Selv forfattere, der fornuftigt vælger at lade deres musikbøger handle om musikken og ikke i for høj grad om komponisternes biografiske data, kan forfejle målet - og de kan kede deres læser ganske gevaldigt. Denne bog rammer sit mål, og den er langtfra kedelig. Idiosynkrasier Faktisk er den meget af det modsatte: varm, indsigtsgivende og samtidig så kongenialt gennemskuende og koncist klar i sine pointer, at både ofret og forfatteren kan glæde sig over, hvordan den enes kunst finder genklang i den andens. Alt sammen til glæde for læseren, som beriges, mens han kærligt og kyndigt indføres i et komponistunivers, der på grund af sine udtalte idiosynkrasier nok kan trænge til at blive lukket op for den uindviede. Ægte kærlighed Ursula Andkjær Olsen indrømmer, at hun ved første møde med Pelle Gudmundsen-Holmgreens musik var frastødt. Slet og ret. Dog kun for ved næste møde at blive omvendt og siden at have været en trofast elsker af den snart 72-årige komponist, som i miljøet længe og med rette har været kaldt en Rasmus Modsat. Det er denne bogs fortjeneste ikke blot at fokusere på det væsentlige, nemlig musikken, men også, at den gør det veloplagt og ud fra en kærlighed, der er åbenlyst ægte. Ikke alle værker gennemgås slavisk, men en god håndfuld repræsentative værker forklares. Det biografiske overstås »i en ruf«, som det hedder, og hele vejen er det forfatterens ståsted som digter og sprogarkitekt med musikvidenskabelig og filosofisk baggrund, der gør det muligt for hende at bygge broer og åbne indsigter. Medfødt pessimisme Tre væsentlige pointer slås fast. Ingen af dem uortodokse, hvis man spørger de indviede, men alligevel fremstillet med ny klarhed. Gudmundsen-Holmgreens musik er tilbøjelig til at beskæftige sig med musikalske 'ting', Ikke som de klassiske mestres værker med motiver og temaer, der kan varieres. Den er ofte sat sammen af 'stemmer'. Altså ikke af orkestrerede, i og for sig abstrakte melodier, men af konkrete instrumenter, der af komponisten betragtes som fuldt flyvefærdige individer: Musikalske væsener, der synger med hver sit næb - deraf bogens titel - og som ofte taler højlydt i munden på hinanden. Og endelig tager Gudmundsen-Holmgreen fat i kraven på det musikalske 'ritual'. Hvad vi forventer af koncertsalsmusik, demoleres effektivt af en komponist, der har skrevet sit mest berygtede værk for båthorn og solocello, og hvis inspirationskilder - ud over Mahler og Carl Nielsen - ikke overraskende påpeges at strømme fra den absurde dramatiker Becketts og billedkunstneren Rauschenbergs værker. Også Duchamp og Warhol fremhæves til belysning af en komponist, der aldrig har befriet sig fra sin medfødte pessimisme, sine indædte forbehold over for samfundets postulater om enighed og lykke og sin insisteren på retten til at betegne sin egen musik som kedelig. Rasmus Modsat Pelle Gudmundsen-Holmgreen er et musikalsk pindsvin. En antiromantisk ikonoklast, der aldrig er holdt op med at dyrke det upassende og det utilpassede. Ursula Andkjær Olsen mener det kærligt, og denne anmelder kunne ikke være mere enig. Det samme vil Gudmundsen-Holmgreen være, hvis vi kender ham ret. Han har aldrig været blind for sin egen natur. Bogen forklarer centrale aspekter af Gudmundsen-Holmgreens egensindige univers med en forløsende sproglig omhu. Kun kammer brugen af parenteser over og bliver hæmmende for læsningen. Det formår imidlertid ikke at spolere glæden ved en vellykket musikbog, som uden at forfalde til universitært hjernesprog formidler afgørende indsigter i en dansk Rasmus Modsats musikalske verden.