Om dette og hint kunne der også være skrevet anderledes. Men det er Hans Edvard Nørregaard-Nielsens force, at tingene opfattes af ham - med hans sindelag og udsyn, som vel er præget af selvironien og dog samtidig af en mands faste tro på og forankring i sit livssyn. Det blev grundlagt i Sdr. Nissum og ikke i Parmagade, og barndommen hænger ved. Nedsynkning i fortiden Når bogen hedder 'Noget nær. Et tidsbillede', er det fordi fortiden spiller en altafgørende rolle, som den tid man kan synke ned i og næsten ikke komme op fra igen. Noget nær(t) er forsvundet, og Danmark er stille og på kort tid blevet et andet land - danskerne et andet folk. Monument af træthed Historien er også en hyldest til dem, som sled, og som blev fældet af en udvikling i tiden, der kun kunne besvares med endnu mere formålsløst arbejde. Formålsløst? Ja, det siger Hans Edvard Nørregaard-Nielsen, men mener det nok ikke. Arbejdet havde sit formål. Da morbrorens kone Kirsten endelig kommer ud af bagerforretningen og begynder at gøre rent på en skole, ligner hun et monument af træthed og dør også snart af en galopperende cancer. Hun er blevet endnu en lukket dør ned ad den korridor, man har bag sig. Erindringsfællesskab Man kan konstatere, at tiden er tresserne og halvfjerdserne, da Danmark var delt i to lande - det vi kalder provinsen, og det vi kalder hovedstad. Og lige så meget forfatteren mentalt er forblevet hængende i Jylland, lige så fast er han i troen på ægteskabet med amtmandens datter Regitze og et liv i København. Rappelle- toi, Barbara ... Ja, rappelle toi ... hvordan han først glemmer brudebuketten, og siden glemmer han at hente den nyfødte og hendes mor hjem fra hospitalet. (Og jeg som troede, at den slags kun var overgået mig selv!). Fjern fortid, fortæller bogen, mens læseren husker det pinefuldt som en slags stadigvæk sårbar, gyldig nutid. Det er bogens anslag og udfordring at minde os om, at tiden er borte, og at tidens bortgang ikke kun er en personlig nostalgi - et personligt tog, der er gået - men også et erindringsfællesskab. Utro mod tiden Det er de år, da Hans Edvard Nørregaard-Nielsen, ikke uden diskret spydighed, skifter fra studiet af teologi til studiet af kunsthistorie. Vel et fortrinligt skifte. Hans sensuelle glæde ved syn og smag, ved madpakken med roquefortost i pergamentpapir, ved den sorte Velo Solex, ved snegle og friterede fisk, ved synet af blomster og regn, himmel og rejser, til Rom (den by, man tror, man hører hjemme i), til Paris og til Stockholm, hvor bogens eneste markante giftighed rammer de marxistiske svenskere, som ikke bryder sig om Tessin. De er tiden tro - forfatterens urinstinkt er at være tiden utro. Klamt kondom Han fik mange slags job, fra vægter til postansat til medarbejder på Information, men ung pige i huset blev han ikke som sin storesøster Anne-Marie. En dag finder hun en besynderlig gummitingest, der ligger i blød i håndvasken på Parkovsvej. »A vil æt røre en«, siger hun, og ringer til en veninde for at høre hvad det kan være. Forfærdelsen står afmalet i alle træk, da hun erfarer sandheden om tingesten fra den verdenserfarne veninde. Harmdirrende siger hun til sin bror: »Busser, do ska æt vær her længer«. Og det skulle han jo heller ikke. Det ejendommeligt løsagtige og det ambitiøse, det faste, det trofaste og det begærlige, det kyndige og det småtskårne ligger tæt i lag i dette selvportræt af en tid, som næsten er overstået. Formålet med livet bliver afløst af arbejdsbyrder. Hans Edvard Nørregaard-Nielsen har fortalt videre i sit eget præcise, morsomme, opmærksomme og tolererende sprog - minder fra en tid, som i en anden udkant også var min - og, formoder jeg, læserens. Man kommer næsten ikke op til nutiden, når man er sunket ind.