede strandede hvaler«. I udmærket selskab Der er i sagens natur mange erindringer i bogen. Lise Nørgaards kender vi fra hendes egne bøger, men hvem vidste, at Birthe Rønn Hornbech i 1966, hvor hun fungerede som kordegn hos sin præstefar, havde syet sig en sort dragt med så kort en nederdel, at en missionsk kvinde ikke ville komme i kirken, når Birthe viste ben. Til gengæld sad den missionske ægtemand på første række hver gang. Birthe Rønn Hornbech vinder de fleste af diskussionerne i bogen, men Lise Nørgaard vinder på ord. Hendes sprog er stadig bedre og morsommere end de flestes. Hun kalder sin far en kappebavian og sin bedstefar en rigtig gammel tidselbider, og hun husker med ukølnet raseri kønsdiskriminationen på herværende avis, hvor de mandlige kolleger næsten alle havde »Mor Mamme siddende derhjemme som ofre for deres forgodtbefindende«. »De forventede, at mine børn var snottede og skrofuløse (tuberkuløse, red.) og dårligt opdragede, så derfor blev man jo dobbelt hidsig og besluttet på, at det skulle de i hvert fald ikke være«. Jo da, man er i udmærket selskab med de to damer, som ser næsten for nydelige og retoucherede ud på bogens omslag. De kan begge to være deres rynker bekendt.