Mens vi stadig venter på den fyldestgørende biografi om danske rockpersonligheder som C.V. Jørgensen, Steffen Brandt, Lars H.U.G., Steen Jørgensen, Peter A.G. Nielsen og Thomas Helmig, findes der efterhånden flere bøger om 54-årige Sebastian (Knud Christensen). Allerede for 20 år siden - i 1984 - udgav Torben Bille sin 'Sebastian - Gøgleren Knud og de andre' og samme forfatter udgav i 1999 'Sebastian 50 - Den store flugt til klinkevals'. Nu følger så B.T.-journalisten og lektoren Michael Eigtveds såkaldte portrætbog om den altså i forvejen grundigt beskrevne sanger og komponist. Ukritisk referat Hvis vi ser bort fra, at interessen for endnu en bog om Sebastian, alle hans kvaliteter ufortalt, måske er til at overskue, er det i sig selv en underligt ligegyldig bog, Eigtved præsenterer os for. At kalde den et portræt er lidt af en tilsnigelse, thi den genre kræver vel, at man tager stilling til den, der portrætteres? Eller i det mindste lader hovedpersonen selv komme til orde i ren og uforfalsket interviewform. Michael Eigtved nøjes i vid udstrækning med at genfortælle Sebastians karriere. Overfladiskhed Vi får en refererende gennemgang af alt, hvad Sebastian har præsteret på plade og ikke mindst i de musicals, som vel er det såkaldte portræts egentlige ærinde. Det er i teatret, Michael Eigtveds styrke ligger, og man fornemmer, at forfatteren ligesom Sebastian selv - ifølge bogen - mener, at komponisten ikke har fået hæder og ære nok ud af sine mange bidrag til musicalgenren. Derfor giver bogen en detaljeret gennemgang af arbejdet med de forskellige forestillinger og deres resultat. Ikke just ophidsende. Og de konflikter, der er - for eksempel omkring Det Kongelige Teater og den aldrig opførte ballet 'Et eventyr' - behandles med samme overfladiskhed. Tilnavnet 'Mormor' Det samme gælder privatlivet, som alligevel strejfes på en underlig akavet måde - for eksempel får vi at vide, at Sebastian kun har set sin nu voksne søn en gang, men intet om, hvordan dette uforløste drama har influeret på faderen eller sønnen. Sønnen, Dennis, er i øvrigt også omtalt i Torben Billes bog fra 1984. At Michael Eigtved tilsyneladende i vid udstrækning må ty til de allerede eksisterende bøger af Torben Bille i sit portræt, gør ikke sagen bedre. Således må forfatteren henvise til Bille i forklaringen på, at Sebastian i den musikbranche, han åbenbart hader af et godt hjerte, har tilnavnet 'Mormor'. Det kommer såmænd fra en lydmand, der åbenbart mente, at denne hædersbetegnelse passede godt på Knud Christensen i morgenstundens klare lys under en turne. Hør musikken, drop bogen Hvis det er niveauet for bøger om danske musikere, skal de i indledningen nævnte koryfæer måske slet ikke være så kede af de manglende værker. Og lade musikken tale. Det gjorde Sebastian i fjor på sin første soloturne i 15 år. Fra den er der just udkommet et samlesæt med en live-dvd og cd til dem, der stadig foretrækker musik uden billeder. Begge dele er fine. Til trods for sine problemer med den indimellem lidt vaklende stemme er Sebastian i fin form, som vi møder ham her i en stribe af hans bedste sange med lækker og sprød guitarledsagelse af komponisten selv, naturligvis. Med plads til gøgl og en ubetalelig talt version af 'Vascomat Liza'. Det er fine sange fra en fin fyr, hvis liv og musikalske virke sagtens kunne være tjent med en bog, der ville ham og os andre lidt mere. Hør musikken i stedet for, den fejler fortfarende intet.