Pressematerialet, der følger journalist og forfatter Jakob Andersens nye bog 'Blodig jord', lover, at »få kender Mellemøsten så godt« som han. Man må antage, at disse »få« sigter til Andersens kolleger i den hjemlige journaliststand. Og bedømt ud fra værkets 493 sider fordelt over 31 kapitler, er der så afgjort noget om snakken. Massiv viden I knap fire årtier har Andersen (f. 1936), som overvejende har slået sine folder i Ekstra Bladet og tilforn modtaget Cavling Prisen, rapporteret fra brændpunkterne i Mellemøsten. Hans viden om hvem, hvad, hvorfor og hvordan i de indviklede stridigheder mellem jøder/israelere og arabere/palæstinensere er ganske massiv. Gud og hvermand Jakob Andersen har været til stede ved flere krige - bl.a. med sit kamera, hvilket dokumenteres af nogle drabelige fotografier - og han har krydsrejst Israel og en række arabiske lande og dér talt med om ikke Gud, så 'hvermand': Premierministre, hærchefer, guerillaledere, terrorister, læger, pædagoger, infanterister, hotelreceptionister, zionister, sadister, islamister, tilflyttere, fraflyttere, flygtninge, børn, unge og gamle. Deler sol og vind med rund hånd Vi kommer, som det vil forstås, vidt omkring, og det er sigende for forfatterens tilgang: Han identificerer sig med begge lejre og anerkender deres synspunkter. Det er ikke nogen let manøvre, men Andersen formår at lægge sit tværsnit på en sådan måde, at han grundlæggende sympatiserer med 'den lille mand', uanset om han har davidsstjernen eller halvmånen som sit symbol. De skyldige er efter dette skema de politisk ansvarlige og de religiøse ledere, som enten er uforsonlige og krigslystne eller for feje til at træffe de nødvendige beslutninger, der skal føre frem til den eftertragtede fred. I sine historiske beskrivelser og i sin politiske analyse formår Andersen i forbløffende grad - forbløffende, når man kender netop mellemøstkonfliktens tendens til 'enten-eller' - at dele sol og vind med rund hånd. Kynisk realist Arafat betegnes i ramsaltede vendinger som 'massemorder' og 'gangsterchef', mens en stribe af israelske premierministre får nogle drøje hug for bosættelsespolitikken og den militære undertrykkelse af palæstinenserne i de besatte områder. Hvis hadet mellem parterne skal bilægges, i hvert fald skrues ned til 'normaltemperatur', kræver det, at lederskabskrisen på begge sider løses. Når de gamle mænds misregimente forsvinder, kunne man håbe, at der ikke spildes mere blod på den frugtbare jord. Men, som undertitlen antyder, så er der tale om en 'hundredårskrig'. Optimister gør klogt i at tage misteltenen i ed, inden de drømmer videre. Med sit intime kendskab til historien om konflikten, dens rødder, årsager og konsekvenser er Andersen en slags kynisk realist. Han har set det hele, og lidt til, og ved derfor, at enhver forestilling om 'den retfærdige fred' kan have meget lange udsigter. Ujævn blanding En af bogens styrker er således, at den ikke opstiller fredsløsninger, som de involverede parter 'blot' kan betjene sig af, og så er alt fryd og gammen. Der er ingen åbenbare fredsmuligheder her og nu, al den stund tre generationers bitter konflikt ikke kan afprogrammeres ved hjælp af noble visioner og gode viljer. Disse kvaliteter til trods har Andersens bog en slagside som følge af den ambitiøse kombination af historieskrivning, politisk analyse, journalistik og selvbiografiske indslag. Hos eksempelvis journalister som amerikaneren Robert Kaplan eller polakken Ryzsard Kapuscinski lykkes dette stilmiks i overbevisende grad. Hos Andersen derimod er blandingen alt for ujævn. Rider på fire heste I flere passager skriver han sig selv ind i historien på en måde, der forekommer sært påklistret i sammenhængen. Man sidder tilbage med fornemmelsen af en selvglad mand, der smeder på et monument over egne storslåede bedrifter i sandhedens tjeneste. Havde Andersen blot fået det råd at gøre, hvad han er bedst til, nemlig at skildre den store historie ud fra det personlige perspektiv. Kapitlerne om den israelske invasion af Sydlibanon og Beirut i 1982 er nemlig blændende beretninger om, hvordan forfatteren selv, bl.a. i selskab med afdøde Jan Stage, oplevede de ekstremt brutale krigshandlinger på tæt hold. Godt havde det altså været, om Andersen konsekvent havde holdt sig til det spor i stedet for at ride på fire forskellige heste. Ikke at han falder af, men turen er lidt for springende.