»Hvis jeg nogensinde i mit liv skaber dansk ekspeditionshistorie med Nordkaperen - så er det her«, skriver Troels Kløvedal i en af de meget få billedtekster i sin ellers rigt illustrerede nye rejsebog. På billedet sejler den gæve kølbåd i Xilingkløften på Yangtze, verdens tredjelængste flod, der strækker sig mere end 6.000 km på tværs af Kina og deler det enorme land i nord og syd. Og dér, i Yangtzes smalle kløfter, har der ikke været fremmede skibe, siden nationalisterne tabte borgerkrigen i 1949. Byer sprængt i luften Få måneder efter Nordkaperens besøg var der slet ikke nogen smal kløft at sejle igennem. Da lukkede kineserne nemlig hullet i den enorme dæmning tværs over Yangtze, som, når den er helt færdig, vil producere energi svarende til 26 atomkraftværker og forhåbentlig hjælpe med at kontrollere flodens mange oversvømmelser. Sejler man i Xilingkløften i dag, befinder man sig på en rolig sø 135 meter over havets overflade, og snart stiger vandstanden til 179 meter. For at det kan lade sig gøre, er hele byer blevet sprængt i luften, og halvanden million mennesker flyttet til nye boliger. Nutidig fortid Mange vesterlændinge har stadig en forestilling om kineserne som et folk, der kører rundt på cykel i blåt maotøj, men den kan man ifølge Kløvedal godt glemme. Kinas økonomi buldrer derudad, og landet vil være moderne i en fart. Den monumentale dæmning er blot ét eksempel på, hvad der udrettes i disse år. I Shanghai er byggeaktiviteten så heftig, at man bør investere i et nyt bykort hver gang, man besøger byen. Nye ringveje, skyskrabere, ja hele bydele dukker op på ingen tid. Der er kraner overalt, og som Kløvedal skriver: »Jeg har rejst hele mit liv, men jeg har aldrig set noget sted på jorden (...) hvor man på så kort tid fuldstændig omskaber et helt samfund«. Det er dette moderne Kina, Nordkaperens besætning sejler rundt og oplever, men samtidig med sin modernitet er landet gennemsyret af en speciel form for historiebevidsthed, hvor begivenheder fra fjerne dynastier er lige så aktuelle som det, der skete i går. Heraf bogens lidt kryptiske titel 'Kineserne syr med lang tråd'. Bevidstheden om en stolt historie får dog ikke kineserne til at omgås deres fortidsminder mindre lemfældigt, end de omgås deres natur. I Kina er både historien og naturen til for at blive brugt af de mennesker, der lever nu, og eftertiden bliver ikke skænket mange tanker. Den danske Kinahandel Som undertitel hedder bogen 'På togt med Nordkaperen op ad Yangtze', hvilket egentlig er misvisende, da det først er på side 346, at skibet og dermed bogen når frem til floden. Og på det tidspunkt er gassen ved at gå af historiefortællerens ballon. I hvert fald bruger han ikke mere end fem linjer på at omtale, hvad han selv kalder »en rigtig Robin Hood-historie« om et berømt slag mellem to hære i 221 e. Kr., og det er synd, dels fordi historien er god i sig selv, og dels fordi den borgerkrig, som slaget var en del af, er blevet overleveret lidt på samme måde som sagaerne i Norden. Det virker faktisk, som om Kløvedal ikke er helt så fascineret af flodens fortællinger som af sin egen præstation. Så er der straks mere gods i historierne om den danske Kinahandel, som begyndte i 1730 og sluttede i 1840. Her er Kløvedal blandt ligesindede - romantiske eventyrere, der stævnede ud mod en fjern kyst på togter, der varede halvandet år og øgede chancen for at dø 9-10 gange, i forhold til hvis man blev på land, hvor levealderen jo i forvejen var kort. Bogen beretter levende om skørbugens svøbe, om navigation og om driftige danskere, der engang lagde til i samme havn som Nordkaperen. Det hele krydres med engelsk kolonihistorie, som bestemt ikke er rar. Gammel romantiker Selve togtet er et spændende projekt, hvor det lykkes at få lov til noget, som selv Jacques Cousteau fik afslag på. Det virker besynderligt, at Kløvedal, der fik hjælp af alt og alle (Lone Dybkjær skrev f.eks. til den kinesiske topledelse som medlem af Europaparlamentet), undrer sig over at blive behandlet som VIP, men det må være, fordi det kolliderer med drengedrømmen om at være en uskyldig rejsende i et fjernt land. På bunden af sit videbegær er Kløvedal en gammel romantiker, og det sker, at han løber med en halv vind mod til gengæld at fortælle en god historie. Men på trods af alt, hvad der måtte være af småfejl om Kina i denne bog, er den en fornøjelse at læse. Kun billedteksterne glimrer ved deres fravær, og det er synd.