Der er amerikanske udenrigsministre. Og der er Henry A. Kissinger. Ingen udenrigsminister er i tilnærmelsesvis samme grad blevet verdensberømt og berygtet, i en grad, så et af hans væsentlige problemer i sin karriere ikke var at overstråle de præsidenter, han tjente alt for meget. Det meste af tiden hed den præsident Richard M. Nixon, og det er primært med ham, at Kissingers liv og renomme er uløseligt forbundet. Ingen unødige detaljer Derfor er det også helt naturligt, at tiden, fra Nixon bliver valgt i 1968, til han træder tilbage i vanære seks år senere på grund af Watergate, fylder hovedparten af Esmanns glimrende nye bog. Forud går en kort beskrivelse af den unge Heinz Alfred Kissingers - Henry kom først med emigrationen til USA - opvækst som jøde i Tyskland før krigen, og hvordan den ubehagelige oplevelse kom til at præge hans udenrigspolitiske tænkning, samt et noget længere afsnit om Kissingers karriere før Nixon. Her er tiden på Harvard, de formidable evner som networker, forholdet til Nelson Roosevelt og arbejdet for Council of Foreign Relations. Alt sammen kort og skarpt ridset op af Esmann, der ikke spilder plads på unødige personlige detaljer. Kissingers skilsmisse fra hans første hustru og moderen til hans første søn overstås på en halv sides penge. På gyngende moralsk grund Genstanden for bogen er entydigt Kissinger som udenrigspolitisk tænker og gennem ham at beskrive og reeksaminere nogle af de mere kontroversielle elementer i amerikansk udenrigspolitik under den kolde krig. Leder man efter sladder om kvinder og berømtheder, skal man med få undtagelser lede andre steder end hos Esmann. Her gælder det de geopolitiske overvejelser og naturligvis ikke mindst Vietnam. Første kontroversielle problemstilling og exhibit A for dem, der som den britiske journalist og forfatter Christopher Hitchens mener, at Kissinger er krigsforbryder, er de mislykkede fredsforhandlinger umiddelbart før valget i 1968. Anklagen mod Kissinger er i al korthed, at han fortalte Nixon, at der var en fredsaftale under opsejling, således at Nixon kunne sabotere denne aftale ved at lade vietnameserne forstå, at de ville få en bedre aftale under ham. Resultat: sejr til Nixon, men også endnu fem års krig, titusinder af amerikaneres og hundredtusinder af vietnameseres død. Kynisme på højt plan, men ifølge Esmann skyder kritikerne langt over målet. Forhandlingerne var kendt i langt bredere kredse og havde i realiteten meget små chancer for at lykkes. Men Kissinger begav sig ud på gyngende moralsk grund ved overhovedet at involvere sig i sagen før valget. Orden på bekostning af retfærdighed Og der har man så i en nøddeskal hovedkonklusionen i Esmanns medreflekterende bog om USA's superdiplomat. At han ikke var så ond, som kritikerne påstår, men manglede moral. Eller rettere at der ikke var plads til moralske overvejelser i det verdensbillede, han havde med fra Europa, og som dannede grundlag for hans handlinger. Orden og stabilitet var forudsætningen for overlevelse, og måtte det ske på bekostning af retfærdighed, var Kissinger villig til at handle. Det gjaldt i Vietnam, det gjaldt i Bangladesh, og det gjaldt i Chile med Salvador Allende. Det støder i dag, hvor vi, som Esmann skriver i sin epilog, mener, at frihed og retfærdighed er en forudsætning for stabilitet, men det gjorde det ikke, dengang Kissinger virkede og agerede. Og det er med de briller på, frem for med Hitchens bagkloge lænestolsmoral, at man bør dømme og måske fordømme Kissinger. Også for udenrigsministre leves livet forfra, men forstås til tider bagfra. Plagiering af beskedent omfang PS: Bogen er i Berlingske Tidende blevet stærkt kritiseret for plagiering, så meget endda, at bladets anmelder, historiker og tidligere debatredaktør Bent Blüdnikow nægtede den en eneste stjerne. Denne anmelder har ikke læst Walter Isaacsons Kissinger-biografi og har derfor vanskeligt ved at vurdere omfanget af skaden. Ud fra de eksempler, der anføres i Berlingske Tidende, virker kritikken berettiget, om end synden forekommer at være af forholdsvis beskedent omfang. Esmann søger ikke at give indtryk af at have været nede i de oprindelige kilder. Bogen er efter undertegnedes opfattelse mest at regne som en personlig vurdering og analyse af en af det 20. århundredes mest interessante statsmænd, og som sådan er den værd at læse. Om Esmann har snydt på vægten og er kommet lettere til de faktuelle beskrivelser, end han burde, er et andet og mere moralsk spørgsmål. Som denne anmelder indtil videre afholder sig fra at dømme om.